Innvandring

Svenskenes prioriteringer

Den høye ikke-vestlige asylinnvandringen til Sverige må gå på bekostninger av andre grupper. Dette har ligget åpent i dagen i over et tiår nå. Det ligger også åpent i dagen at man tar fra dem man forventer minst protester fra. Så hvem er det? De eldre, de som har bygget Sverige. Asylsøkere flyttes inn i aldersboliger, mens fru og herr Svensson, med vedtak om aldersbolig, kan se langt etter sine lovfestede rettigheter.

Det mangler nå 15 000 aldersboligplasser i Sverige. Kanskje det mest sjokkerende med reportasjen til Den korte avis er at man nå også blander eldre på institusjoner med nyankomne asylsøkere. Ifølge myndighetene skal dette kunne være til gjensidig glede (sic!).  Men noe eldreopprør får vi nok ikke i Folkhemmet. Til det er svenskene for flinke til å bøye nakken for autoriteter.

Lad oskalde hende Monica Karlsson. Hun har længe gerne villet flytte i ældrebolig. Hun er også blevet godkendt til en bolig. Men nu har hun ventet på den i over et år.

Det er sådan set ulovligt, har hun læst. I Sverige må ventetiden på en ældrebolig højst være tre måneder.

hege_banner_rights_special_778x150

Men Monica er ikke den, der råber op, selv om hun har lidt svært ved at forstå, at det skal være sådan. Myndighederne ved vel bedst.

Hun kender flere, der er i samme situation. Hendes søn, som ved noget om de sager, siger, at hver fjerde ældrebolig er nedlagt i Sverige inden for de seneste ti år.

Stadig flere boliger til flygtninge og indvandrere

Men der skal jo også bruges penge på andre ting. Det må man kunne forstå, siger politikerne til hende.

Først og fremmest skal der bruges mange flere penge på flygtninge og indvandrere, fordi der bliver voldsomt mange flere af dem. De skal også have boliger, og hvis de ikke allerede findes, så må man købe dem eller bygge dem.

Det er ikke noget, som Monicas kommune kan sige nej til. Migrationsverket (Udlændingestyrelsen) kan med en ny lov i ryggen tvinge kommunerne til at tage imod flere flygtninge og familiesammenførte, end de har kapacitet til.

For kommunen og for de private firmaer, som fylder meget mere i den svenske ældresektor end i den danske, kan det også bedre betale sig at investere i boliger til asylansøgere end i ældreboliger.

Den slags betales af staten og ikke af kommunen. Og de private tjener mere på at bygge og drive asylboliger end ældreboliger.

Asylansøgerne skal have en bolig. Mange ældre får lov at vente. 15.000 ældre svenskere venter i øjeblikket længere på en ældrebolig, end loven tillader.

De kalder det ”fremmedfjendtlighed” og ”racisme”

Monica kan godt engang imellem blive harm over det, når hun tænker på, hvor meget hun gennem sit liv har bidraget til samfundet.

Men så forklarer hendes søn, at hun også er nødt til at give afkald, for at Sverige kan tage imod så mange tilrejsende. Og så føler hun sig lidt skamfuld.

I medierne bliver der sagt så meget om, hvor grimt det er, hvis man siger noget kritisk om indvandringen. Så bliver man kaldt fremmedfjendsk og racistisk, og det vil Monica meget nødig udsætte sig for. Så hun tier stille, mens hun venter på sin ældrebolig.

”Uledsagede flygtningebørn” på ældrecenteret

Det kunne jo også være værre.

Hendes fætter, som vi kunne kalde Göran, var kommet på et ældrecenter, og det var han glad for.

Men hans kommune fik, som så mange andre kommuner, problemer med at skaffe boliger til asylansøgere. Og så kom de på den idé at lade nogle af dem flytte ind på ældrecenteret.

Andre kommuner gør det samme.

I første omgang er fem af dem, man kalder ”uledsagede flygtningebørn”, flyttet ind på Görans center. Han kan nu ikke helt forstå det med ”børn” – et par af dem er et godt stykke over 18 år.

Monica er spændt på at høre, hvordan det går. ”Flygtningebørnene” har egen indgang, men de må færdes over alt i ældrecenteret, og de må også bruge de ældres fællesrum.

Berigelse

Kommunalpolitikerne siger, at det kan berige de ældres tilværelse – de to grupper kan få glæde af hinanden. Göran er nu lidt ked af, at han skal til at forholde sig til nogle mennesker, som han har meget lidt til fælles med. Han nyder jo, at hverdagen ligger i hyggelige, stabile rammer.

Men der er det igen – det med fremmedfjendtligheden og racismen! Hvis man ikke er på vagt, sniger den sig ind over én.

Så er det, at man kan komme med en uoverlagt bemærkning om, at man nu hellere vil være sammen med folk, man kender lidt til, og som kan svensk. Pludselig er man kigget ud, og så føler man sig frygtelig skyldig.

Man kunne brænde biler af og smide sten mod politiet

Det kan godt være, at myndighederne ville blive flinkere til at finde ældreboliger, hvis folk som Monica og Göran gik ud på gaderne og brændte biler og skoler af og smed med sten efter politi og ambulancefolk – ligesom nogle af de unge indvandrere gør.

Men det kunne ingen af dem drømme om. De reagerer ikke med ild. De reagerer ikke engang med kritik af myndighederne.

Monica og Göran er ikke oprørere. De er svenskere. Og svenskere finder sig i meget.

Monica og Göran er fiktive personer. Men de problemer, som beskrives, er reelle. De er blandt andet omtalt i Avpixlat og i Den Korte Avis.