Islam

Et hundeliv

Kunstneren Lars Vilks har levd med politibeskyttelse døgnet rundt i tre år nå. Flere ganger er han forsøkt drept. De tre tegningene som endret livet hans, er nå for første gang utstilt i Sverige. Utstillingen har fått den humoristiske tittelen ”Hets mot utsatt rundkjøringshundegruppe”.

Syv år har det taget. At få tegner og kunsthistoriker Lars Vilks´ originale tegninger af Rundkørselshunden op at hænge på en udstilling i Sverige. Men nu er det lykkedes: Resten af maj måned kan man i galleri Rönnquist og Rönnquist i Malmø udover nye malerier af Vilks se de tre tegninger, der forvandlede Vilks´ liv. Og som har betydet, at han igennem mere end tre år har levet med politibeskyttelse døgnet rundt.

vilksoriginaletegninger

”Hetz mot utsat Rundkørselshundegruppe» kalder Vilks, med sin karakteristiske humor, udstillingen. Ferniseringen i lørdags forløb uden problemer. Fra fernisering samme sted sidste år erindrer jeg masser af politi i gaderne. Det var der ikke denne gang. På sin blog skriver Vilks: ”En hindring er overstået, men man skal huske, at denne begivenhed løb af stabelen uden nogen større medieopmærksomhed. Man kan derfor ikke tolke alt for meget ud fra den. Men naturligvis er det min forhåbning, at dette er en lille åbning i forhold til den publiceringsblokering, som gælder for profeten”.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Al Qaeda og Jihad Jane

Billedkunstneren Uwe Max Jensen, der sammen med undertegnede er grundlægger af Lars Vilks Komiteeen – har i en artikel på trykkefrihed.dk  opsummeret, hvad der er overgået Vilks i de syv år, der er gået, fra han producerede de tre originaltegninger: ”Vilks har siden sommeren 2007 været udsat for censur, dødstrusler, overfald og et forsøg på mordbrand. Irakisk al-Qaeda har sat en dusør på hans hoved, og Vilks har været genstand for et terrorkomplot udtænkt af en amerikansk kvindelig konvertit, Jihad Jane, og 11. september 2011 var tre somaliere bevæbnet med knive på vej til en fernisering i kunsthallen Röda Sten i Göteborg «for at diskutere kunst» med Vilks. De blev i sidste øjeblik pågrebet af politiet.”

Kan ikke sælges på auktion

Vilks minder i artiklen om, at meget stadig ikke er muligt, når det angår Rundkørselshundene. Der er ”stadig kun ét sted (Galleri Rönnquist & Rönnquist, red.), der vover at udstille tegningerne, så det er ikke nogen stor åbning, hvad ytringsfriheden angår. Kun en lille åbning». Derudover understreger Vilks, at ”ingen af de ting, der udstilles, kan vises andre steder, og malerierne kan ikke sælges på auktion, og der er stadig ingen mainstream medier, der tør publicere et fotografi fra udstillingen med de her tegninger på væggen.»

Da Max Jensen og jeg sammen med seks andre danskere, herunder Farshad Kholghi, Jaleh Tavakoli og Mikael Jalving grundlagde Lars Vilks Komiteen i vinteren 2012, var det med inspiration i Salman Rushdies selvbiografiske bog ”Joseph Anton”. I bogen hører man blandt andet om den Rushdie-komité, som støtter af Rushdie etablerede, da ham måtte gå under jorden på grund af ayatollah Khomeinis fatwa.

Livvagterne

For Vilks betød dramaet omkring Rundkørselshundene, at hans foredragsvirksomhed og udstillingsvirksomhed omtrent gik i stå. Når Vilks skal nogen steder hen, til stranden, til købmanden, til København eller hvor som helst, skal det planlægges og livvagterne følger med. Ethvert foredrag, ethvert offentligt møde med ham – i hvert fald i Danmark – betyder, at alle tilhørere skal gennemgå en sikkerhedskontrol. Utvivlsomt har de to overfald på Vilks ved forelæsninger på universiteter i Sverige også betydet, at man i Vilks´ hjemland er blevet ekstra nervøse for at invitere Vilks. Dog holdt han forleden holdt foredrag i Vellinge Kommunhus om Salvador Dali, og måske er der også en åbning på vej her.

I Danmark er ethvert møde med Vilks forløbet uden problemer. Det har også været muligt at få fremtrædende folk fra kultur-og erhvervsliv, såsom billedhugger Bjørn Nørgaard og erhvervsmanden Asger Aamund, til at stille op i panel.

Stuerene Rundkørselshunde

I det officielle Sverige er der meget lidt støtte til Vilks. Selv sagde han sådan, da Uwe Max Jensen og jeg interviewede ham til Weekendavisen i foråret 2012:   «Dette her er et ikke-emne inden for samtidskunsten. Indstillingen synes at være, at jeg måtte have været bevidst om den ballade, det ville forårsage. Altså: Vil man lave sabotage, må man betale prisen. På den anden side: Der er en officiel distancering fra disse kredse, men den er ikke privat. Jeg modtages meget godt, når nogle af dem træffer mig, og de er positive over for, hvad jeg laver. Men officielt, det er der, problemet opstår. En støtte til mig bliver en deklaration.»

Nogle af de få, der offentligt har støttet Vilks er Paulina Neuding, chefredaktør for magasinet NEO. Samt forfatteren Thomas Nydahl, der med mellemrum skriver om Vilks på sin blog.

Sidste sommer solgte Vilks og galleri rub og stub. Vinteren 2013 udstillede Vilks i Södermalm i Stockholm og solgte pænt. Lad os håbe, det også sker denne gang. Hvad de færreste formentlig tænker på er dette: At blive en paria er ikke blot ubehageligt. Det kan have katastrofale følger for ens økonomi.

Måske er udstillingen af de originale tegninger et forvarsel om, at det fremover vil være nemmere at se støtte til Vilks også fra det officielle Sverige.  Et hundeliv er afhængigt af, hvordan omgivelserne behandler hundene – og deres ejermand. Måske en dag Rundkørselshundene vil være så stuerene, at de kan udstilles hvor som helst i ind-og udland. Og måske Vilks igen en dag kan færdes frit.