Islam

Islam er fred, sier våre politikere, og embetsverket nikker samtykkende

Hva vet våre politikere om islam/islamisme? Hva vet akademikere? Journalister? Hvis vi tar et blikk tilbake på den arabiske ”våren” så kan man konstatere at kunnskapsnivået og forståelsen av islamdominerte land er ytterst begrenset. Dette handler ikke bare om dovenskap. Det er lettere å opprettholde den politisk korrekte tonen når kunnskapsnivået er lavt. Derfor ignoreres også den enorme mengden analyser av islam som nå finnes? Det synes å være mer behagelig å late som om islam er en religion på linje med andre religioner. Kanskje eliten heller skulle forsvare frihetsverdiene, og parkere islam på sidelinjen?

Islam er ikke som andre religioner. I islam er mer politikk, juss og moral enn teologi, det vil si islam favner alt, det er et samfunnssystem. IS tar islam helt ut. Sverdversene mot ”de vantro” følges bokstav for bokstav. På den andre enden av skalaen står eliten, som David Cameron og Erna Solberg, og forsikrer oss om at islam er alt annet enn hva IS bedriver. Punktum.

Lite er mer sikkert at Vesten kraftig undervurderte islam da den arabiske ”våren” sprang ut. Likeledes var det vel knapt en eneste politiker som så for seg styrken og grusomhetene til IS. Karsen Jespersen og Ralf Pittelkow har gjort seg noe tanker om ”islamtilstanden”.

I dette ”forår” gjorde nye kræfter op med de gamle tyranniske regimer omkring Saddam Hussein i Irak, Hosni Mubarak i Egypten osv. Men de nye kræfter var altså i høj grad præget af dogmatisk og radikal islam.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Store dele af Vestens politiske klasser var blinde for denne nye trussel.

Så de jublede løs over ”det arabiske forår” uden at gøre sig klart, at der først og fremmest var tale om et forår for islamismen. Hvad enten det nu gjaldt islamismen i en sunni-muslimsk eller en shia-muslimsk udgave.

Forvirrede og hjælpeløse debatter

Vestens fejlvurdering af situationen hang i høj grad sammen med en meget ringe viden om islam i de vestlige eliter. Herunder en meget ringe viden om den islamisering, der i de senere årtier er sket af befolkningerne i Mellemøsten.

Pludselig fandt man så ud af, at de første frie valg i blandt andet Egypten blev vundet af islamisterne.

Og nu finder man ud af, at de rabiate og bestialske islamister i Islamisk Stat er langt stærkere, end man troede. De er ikke bare stærke militært set. De formår også at tiltrække og rekruttere en hel del muslimer, herunder muslimer fra Vesten.

Det udløser forvirrede og hjælpeløse debatter i de vestlige eliter. Danmark er ingen undtagelse. De hjemlige politiske kommentarer til udviklingen gør endnu engang klart, hvad realiteten er:

Danske politikere og embedsmænd aner intet om islam.

Der er undtagelser. Men det er hovedreglen.

Religionen skal styre det politiske

Når den politiske elite har så ringe viden om islam, skyldes det ikke alene åndelig dovenskab. Det skyldes også, at man helst vil undgå at vide for meget, fordi man så kan få svært ved at opretholde den politiske korrekthed.

Derfor ignorerer man de efterhånden enorme mængder af analyser af islam i teori og praksis, der ikke harmonerer med den politiske korrekthed.

Man bliver for eksempel ved med at tale om islam som en religion på linje med andre religioner.

Men det særlige ved islam er, at den ikke bare er en religion i vores forstand. Den er et totalt system for, hvordan man bør leve og indrette samfundet. Den er religion, politik og moral i ét.

Pointen i rettro islam er, at politik skal styres af religiøse principper. Staten skal hvile på et religiøst fundament, som udspringer af Koranen.

Denne tankegang findes så i forskellige udgaver. Nogle kræfter vil indrette samfundet efter en meget bogstavelig udlægning af, hvad der står i Koranen. Det er islamisterne. Andre betragter Koranen som en bredere ramme om det politiske liv.

Dommere med islamisk tørklæde

Men grundideen er altså, at islam skal være rettesnoren for at indrette samfundet. Det strider mod den verdslige stat, som er skabt i Vesten.

Mange politikere og embedsmænd lader imidlertid, som om denne modsætning ikke eksisterer.

Når en del af dem har argumenteret for, at dommere skal kunne bære islamisk tørklæde i Danmark, så fremstiller de det bare som et spørgsmål om religionsfrihed. Men det er det på ingen måde.

Tørklæde på dommere er ensbetydende med et stort skridt i retning af at lade islams religiøse principper vinde indpas i den danske stat.

Bederum hos Østjyllands Politi

Når Østjyllands Politi nu laver et bederum for de muslimske ansatte, tror politiledelsen sikkert også, at det bare er et spørgsmål om religionsfrihed. Men det er det på ingen måde.

Det er en stor kvalitet ved det danske samfund, at staten ikke iføres religiøse gevandter. Det er en stor kvalitet, at kolleger og borgere i vidt omfang fungerer i et fællesskab, hvor man ikke deler sig op efter religion.

Når religionen vinder indpas i staten og i det hele taget på arbejdspladserne er der også øget risiko for, at de mere radikale muslimer presser de mere moderate. Det viser erfaringen.

Når statens personale deles op efter religion, bidrager det til et mere opsplittet samfund med større risiko for konflikter. Hvis man skulle være i tvivl, kan man jo tage på en studietur til Mellemøsten – eller bare kigge tilbage i Europas egen historie.

Men det ved ledelsen i Østjyllands Politi ikke noget om. Eller de vil ikke vide det. Og det har absolut intet at gøre med retten til at dyrke islam som sin religion. Den kan man dyrke uden for arbejdstiden.

”Islamisk Stat har intet med islam at gøre”

Uvidenheden om islam kommer også til udtryk i, at danske politikere i øjeblikket forsikrer, at Islamisk Stat intet har med islam at gøre. Det samme siger udenlandske ledere.

Det er sandt, at masser af muslimer har en anden opfattelse af islam end Islamisk Stat. Men det er forkert, at Islamisk Stat slet ikke kan finde belæg for sin meget aggressive udlægning af islam.

Koranen har en stribe krigeriske vers vendt mod de vantro. Dem vælger Islamisk Stat at tage helt bogstaveligt. Andre muslimer gør det ikke.

Men netop, fordi Islamisk Stat trækker på en etableret, aggressiv strømning inden for islam, kan det lade sig gøre at overbevise unge, ubefæstede sjæle om, at det er den sande islam.

Måske skulle de lade være med at spille eksperter i islam

Så måske skulle danske politikere lade være med at lade, som om de er eksperter i islam. Måske skulle de bare nøjes med at tale om de frihedsværdier, som de vil forsvare.

For de aner intet om islam. Og de støtter sig på embedsmænd, som heller ikke gør det.