DK: Forskere slakter ekstremismerapport

Danske forskere slakter en ny rapport som kartlegger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) kartlegger til sammen 15 grupper fra tre forskjellige miljøe: høyreradikalt, venstreradikalt og islamistisk. Men hvordan og hvorfor har de aktuelle gruppene endt med ekstremismestempelet? Det…

Danske forskere slakter en ny rapport som kartlegger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) kartlegger til sammen 15 grupper fra tre forskjellige miljøe: høyreradikalt, venstreradikalt og islamistisk.

Men hvordan og hvorfor har de aktuelle gruppene endt med ekstremismestempelet? Det gir ikke rapporten noe svar på fordi den mangler eksplisitte definisjoner og kriterier. Kombinert med spinkelt datagrunnlag, gjør dette SFI`s kartlegging tvilsom, mener forskere i ekstremisme ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Ann-Sophie Hemmingsen og Tobias Gemmerli:

Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom.

Manglende definitioner og kriterier
Indledningsvis savner vi en begrundelse for, hvorfor netop de tre miljøer er valgt – eller måske rettere en refleksion over, hvorvidt andre politiske eller religiøse miljøer kunne være relevante at inddrage, samt betydningen af sammenfald med andre typer miljøer, herunder kriminelle, som nævnes i rapporten.

Rapporten mangler også definisjoner av det de anonyme forfatterne fremholder som ikke-ekstremt og prodemokratisk. Forfatterne beskriver de religiøse og politiske gruppene som «utenfor det politiske normalområdet», men nøyaktig hva dette normalområdet omfatter blir ikke nærmere beskrevet. Det blir heller ikke innholdet av den «liberalistiske demokratioppfattelse» som de kartlagte miljøene og gruppene kategoriseres som motsetninger til.

SFI`s rapport viser klart at det er vanskelig å endegyldig definere ekstremisme og antidemokratisme, ganske enkelt fordi dette er relative begreper, skriver Hemmingsen og Gemmerli:

Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ”i tråd med det ideologiske udgangspunkt” i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt.

Lesere må således stole på at de rapportens anonyme forfatteres ubeskrevne definisjoner, kriterier og vurderinger er troverdige, noe som jo vanskeliggjøres av nettopp forfatternes anonymitet.

Datagrunnlaget fremstår også som tynt, mener de to ekstremismeforskerne. Rapportens underlagsmateriale består primært av intervjuer med frontpersonale, forskere og journalister, samt observasjoner på Facebook.

SFI`s forskere har også intervjuet 26 personer i eller rundt miljøene. Av disse er 11 personer relatert til ekstremistiske islamistiske miljø, 7 til det høyreradikale og 3 til det venstreradikale. Det fremgår derimot ikke om de intervjuede har bidratt med kunnskap om sine egne meningsfeller eller andre, hvilket gir grunn til å stille spørsmål troverdigheten ved deres utsagn.

Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

Som det fremgår af rapporten, har man ikke foretaget observationer i miljøerne, hvilket blandt andet medfører, at man i flere grupperingerstilfælde ikke er i stand til at sige meget om omfang, organisering og rekrutteringsmetoder. Dermed muliggør kortlægningen ikke en fremtidig vurdering af eventuelle udviklinger på disse områder.

På denne baggrund kan man også stille spørgsmålstegn ved, om rapporten egentlig kortlægger milijøer og grupperinger eller nærmere kortlægger udvalgte videnspersoners opfattelser om disse. Desværre forpasser rapporten muligheden for at reflektere dybere over, hvilke metodiske problemstillinger kortlægningsarbejdet har været stillet over for.

DIIS-forskernes slakt av rapporten er så total at det er på sin plass å nevne at DIIS i sin tid deltok i konkurransen om det 2,5 millioners rapportoppdraget, som så gikk til SFI.

De er imidlertid ikke alene om kritikken. En forsker mener at rapporten er ubrukelig og i verste fall skadelig:

Flere forhold undrer de forskere i ekstremisme, som Politiken har talt med. Eksempelvis ønsker SFI mod sædvane ikke at oplyse, hvilke forskere der har bidraget til rapporten, selv om projektet er finansieret af offentlige midler.

»Det er komplet ubrugeligt. Fuldstændig og aldeles. Man må håbe, at det ikke kommer ud i marken til nogen, der skal vide noget om miljøerne. Nogle gange er sådan noget bare ligegyldigt, men det her kan i værste fald være skadeligt. For eksempel hvis nogen, som arbejder præventivt, bruger rapporten til at forstå, hvad der foregår i de her miljøer«, siger en anerkendt forsker i radikalisering, som udtaler sig på baggrund af anonymitet.

»De grupper, der er kortlagt, kan du nærmest finde ved at slå op i telefonbogen. Det tager fem minutter«.

Avisen Politiken har selv etterprøvd noen av rapportens påstander. Det tok bare noen få minutter og et besøk på YouTube å motbevise to av dem:

I kortlægningen konstaterer SFI, at det islamistiske parti Hizb ut-Tahrir »ikke er identificeret vest for Storebælt«, mens forfatterne ikke mener at have informationer, der viser, at den yderligtgående salafistiske gruppe Kaldet til islam rekrutterer krigere til den syriske borgerkrig.

Da Politiken i går efterprøvede disse forhold, tog det få minutter af lokalisere et tocifret antal aktive Hizb ut-Tahrir-medlemmer i Aarhus, mens der på YouTube ligger flere videoer, hvor ledende figurer i Kaldet til islam opfordrer danske muslimer til at drage i krig i Syrien.