PARIS: Elisabeth Schemla er en velkendt skikkelse i fransk presse. Den 66-årige journalist og forfatter, der er født og opvokset i Algeriet, var blandt andet igennem 16 år chefredaktør for magasinet Le Nouvel Observateur. Igennem årene er det vedvarende Mellemøsten, islamisme, antisemitisme og kvinders forhold, der har givet stof til hendes artikler og bøger. For eksempel samtalebogen med feministen Khalida Messaoudi, der i dag er Algeriets kulturminister. Det er et arbejde, der har skaffet Schemla tre journalistpriser. Senest har hun udgivet bogen ”Islam, l´epreuve francaise” (Islam, den franske prøvelse, red). Her diskuterer hun den udfordring, hun mener islam udgør for republikken.
Men hvorfor blive ved med at engagere sig i debatten om hovedtørklæder, karikaturtegninger, halalkød med mere? Har Frankrig ikke talt rigeligt om disse emner?
”Vel har vi talt meget om islam igennem de seneste 15-20 år. Vi har haft konferencer og debatter og diskussioner. Men mordene begået af Mohammed Meerah ( en radikal muslim, der myrdede 7 mennesker i Toulouse i 2012, red.) var et vendepunkt. Der er et behov for at sammenfatte puslespillets brikker”.
Og hun fortsætter: ”Det, der foregår lige nu, er en reislamisering af mennesker i Frankrig, der stammer fra de muslimske lande. Med finansieringen fra lande som Saudi Arabien og Qatar rettes denne reislamisering særligt mod den unge generation. Mod unge muslimer, som måske tidligere blot har været kulturelle muslimer, men som nu i en søgen efter deres rødder tilslutter sig en form for radikalisme. Og mod unge franskmænd, der ikke er født som muslimer men konverterer til islam. Man kan kalde dem ”Generation Islam””.
Schemla peger på, at ”ud af omkring 2000 imamer i Frankrig, er der måske kun 50, der taler fransk og forstår franske forhold. Vi har stadig ikke nogen fransk imamuddannelse. Man siger ganske vist, at imamerne ikke spiller nogen rolle i radikaliseringsprocessen nu om dage, det gør kun internettet. Men imamerne og moskeerne er da også på internettet!”.
Det er heller ikke svært at forstå, mener Schemla, hvorfor især unge muslimer fra de belastede områder uden for Frankrigs store byer er lette mål for reislamisering: ”Vi taler om unge drenge og piger, der vokser op i familier, hvor der ofte ikke er nogen en form for autoritet. Som har svært ved at begå sig socialt og som gennemlever en identitetskrise”.
Imod republikkens værdier
Schemla er bekymret over unge, der rejser til Syrien og Irak for tilslutte sig jihad. Og over at imamer i Frankrig sjældent taler klar, fordømmende tale, når ekstrem vold begåes af en muslim, som i tilfældet med Merah. Men den reislamisering hun taler om er ikke nødvendigvis en radikalisering ind i terrorisme. Det er ”en radikalisering, der vender sig mod den franske republiks grundlæggende værdier”.
Med republikkens grundlæggende værdier tænker Schemla på demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene, adskillelse af religion og politik og adskillelse af religion og stat. Schemla nævner en sætning, hun ofte har hørt fra unge muslimer i ghettoerne, når de protesterer mod et eller andet:
”Den lyder: ”Dette land er også vores. Men hvis man føler sig som franskmand, som en del af republikken, er der intet også. Så taler man blot om at ”dette land er vores”.
Schemla understreger, at hun ikke opfatter de mange mennesker med muslimsk baggrund, troende eller ej, som respekterer republikkens værdier som ”nogen som helst form for prøvelse”. Alligevel peger hun i dag på islam som problemet og ikke islamismen. Hvorfor?
”Når man bruger ordet islamisme og ikke islam forsøger man at give en fremstilling af, at der er en masse gode og rare muslimer og en lille ekstrem gruppe af islamister. Det er efter min mening forkert. For denne lille gruppe er ikke så lille endda. Man sminker sandheden, og det er forståeligt. For politikerne både på højre- og venstrefløjen er grebet af ideologien om kulturel diversitet og aner ikke, hvad de skal stille op. Den største svaghed ved den franske sekulære model er at den har ringe modstandskraft over for en selvbevidst religion som islam. Republikken og sekulariteten gennemlever en krise. Islam skal finde sin plads i denne republik”.
Det begynder med kvinderne
Med loven af 1905 foretog Frankrig en fuldstændig adskillelse af religion og stat. Måske også derfor har Frankrig haft en særligt ophedet debat om religiøse symboler, ikke mindst siden 1989. Her fandt de første sager, kravet om at bære hovedtørklæde i skolen, sted. I dag forbyder fransk lov klart tydelige religiøse symboler i skolen. Schemla støtter som et flertal af franskmænd loven. Den beskytter de muslimske piger og forsvarer republikkens sekulære værdier, mener hun. Men hun vægrer sig ved kun at se voksne, tildækkede kvinder som ofre, der pålægges at dække sig til af muslimske mænd:
”I dag har vi mange kvinder i arbejdslivet med hovedtørklæde, der bærer det af eget valg. Disse tildækkede kvinder ”normaliserer” jo et ikke spor uskyldigt symbol. Tildækning af kvinder spiller en vigtig rolle i en islamiseringsproces. Ikke blot i Frankrig men overalt. Jeg tillader mig at mene, at disse kvinder fungerer som en form for ”bagtrop” i den aggression, det arbejde, der i dag pågår for at republikken skal respektere islamiske værdier, skal respektere islam og ikke omvendt”.
Schemla peger på, at i et muslimsk land, som det Algeriet, hvor hun selv voksede op, ” forstår man, hvad hovedtørklædet symboliserer. I et vestligt land forstår man det ikke.”
Hvad der dog samtidig er vanskeligt for mange franskmænd at forstå, mener Schemla er, at ”Frankrig også er et land for muslimer. Marine le Pen har ikke forstået dette. Hun taler om disse mennesker som fremmede.”
Og heller ikke præsident Francois Hollande fra socialistpartiet, der netop har været vært for en konference om bekæmpelse af Islamisk Stat, har forstået det, mener Schemla:
”Hollande kan i høj grad takke de franske muslimer for sin valgsejr i 2012. Men han har ikke forstået, hvad problemet med islam er. Det er et problem, som Frankrig må løse. Mit forslag er, at repræsentanter fra islam og landets øvrige religioner, politikere med flere sætter sig sammen og diskuterer problemet. Som en start”.