Politikk

Den gode volden

Serviliteten og den ekstreme politiske korrektheten i svensk media er en mye omtalt kulturell sykdomstilstand i Norge og Danmark. Men det finnes unntak, dertil innen statskanalen SVT. En av de hederlige heter Janne Josefsson i det renommerte dokumentarprogrammet Updrag granskning, som har satt fokus på volden blant høyreekstreme, og den langt, langt mer utbredte volden blant venstreekstreme. Dette skjer parallelt med at statistikk viser at svært mange svenske politikere utsettes for trusler og vold.

95 – 5. Det er forholdstallet man bør merke seg. 95 prosent av volden begås av de venstreekstreme. De på den andre og samme forkastelige ytterkanten, de høyreekstreme, står for de resterende 5 prosent. Kanskje noe for alle de betalte ekspertene på høyreekstremisme i Norge å ta innover seg? En av dem endog betalt av staten gjennom Audun Lysbakken  etter 22.juli.

Updrag gransknings dokumentar om den rå og omfattende venstrevolden i forrige uke, gir meg assosiasjoner til 30-tallets politiserte gatevold. Tidligere i år kunne vi endog fortelle at svensk politi gikk ut med budskap om at politiet skulle sikre ro og orden ved EU-valget i mai, og senere i år nasjonalvalg. Dansken Morten Uhrskov Jensen kommenterte dette slik:

“Vores opgave er at se til, at folk kan stemme og udtrykke deres holdninger uden at være bange for trusler og vold. Politikere på alle niveauer, og meningsdannere som f.eks. journalister, skal også føle sig trygge.”

hege_banner_rights_special_778x150

Kan man (endnu) forestille sig, at politiet i Danmark op til et valg forsikrer om, at ordensmagten vil have et øje på hver finger for at undgå, at politikere og andre bliver truet, forulempet og udsat for vold op til et valg? Nej, det kan man heldigvis ikke, endnu. I den forstand fungerer et land som Sverige netop som et eksperimentarium, fordi Sveriges vanvittige udlændingepolitik gør, at vor nabo mod øst er formentlig 20 år foran os hen imod den egentlige samfundsopløsning.

Om 20 år. Skulle Jensens ord bli en realitet vil dette selvsagt også få betydelige konsekvenser for Norge. Økonomisk nedgangstid kombinert med en helt uansvarlig innvandringspolitikk kan unektelig beskrives som en potensielt livsfarlig cocktail.

En annen danske, som står bak nettstedet snaphanen.dk,  synes jeg leverer en god historisk oppsummering (og inn i vår tid) av hvorfor det har gått så galt i landet på den andre siden av Kjølen.

Der er langt flere politiske ekstremister i Sverige, end i Danmark og Norge. Sverige er ‘fredskadet’, som vi kalder det, hidtil uberørt af verdens grusomhed. En erindring om tragedie er nyttig, måske nødvendig, for ikke at foranstalte nye tragedier. Den tragiske bevidsthed, har Kai Sørlander kaldt det, den som naturligvis svækkes af årtiers fred og velstand i resten af Europa også.

Der er langt flere venstreekstremister end højreekstremister i Sverige, alene af den grund at de har statens stiltiende sympati og i virkeligheden er et resultat af uddannelsessystemet. Fanatismen har været Sveriges høje pris for fred i 200 år, også de ikke-voldelige indvandringsfanatikere i Riksdagen er en pris, der nu betales. Skaden er meget gammel og ligesom en kræftsygdom, bliver den kun værre. Der er de sygdomme, der går over af sig selv, eller som man dør af, sagde min far, der var læge. Hans opfattelse var grundet inden Alexander Fleming opdagede penicillinet, og han havde ikke et samfunds sygdomme i tankerne.

Det udfordrer tanken, at man bliver ondskabes værktøj ved at leve i en privilligeret tidslomme i 200 år. Schweizerne gjorde det også, men de blev ikke idiotiseret og mentalt afvæbnede af det, fordi de lå i Europas brændpunkt, hvor Sverige lå i en ligegyldig periferi nærmere Murmansk.

