Integrering og integreringspolitikk

En verdensreligion kan ikke være et problem

Integreringen har ikke gått bra i Danmark (heller). I debatt i dansk fjernsyn denne høsten slo Politikens sjefsredaktør fast følgende: en religion som mer en verdensreligion kan ikke være en del av problemet. Simpelthen fordi vi snakker om en verdensreligion. Filosof Kai Sørlander har filosofert over påstanden.

Hos sappho.dk, gjengitt med forfatterens tillatelse

I DR2’s Debatten den 31. oktober blev diskuteret, om integrationen er slået fejl. I udsendelsens forløb blev specielt spurgt, om islam kunne være et problem for integrationen.

Det benægtede Politikens chefredaktør Bo Lidegaard med den begrundelse, at islam er en verdensreligion. Selve det at islam er en af verdens største religioner er altså for Bo Lidegaard ensbetydende med, at den ikke kan være et problem for integrationen.

hege_banner_rights_special_778x150

Lidegaard: Intet problem med en verdensreligion

For ham at se er det kun islamismen, som han definerer som en fundamentalistisk fordrejelse af islam, som er et problem. Ifølge Bo Lidegaard er det en selvindlysende sandhed, at ingen verdensreligion kan være et problem for integrationen. Men er det rigtigt?

For at besvare det spørgsmål må vi begynde med at præcisere, at det, som indvandrerne skal integreres i, rent principielt kan karakteriseres som en sekulær demokratisk orden. Så spørgsmålet er, om indvandrerne gnidningsløst kan godtage de grundprincipper, der gælder for en sådan orden.

Der er to sådanne principper. Det ene er, at alle borgere skal acceptere hinanden som politisk ligeværdige uanset religion. Og det andet er, at alle borgere skal anerkende, at lovgivningen i samfundet er menneskeskabt. Fra disse to grundprincipper følger, at lovene skal vedtages gennem en form for demokratisk procedure, hvor alle i grunden er ligeværdige uanset religion.

Når Bo Lidegaard hævder, at en verdensreligion ikke kan være et problem i forhold til integrationen, så må han implicit forudsætte, at enhver verdensreligion nødvendigvis må være forenelig med de to grundprincipper for en sekulær demokratisk orden: at alle mennesker er ligeværdige uanset religion, og at lovene i samfundet er menneskeskabte.

Holder det så stik? Er det således, at fordi en religion får tilstrækkeligt mange tilhængere og bliver en verdensreligion, så er dens verdensbillede også automatisk foreneligt med betingelserne for en sekulær demokratisk samfundsorden?

Umiddelbart synes det ikke at være et spørgsmål, som kan afgøres rent principielt og for alle religioner under ét.

De forskellige verdensreligioner er selvstændige tankesystemer, som alle har nogle centrale skrifter, som formulerer deres troslære. Hinduismen har Vedaerne og Upanishaderne, konfucianismen har Analekterne, kristendommen har Bibelen, og islam har Koranen og hadith-samlingerne. Spørgsmålet om, hvorvidt de enkelte verdensreligioner er forenelige med principperne for en sekulær demokratisk samfundsorden, må derfor primært fokusere på, om den moral, der kan udledes af deres respektive kerneskrifter, er forenelig med disse principper.

På den baggrund må vi konstatere, at verdensreligionerne er forskellige med hensyn til, hvor vanskeligt de har ved at forenes med principperne for en sekulær demokratisk orden. Det er ikke svært at forstå, at en religion, som hævder, at vor nuværende sociale status er bestemt af, hvorledes vi opførte os i et tidligere liv, har vanskeligere ved at forenes med en sekulær demokratisk ordens krav om, at vi alle er ligeværdige, end en religion, som hævder, at vi alle kun har dette ene liv, som vi i princippet begynder på helt samme måde.

Vokset ud af kristen kultur

Men nu står vi specielt over for spørgsmålet, om islam er et problem for muslimernes integration i de sekulære vestlige demokratier. Og da disse demokratier rent historisk er vokset ud af en kristen kultur, så må dette spørgsmål nærmere bestemt dreje sig om, hvorvidt islam i sin kerne er vanskeligere at forene med en sekulær demokratisk samfundsorden, end kristendommen er.

Når vi ser på indholdet af kristendommen, som det kommer til udtryk i Det Nye Testamente, så kan vi konstatere, at Jesus sættes i centrum. Og det fortælles, at Jesus selv gav afkald på al politisk magt, endda så vidt at han modstandsløst lader sig føre til sin egen korsfæstelse. Desuden fortælles, at Jesus forkynder bud – elsk din fjende, vend den anden kind til – som umuligt kan gøres til politik. I princippet adskiller Jesus altså politik og religion, ligesom han sætter alle lige her på jorden.

Fordyber vi os derimod i de muslimske helligskrifter – Koranen og hadith-samlingerne – så er indholdet helt anderledes. Her står Muhammed i centrum. Det er ham, Koranen dikteres til, og som haditherne handler om. Og Muhammed karakteriseres ved ikke kun at være religiøs leder, men ved også at samle den politiske, juridiske og militære magt i sin hånd.

Desuden indeholder Koranen et ufuldstændigt politisk lovsystem, som blandt andet sætter en standsforskel mellem mænd og kvinder og mellem muslimer og ikke-muslimer.

