Innvandring

Skyldfølelse, frykt og marxisme får skylden

England ble multikulturel på bakgrunn av skyldkomplekser, marxistisk kulturpåvirkning og Labours søken etter nytt stemmekveg. Dette hevder den engelske forfatteren Ed West, som er aktuell med boken The Diversity Illusion.

Sappho.dk  har møtt Ed West i hjembyen London hovedstaden i landet som ifølge offisiell statistikk huser 2 000 jihadister, og der etterretningstjenesten antar at 1 000 av disse potensielt kan utløse terrorangrep. Om 17 år, i 2030, vil den muslimske befolkningen kunne utgjøre 5,5 millioner personer, altså 8,5 prosent av den totale befolkningen på de britiske øyene. Da er ikke potensialet for konvertitter medregnet. Byer som Oldham, Bradford, Blackburn og Birmingham kan ha muslimske flertall i 2030.

Tallene sier alt om hvilket hvilke enorme oppgaver britiske myndigheter står overfor hva gjelder både integrering og forebygging av radikalisering av egen befolkning.

Hvordan det er kommet så vidt, forsøger den engelske journalist Ed West at give svar på i bogen The Diversity Illusion.

hege_banner_rights_special_778x150

Sappho møder den 35 årige familiefar på en cafe i det centrale London.

Han ligner og taler som den klassiske britiske gentleman, iklædt slips, skjorte og jakke. Adspurgt om politisk ståsted, svarer han, at det er konservativt, og at han i øvrigt er katolik med job som redaktør på avisen Catholic Herald.

I din bog skriver du, at britisk multikultur først for alvor tog fart i 1960’erne. Hvad var det, der skete?

– Det var der, den nye venstre-bevægelse skiftede det traditionelle marxistiske fokus på økonomi ud, med det sociale og kulturelle område. I forlængelse af den øgede velstand droppede man arbejderen som agent for social revolution og lagde i stedet vægten på De Nye Sociale Bevægelser – feminismen, kampen for homorettigheder og befrielse af Den Tredje Verden.

– Samtidigt tog man universalismen til sig – den marxistiske ide om en verden uden grænser mellem nationer eller grupper, siger Ed West og forklarer, at det hele blev båret frem af skræk og skyldkomplekser over kolonitiden og Holocaust.

Målet var at erstatte den eksisterende kultur med en ny og bedre:

– Meget tyder på, at multikulturalisterne var for indvandring, men modsatte sig assimilation, for at ødelægge den fælles kultur og for at undergrave de eksisterende familiemønstre. En befolkning uden fælles sprog, kultur og historie er som bekendt lettere at manipulere og forme til en ensartet og let medgørlig masse, siger Ed West.

– På den måde har det været en meget uærlig politik, tilføjer han – også overfor indvandrerne, som man ikke værdsatte i sig selv, men som skulle bruges til at underminere en konservativ kultur.

I det lidt kortere perspektiv gav masseindvandringen også venstrefløjen og i særdeleshed Labour en kontant fordel. Ved valget i 2010 stemte 68 procent af de etniske minoriteter på partiet, mens kun 16 procent stemte konservativt. For befolkningen som helhed stemte 29 procent på Labour, mens 36 procent stemte konservativt.

– Det var langt fra kun idealisme, der drev værket, konstaterer Ed West.

Afviser du generelt, at multikultur kan fungere?

– Ja, det gør jeg. Illusionen om multikultur hviler på den præmis, at mennesker vil forlade nationer, etniske grupper og religiøse fællesskaber for at tilslutte sig et bredere og mere overordnet fællesskab. Men alt tyder på, at mangfoldighed har den stik modsatte effekt.

-Mennesker i multikulturelle samfund trækker sig ind i deres egne grupper og bliver mindre åbne overfor andre. Det er det, vi med al tydelighed ser i de større byer i dag. I bedste fald ignorerer grupperne hinanden i værste fald er de i konflikt.

– Paradokset er, at venstreorienterede elsker mangfoldighed samtidig med, at selv samme mangfoldighed forvandler folk til konservative. Min pointe er, at liberalisme vokser ud af tillid og tillid afhænger af, at man har ydre grænser.  

Kan venstrefløjen ikke have ret i, at overdreven patriotisme kan lede til konflikter?

– Jo, det kan den. Men at fordømme patriotisme fordi mennesker går i krig på grund af patriotisme er som at fordømme kærlighed fordi kærlighed i nogle tilfælde leder til mord. I øvrigt er mennesket gennem tiden gået i krig af mange andre anledninger, fx religion og klasse. Kampen for lighed har lagt mange flere mennesker i graven end alle religioner til sammen. Så hvorfor pege fingre af patriotisme?

I sin grundigt dokumenterede bog henviser Ed West til talrige undersøgelser, der viser, at udviklingen i store træk er sket uden opbakning fra befolkningen.

Således dokumenterer en undersøgelse lavet for BBC, at kun 28 procent af hvide briter er enig i påstanden om, at indvandringen har gavnet landet. 47 procent mener, den har skadet.

I en anden undersøgelse siger 58 procent, at der er dele af Storbritannien, der på grund af indvandring ikke længere føles britisk. Samme undersøgelse viser i øvrigt, at 59 procent mener, der er for mange indvandrere i Storbritannien, mens næsten to tredjedele tror, at racespændinger vil resultere i vold.

