Politikk

Grunnfjellet er i bevegelse

Sverigedemokraterne er valgets vinner på andre siden av Kjølen, mens i Skottland er det straks folkeavstemming om uavhengighet. Tilsynelatende er dette to vidt forskjellige hendelser. Fellestrekkene er at dette er et opprør mot en elite som ikke har erkjent at det faktisk finnes et folk, en nasjon, som har en felles historie, felles kultur, språk, verdier, seder og skikker. Et folk som faktisk forventer at politikerne prioriterer eget land og folk.

To personer med særdeles lang fartid i toppolitikken, Ralf Pittelkow (rådgiver i sin tid for statsminister Poul Rasmussen, Socialdemokratiet) og Karen Jespersen (statsråd i flere runder for Socialdemokratiet og dernest Venstre, fremdeles medlem av Folketinget), forklarer her blant annet hvorfor det politiske prosjektet med multikultur fører til folkelig mistro. Forstår den politiske eliten hva som foregår?

Et folk betyder mennesker, der er bundet til hinanden af en fælles historie, et fælles sprog, en fælles kultur, fælles værdier, fælles sæder og skikke, fælles politiske traditioner.

Et folk forventer, at deres politikere først og fremmest tager vare på deres eget land og deres egen befolkning. Det skal ske i åbenhed over for verden. Men det skal ikke ske ved, at man er så optaget af hele verden, at man glemmer det særlige nationale fællesskab og dets forpligtelser.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Politikere og eliten i det hele taget har i vidt omfang svigtet det nationale fællesskab. De har ikke villet tale om det, de har ikke villet værne om det, de har ikke villet fremhæve dets positive værdier.

I stedet har de søgt at trække abstrakte teorier om et grænseløst, multikulturelt samfund ned overhovedet på deres borgere. Et samfund, hvor det nærmest er skamfuldt og ondt at se sig selv som del af et nationalt fællesskab. Sverige er det mest ekstreme eksempel. 

Svenskerne og briterne

Svenskerne fik at vide, at de for guds skyld ikke måtte opfatte sig selv som svenskere (undtagen når de så fodbold). Briterne fik at vide, at de for guds skyld ikke måtte se sig selv som del af et britisk værdifællesskab – det hele var multikulti. Nu kommer det folkelige oprør.

Skotterne oplevede, at eliten svigtede det britiske fællesskab. Nu vil cirka halvdelen af dem så i stedet lave deres eget skotske fællesskab. Det er en uheldig og uhensigtsmæssig udvikling. Men den britiske elite bærer hovedansvaret for den.

Sverigedemokraternes valgsejr er selvfølgelig i sig selv en ganske lille politisk begivenhed. Men på det symbolske plan er den stor.

I intet land har eliten i den grad holdt sin befolkning i et jerngreb af multikulturel politisk korrekthed. Det er foregået meget autoritært og centralistisk, hvilket kan forklares med træk i den svenske historie.

Ved valget i søndags begyndte dette jerngreb at sprække. Mere end hver ottende svensker trodsede elitens grovkornede propaganda, hvor ethvert kritisk pip mod den politiske korrekthed udråbes til racisme.

Det er særlig opsigtsvækkende, fordi eliten har bekæmpet Sverigedemokraterne med midler, som man ikke troede mulige i et demokrati. Det gælder ikke kun magthavere, men også mediefolk, der blandt andet har hængt tilhængere af partiet ud i offentligheden, så de mistede deres arbejde.

Noget værdifuldt

Man kan mene, at skotsk uafhængighed er en fejltagelse.

Man kan være uenig med holdninger hos Sverigedemokraterne.

Man kan lægge vægt på at fungere åbent og venligt i forhold til indvandrere, som respekterer det nationale fællesskab og bidrager til samfundet. Og være en god partner i Europa, i Vesten, i verden.

Men det springende punkt er, at man anser det nationale fællesskab og den nationale sammenhængskraft som noget, det er vigtigt at tage afsæt i og værne om. Noget værdifuldt, der fungerer som et pejlemærke for de politiske beslutninger.

Danmark

Sammenlignet med et land som Sverige er de fleste danske politikere mere bevidste om, at der findes et nationalt fællesskab.

Det hænger givetvis sammen med, at folket har haft meget mere at skulle have sagt i Danmark end i Sverige. Folket er ikke en størrelse, som eliten har kunnet ignorere, sådan som det er sket i Sverige.

Men også i Danmark har politikere, meningsdannere og andre dele af eliten været til fals for de strømninger, som har prøvet at gøre det nationale fællesskab til noget ”umoderne”, som man måtte se at komme videre fra.

Det opsplittede multikulturelle samfund har sine varme fortalere i Danmark.

Danske politikere har også lænket landet til talløse internationale konventioner og accepteret, at internationale domstole har gjort store indhug i den nationale selvbestemmelse. Flygtningeområdet er et eksempel.

Danske politikere har alt for hovedløst overladt magt til EU, som burde fastholdes på nationalt plan. Jævnfør senest velfærdsordningerne.

Opbrud

Men danskerne er ikke så autoritetstro som svenskerne. De sender stærke advarselssignaler til politikerne. Ikke mindst i forhold til udlændingepolitikken og EU.

I den borgerlige lejr har disse advarselssignaler gjort indtryk, og der er opbrud i debatten. Men betydningen af de folkelige reaktioner her og i det øvrige Europa er ikke fuldt ud erkendt. Og i udlandet kniber det langt mere med hørelsen.

Hvornår fatter den politiske elite, hvad der foregår?