For at det islamiske lovsystem ikke skal stå som en underlig torso, fandt man i den islamiske tradition hurtigt ud af at supplere det på grundlag af haditherne, således at man gjorde Muhammeds handlemåde til lovforskrifter.

Islam: Verdensreligion og problem

Alt i alt må man altså slutte, at mens kristendommen i sin kerne adskiller religion og politik og sætter alle lige her på jorden, så gør islam det modsatte: den islamiserer det politiske, og den sætter ulighed mellem muslimer og ikke-muslimer.

Det vil sige, at kristendommen i sit centrale ideologiske indhold er forenelig med begge de to betingelser for en sekulær demokratisk samfundsorden, mens det forholder sig modsat med islam.

Når vi forstår dette, og når vi samtidigt kan konstatere, at det er de europæiske og kristne lande, som indefra har udviklet sig til sekulære demokratier, mens den islamiske verden ikke indefra har gjort den samme udvikling, så er der også grund til at se en sammenhæng.

Det vil sige, at kristendommen skal med i forklaringen på, hvorfor netop de europæiske lande udviklede sig til sekulære demokratier, mens islam skal med i forklaringen på, hvorfor den muslimske verden aldrig er gået samme vej.

Luthers reformatoriske tilbagevenden til kernen i Det Nye Testamente var et skridt på vejen til sekulariseringen og demokratiseringen af det politiske, mens tilsvarende islamiske reformatorers tilbagevenden til islams kerneskrifter uvægerligt fører til islamiseringen af det politiske – og altså væk fra betingelserne for en sekulær demokratisk orden.

Hvis dette er rigtigt, så er islam selv et problem for udviklingen af en sekulær demokratisk orden. På trods af at det er en verdensreligion; og altså på trods af hvad Bo Lidegaard hævder. Og så er islam også et problem for integrationen af muslimerne i det sekulære danske demokrati. Det er et problem, hvis muslimerne bruger deres voksende demokratiske indflydelse til at stemme for indførelsen af islams guddommelige lovgivning, for så bruger de demokratiet til at afskaffe selve den sekulære demokratiske orden.

Hermed påstår jeg ikke, at der ikke kan være individuelle muslimer, som er gode demokrater, og som selv evner at sætte deres religion i en politisk parentes. For sådanne muslimer findes faktisk. Naser Khader er et eksempel. Det står blot fast, at en sådan muslim modsiger sin egen religions helligskrifter på en radikal og uislamisk måde. I modsætning til en kristen, som er demokrat, og som kan være det uden overhovedet at modsige kernen i forkyndelsen i Det Nye Testamente.

Der er nogle, som benægter denne konklusion. De hævder, at religiøse udsagn kan tolkes på alle mulige forskellige måder, og at alle religioner derfor i grunden siger det samme. Men hvis det skal gælde religiøse udsagn, så må det også gælde alle mulige andre udsagn, og så er enhver debat gjort meningsløs. Selve det, at vi kan diskutere, forudsætter, at vore udsagn ikke kan tolkes vilkårligt. Og så kan udsagnene i Det Nye Testamente og Koranen heller ikke tolkes vilkårligt. Så kan vi tværtimod konstatere, at de modsiger hinanden helt centralt.

Overfladiske Skovgaard-Petersen

Så langt er der altså grund til at tro, at den fundamentale forskel mellem på den ene side kristendommens bundethed til Jesu liv og forkyndelse og på den anden side islams bundethed til Muhammeds liv og forkyndelse har haft radikale historiske konsekvenser.

I kronikken i Weekendavisen den 4. oktober hævder Jacob Skovgaard-Petersen imidlertid, at historisk er dette synspunkt overfladisk og bigot. Men nogen egentlig begrundelse for denne påstand giver han ikke. Han føjer blot til, at menneskeligt er det ansvarsforflygtigende. Men det er ikke mere ansvarsforflygtigende end at påpege, at den kommunistiske ideologi med dens krav om, at alle produktionsmidler skal være samfundseje, er medvirkende til at forklare forbrydelserne i Sovjetunionen.

Hvad Skovgaard-Petersen må mene er, at det helt generelt er forkert at tilskrive ideologier, religioner og andre tankesystemer historisk betydning. Men når det kommer til stykket, er det vel egentlig denne forudsætning, som er overfladisk og bigot.

Bo Lidegaard har et forklaringsproblem, når han hævder, at en verdensreligion ikke kan være et problem for en sekulær demokratisk orden. Der findes ikke nogen guddommelig magt, som giver os den sikkerhed. Vi er nødt til at se både på religionernes indhold og på historien i de samfund, hvor de har fyldt folks hoveder.

Jacob Skovgaard-Petersen har et forklaringsproblem, når han forudsætter, at forskellen mellem, om befolkningen i et land tror på forkyndelsen i Det Nye Testamente, eller om den tror på forkyndelsen i Koranen, ikke har nogen konsekvenser med hensyn til sandsynligheden for, at landet kan udvikle en sekulær demokratisk orden.

Hvilken verden mon de to herrer lever i? Deres fordomme om religioner giver dem et fordrejet virkelighedsbillede.

Kai Sørlander er filosof og forfatter og medlem af TFS-rådet