Når avvik oppfattes som forræderi

- Det brune fællesskab er limet sammen af skadelig solidaritet, der samler mennesker på tværs af etnicitet og klasse med udgangspunkt i religion og kultur. Et lille fællesskab, som er isoleret fra det omgivende nationale fællesskab, hvor frie og demokratiske rettigheder for det enkelte menneske vægtes højt, skriver skriver dansk-afghanske Kanishka Dastageer.

– I det brune fellesskapet anses avvikende atfærd som forræderi, skriver dansk-afghanske Kanishka Dastageer i et innlegg i Politiken.dk.

Dastageer og familien kom til Danmark som flyktninger fra Afghanistan i 1991. I innlegget forteller han om en hverdag hvor det han kaller «det brune fellesskapet» stadig vekk legger seg i hans og hans families gjøren og laden:

»Kan jeg bede om en sandwich med kalkun og bacon?«.

hege_banner_rights_special_778x150

På den anden side af disken står en brun ekspedient og kigger forbavset på mig, og spørger: »Jamen, ved du godt, at det er svinekød?«. Jeg nikker og bliver lettere irriteret over, at et fremmed menneske tillader sig at kommentere på mine spisevaner. Min milde reaktion på den fuldstændig grænseoverskridende behandling bunder i, at der er tale om et fænomen, som jeg har oplevet utallige gange før.

At fremmede mennesker vil have mig til at redegøre for mine spisevaner, er blevet et hverdagsfænomen.

Dastageer beskriver hvordan han ofte blir betegnet som forræder fordi han ikke er religiøs. Hans foreldre skilte seg etter syv år i Danmark. Det førte til oppstandelse og rykter, og noen menn i miljøet tilbød faren å «ordne» hans fraskilte kone. Det ble ikke bedre av at moren giftet seg med en etnisk dansk mann:

Det var en hård tid for min mor. Flere af de brune beboere i vores sociale boligbyggeri snakkede i krogene. Min far blev kort efter skilsmissen kontaktet af en håndfuld brune mænd, som tilbød ’at ordne’ hende. Han smækkede døren i hovedet på dem og rettede henvendelse til politiet. Men mændene mødte alligevel op på min mors adresse for at få fat i hende. Det mislykkedes gudskelov.

Hele min barndom har jeg været pinligt berørt over min mors adfærd. Hvorfor i alverden blev hun skilt fra min far? Hvorfor fandt hun sig en hvid dansk mand, når vores boligkvarter rådede over flere enlige brune mænd? Og hvorfor skulle hun dog klæde sig så udfordrende?

Som barn og tenåring følte Dastageer seg tvunget til å forklare hvorfor moren hadde giftet seg med en hvit, vantro danske. De stadige spørsmålene fra «voksne brune menn» opplevdes som vanskelig.

Nå er Dastageer ung voksen, men miljøet legger seg fortsatt borti hva han gjør eller ikke gjør.

– Mange brune dansker er redde for å avvike fra det brune fellesskapet, for de risikerer ikke bare å bli truet på livet. De risikerer også at familie, venner og bekjente ikke vil kjennes ved dem lenger hvis de velger å avvike fra fellesskapet, skriver han:

Og med risiko for at blive udstødt kræver det et stort mod at gifte sig på tværs af religion og kultur, springe ud som homoseksuel eller sætte spørgsmålstegn ved ’sandheden’. For der findes ikke noget værre end at være helt alene. Især ikke, når det brune fællesskab ser på dig med hån og foragt – som en betydningsløs frafalden.

Det brune fællesskab er limet sammen af skadelig solidaritet, der samler mennesker på tværs af etnicitet og klasse med udgangspunkt i religion og kultur. Et lille fællesskab, som er isoleret fra det omgivende nationale fællesskab, hvor frie og demokratiske rettigheder for det enkelte menneske vægtes højt.

Det er selvfølgelig langt fra alle brune mennesker herhjemme, som er en del af dette fællesskab.

Det aktuelle fellesskapet minner Dastageer om en solidaritetsform den franske sosiologen Emilé Durkheim kalte den mekaniske solidaritet. Denne solidaritetsformen kjennetegnes av homogenitet, og var fremherskende i primitive, førmoderne samfunn. Fellesskapet ble vektet fremfor enkeltindividet:

Hvis individer inden for fællesskabet traf selvstændige valg, blev det anset for at være en alvorlig krænkelse og trussel mod homogeniteten og dermed stabiliteten i fællesskabet. For forudsætningen for fællesskabet var, at alle individer lignede hinanden på væsentlige områder, f.eks. religion og kultur.

I Danmark samler det brune fellesskapet seg også om religion og kultur, og avvikende atferd anses av fellesskapet som forræderi, skriver Dastageer. Snakker man om de åpenlyse integrasjonsproblemer i den offentlige debatten, kan man være sikker på at det brune fellesskapets frontfigurer står klar med bortforklaringer og beskyldninger om selvhat, intoleranse og rasisme:

Internt i fællesskabet er selvkritik nemlig ikke acceptabelt. Det er langt mere vigtigt, at individerne i fællesskabet er loyale, end at de evner at være selvkritiske og se indad.

Dastageer avlutter med å avlegge sin mor en visitt: Han hadde ingen grunn til å skamme seg over henne. Hun var en tapper kvinne og ble en rollemodell for flere «brune kvinner», som i ettertid fremførte sin takk for at hun våget å bryte ut. Det er de modige, progressive menneskene som fortjener all vår støtte:

Det er modige mennesker som hende, vi bør lære af og hylde. Hun tog en risiko ved at afvige fra normalen. Ligesom homoseksuelle brune mænd. Eller sekulære kulturmuslimer. Støt disse progressive mennesker, som tager et nødvendigt opgør med forældede traditioner og værdier.

Det er mennesket og dets grundlæggende frie og demokratiske rettigheder, der skal være i højsædet.

Ikke gruppens.

Politiken.dk: Jeg bliver opfattet som forræder