Hvorfor har det folkelige flertal, der tilsyneladende er imod udviklingen, ikke kunnet stoppe den?

– Vi er i en situation, hvor multikulturalisterne sidder på alle betydende samfundsposter – heriblandt BBC, og hvor de kontrollerer sproget totalt. Det er næsten umuligt at argumentere mod folk, der har magt til at definere ordenes betydning.

– På den måde kan man faktisk sige, at fortalerne for multikultur har haft enorm succes. De har etableret et paradigme, hvor det er deres meningsmodstandere, der skal retfærdiggøre deres protester, selvom bevisbyrden selvfølgelig burde ligge hos dem, der argumenterer for radikale og uigenkaldelige forandringer.

Så der er fra officiel side sket et skred i værdierne?

– Ja, i allerhøjeste grad. Det, der for 30 år siden var ortodoksi, var for 20 år siden blevet til mainstream. I dag er det tabu og i morgen bliver det kriminelt. Det er stort set det mønster, deres kulturrevolution har fulgt.

– Det bizarre resultat er, at der aldrig i britisk historie har været så stor en andel – hvis ikke flertallet – af befolkningen, der har synspunkter, som fra officielt hold betegnes som umoralske. Enhver modstand mod multikultur forbindes automatisk med racisme, fattigdom, dumhed og vold.

– Nu er den ikke-hvide befolkningsandel over 10 procent og vil nå 20 procent I nær fremtid. Hvornår er det ok, at befolkningen begynder at udtrykke sine reservationer? spørger Ed West og konstaterer, at det 21. århundrede indtil videre har budt på nogle af de største angreb på friheden i over 300 år.

Hate-speach love, anti-diskriminationslovgivning og ligheds-regulativer er regnet ned over den britiske befolkning.

-Det absurde er, at de autoritære love er vedtaget af tidligere studenteroprørere – de samme mennesker, som engang ville have råbt ”fascist” efter Enoch Powell (britisk politiker der advarede mod multikultur, red). Det er dem, der nu i mangfoldighedens navn gør op med ældgamle frihedsrettigheder.

Har du et bud på, hvordan problemerne kan løses?

– På det overordnede plan skal vi afvise ideen om mangfoldighed som en eufemisme for en verden uden national suverænitet og grænser. Vi skal også forlade den marxistiske kritik af race og acceptere, at mennesker er u-perfekte skabninger, som diskriminerer, er fordomsfulde og nogle gange opfører sig på en måde, som anti-racisme-lobbyen ikke bryder sig om. Vi skal erkende, at det er umuligt at bygge et samfund på den antagelse, at mennesker er perfekte.

– Derudover skal vi gøre op med universalismen, som vi i Vesten er de eneste, der tror på. I Japan, Kina, Mellemøsten, ja stort set alle andre steder, ryster man på hovedet. Vi skal erkende, at nationalstater giver os den absolut bedste ramme for menneskelig selvorganisering, demokrati, liberalisme og økonomisk udvikling. Uden national identitet vil andre identiteter tage over – højest sandsynligt religion.

– Min pointe er, at vi ikke er på vej ind i en post-national tid. Tværtimod agiterer folkeslag over hele verden fx kurdere og tibetanerne for national selvstændighed. Nationalstaten med fælles ideer, kultur og historie er så populær som aldrig før.

Hvad foreslår du på det mere konkrete plan?

– Helt konkret skal indvandringen hurtigst muligt begrænses. Det betyder også, meget mere restriktive regler for ægteskaber med personer fra andre lande. Det er den absolut mindst progressive form for indvandring, da den næsten kun finder sted indenfor samme etniske gruppe. Det vil også være nødvendigt at opsige vores internationale forpligtelser i forhold til at tage imod flygtninge og i stedet tilbyde dem hjælp i deres nærområder. Endelig må vi gøre en langt større indsats for at hjælpe dem, der gerne vil returnere til deres hjemlande.

Og hvordan foreslår du, at man tackler islam og radikalisering?

– Jeg tror, den allerstørste trussel vi står overfor er religiøst baserede konflikter mellem den muslimske minoritet og den kristne majoritet. Derfor må der også indføres et totalt forbud mod alle former for statslig sponsorering af grupper, der ikke udtrykkeligt holder britisk lov højere end alle andre lovsystemer, og som har værdier der kolliderer med britiske værdier.

Det siger sig selv, at al saudisk sponsorering af vores universiteter med videre også må indstilles. Det samme gælder statsstøtten til hele den industri, der har en økonomisk interesse i at se racisme alle steder.

Hvordan er din bog blevet modtaget, og hvor politisk ukorrekt er den på en skala fra et til ti?

– Der har været begrænsede reaktioner, men ikke deciderede negative, selvom det nok er en syv ‘er på din skala. Det ville have været umuligt at skrive bogen før terrorbomberne i London i 2005. Så debatten er blevet lidt mere åben, men på en meget trist baggrund.

Og her til sidst, hvordan tror du, den nærmeste fremtid ser ud?

– Jeg tror ikke længere, vi kan forhindre konflikter, kun begrænse dem. Og i den bestræbelse vil staten bliver mere og mere totalitær og i stadig stigende grad indskrænker vores frihed. Det er paradoksalt nok det stik modsatte af det, de tidligere studenteroprørere havde som mål. De har et enormt ansvar overfor alt det, der er sket, og alt det, der kommer til at ske.