Orson Welles taler om det i Graham Greenes The Cuckoo Clock Speech, men hvad Welles kendte til Sverige indskrænkede sig til Ingmar Bergman. Welles skal have været i Danmark omkring 1960 i forbindelse med filmatiseringen af Blixens The Immortal Story med Jeanne Moreau, og været  på vej til Rungstedlund, men vendt om på halvvejen og kørt tilbage til København af bare ærefygt. De burde nok have mødt hinanden.

Svensk presse har sin store medskyld i radikaliseringen: Når de har udmalet Sverigedemokrater som højreekstremister, har pressen de facto kastet benzin på et allerede eksisterende voldsbål. Med den fortsatte, uhæmmede masseindvandring, har Riksdagen yderligere sikret, at Sverige er en krudttønde, der kun venter på sit ‘skud i Sarajevo’. Det eneste Sveriges venstreekstremister har lagt til den officielle statssideologi, er volden. Den åndelige militans er der allerede, og det er den iboende totalitarisme,  main-stream Sverige ikke vil indse, den er ‘home-grown.’ Socialdemokraternes formand, Löfven, gik hånd i hånd med venstreekstremisterne i Kärrtorp i december 2013, så forrykt er ‘lagom-Sverige’.

Janne Josefsson (i Updrag granskning, min merknad) prøver endnu engang at vække sit sovende folk, eller måske snarere, sine snorksovende politikere. Jeg tror som bekendt, at det er for sent, men jeg mener jo også, at det er mere ansvarligt at være pessimist end optimist. Den svenske optimisme og fremtidstro kæmper også jeg forgæves imod, det er en kollektivt opmuntret, social sindslidelse. Ingen djævel i verden kan forhindre, at den fører til mere blodsudgydelse.

(…)

I det lyserøde mainstream Sverige er der almindelig utilfredshed med Janne Josefsson, hvilket kun bekræfter hvor langt ind på midten sympatien for politisk ekstremisme går. Se bare Malin Ullgren i Dagens Nyheter…

Per Gudmundson  skriver under tittelen ”Vi har en syk politisk kultur”, at det kommer en ny statistikk nå om den politiske volden. Men den er allerede dokumentert av myndighetene selv, i desember 2012:

I december 2012 presenterade Brottsförebyggande rådet (Brå) den första stora undersökningen om hot och våld mot förtroendevalda. Det blev stora rubriker, då ungefär var sjätte förtroendevald uppgav sig ha utsatts. Riksdagsledamöter hade störst problem – 36 procent av dem hade drabbats. Men även på lokal nivå var fenomenet utbrett. Och vissa uppdrag, som att vara ordförande i en socialnämnd, var lika utsatta som riksdagsledamöternas.

Trakasserierna kom från flera håll. Så kallade rättshaverister stod för 14 procent, exempelvis, men en lika stor andel antogs härröra från något ”politiskt nätverk”.

Alla partier var drabbade, men i olika hög grad. Hårdast utsatta var Sverigedemokraterna – hälften av deras förtroendevalda uppgav sig ha utsatts för våld eller hot.

Det blev stor debatt, och många medier utförde egna granskningar av fenomenet. Frågan har levt vidare med olika infallsvinklar. Näthatet mot journalister och opinionsbildare har uppmärksammats, och våldet från nazister och vänsterextremister exponerades nyligen i Uppdrag granskning.

Här har vi en fråga där det borde råda snudd på konsensus i en demokrati. Ändå har vi åter hamnat i en diskussion där åtskilliga försvarar politiskt motiverat våld. Vänsterpartiet har till och med fått utesluta medlemmar. Trakasserierna kan rentav pågå framför våra ögon utan starkare reaktioner. SD:s Jimmie Åkesson har fått två torgmöten stoppade i innevarande valrörelse. Förra veckan i Uppsala kunde polisen inte få ordning på platsen förrän det bara återstod minuter av mötestiden. I Göteborg häromdagen fick mötet ställas in.

I dag publicerar Brå en ny undersökning på samma tema. Det ser ut som att Brå får fortsätta med det i åtskilliga år, om vår politiska kultur ska kunna bli frisk igen.

Det mest behagelige i situasjonen er å velge å være optimist på vegne av Sverige. Om det er det smarteste, se det er antakelig en annen skål.

PS: Det er verdt å minne om hva statsminister Reinfeldt sa i 2010 under daværende nasjonalvalg, nemlig at man «ikke må bli forbauset» over at folk (les Sverigedemokratene) angripes fysisk.