Forskjellsbehandling og diskriminering

Når sannhet gjøres til rasisme

Paven er en ”kjolekledd skurk, som med sine begjærlige blikk” matcher perfekt ”den onde, korrupte organisasjonen” og ”barnemisbrukerinstitusjonen”, som er den katolske kirken. Ikke en snau uttalelse, men den fikk ikke den plaprende eliten til å lette på øyelokket. Historien ble en helt annen da en annen religion var adressaten fra samme mann. Da vet vi hvilken religion det handler om?

Ateisten Richard Dawkins har herset med religion, ikke minst kristendommen og katolisismen, år ut og år inn. Sitatet innledningsvis falt i Washington Post i 2010 uten at det førte til noen som helst oppstandelse. Tre år senere formulerte han en sannhet på twitter om at ”alle verdens muslimer har mottatt færre Nobelpriser enn Trinity College, Cambridge” (førstnevnte har mottatt 10, inkludert fredspriser fra Norge, som Yasser Arafat, mens sistnevnte har mottatt 32 priser).

Da tok den plaprende klassen av.

Også i Norge ble det debatt, eksempelvis i NRK Verdibørsen, der Antirasistisk senters Rune Berglund Steen og jeg møttes sist helg: ”Kan fakta være rasistiske?” spurte Verdibørsen.

hege_banner_rights_special_778x150

Ja, ifølge blant andre ledende internasjonale avisers kommentatorer.  

Mark Steyn peker antakelig på et annet faktum, som jeg mener vi kan sette to streker under: han tviler på at forlag i dag ville utgitt Sataniske vers, og hvis så skjedde, ville ingen store forfattere kommet han til unnsetning når ledere i den islamdominerte verden satte inn støtet mot ytringsfriheten. Men det litt underlige er nok en gang dette: det er ikke fra de islamske skriftlærde eller politiske makthavere det tordnes, skriver han hos sappho.dk.

Det er som om den vestlige eliten tror at hvis vi setter inn alt på å prøve å bevare husfreden i det som er blitt et multikulturelt Europa; at vi ikke sier et skjevt ord om islam, ja, så bevarer vi alle andre friheter.

Overfør den tanken på historien vår om kritikk av kristendommen… Konklusjonen kan således være: eliten unner ikke muslimer å bli løftet inn i opplysningstiden og de velstandsfrukter den gir samfunnet.

Næsten alle London-aviser skrev mindst én historie om ”kontroversen”.

”Hvor vover du at forklæde dit snæversyn som ateisme”, tordnede Independent’s Owen Jones. Bestseller forfatteren Caitlin Moran snerrede: ”Det er på tide, at nogen slår Dawkins fra og til igen. Et eller andet er gået galt”.

Tom Chivers hos The Daily Telegraph tryglede: ”Jeg bønfalder dig, Richard Dawkins, om at tie stille”.

Ingen af de ovennævne er muslimer. Faktisk er de i større eller mindre grad medlemmer af den samme, sekulære, liberale medieelite som professor Dawkins.

Alligevel syntes de alle, at Dawkins’ Twitter-besked var over stregen, i modsætning til de rutinemæssige spydigheder han retter imod kristne.

Objektivt set var kritikken indiskutabel. Kandidater fra Trinity har tilsammen modtaget 32 Nobelpriser, mens hele den muslimske verden kun har modtaget 10.

Hvis man ser bort fra Yasser Arafat, Mohamed ElBaradei og de andre modtagere af Nobels fredspris, kan islam kun gøre krav på fire prisvindere, mod 31 til Trinity College (kollegiets eneste fredsprismodtager er Austen Chamberlain, bror til Neville).

Men alene det at gøre denne observation var nok til at få The Guardian til at sammenligne Dawkins med de skøreste imamer og konkludere, at ”vi må deponere Dawkins på den samme dynge af irrationalitet og uærlighed.”

Lad mig gøre det klart:

Da jeg for fem år siden kæmpede mod Canadas ”menneskeretskommissioner” for at genoprette ytringsfriheden i mit fødeland, var Richard Dawkins en af de få fremtrædende personer i Hendes Majestæts Commonwealth, som gav mig utvetydig støtte.

Han sagde det på denne måde: ”Jeg har gennem årene udviklet en modvilje mod Mark Steyn, selv om jeg altid har beundret hans skarpe pen. Imidlertid har han i denne sag tusind procent ret, og han bør få al den støtte, man kan give ham”

Lad mig kvittere for komplimenten:

Jeg har gennem årene udviklet en modvilje mod Richard Dawkins’s skarpe pen (Torahens gud er ”den mest ubehagelige skikkelse i al skønlitteratur”), men jeg er efterhånden kommet til at beundre ham som person

Ingen ville have støttet Rushdie i dag

Man bliver skræmt og modløs af at se, hvor hurtigt Vestens plaprende klasser har accepteret, at islams særegne følsomhed kræver en ærbødighed, som ikke bliver andre identitetsgrupper til del.

Jeg tvivler på, at De sataniske vers ville være blevet udgivet i dag, men, hvis det ske, er jeg sikker på, at ingen store forfattere ville komme Salman Rushdie til undsætning på den måde hans forfatterkollega Fay Weldon gjorde:

Koranen, sagde hun, ”er stof til fravær af eftertanke…Den giver tankepolitet styrke og ammunition”.

Det var en bemærkelsesværdigt forudseende observation i London 1989.

Selv for 10 år siden ville det være blevet overladt til de ildsprudende imamer at fordømme bemærkninger som Dawkins’.

Dengang gik det an at fornærme islam på linje med kristendommen. Fleet Streets karikaturtegnere lavede variationer over temaet fra damegarderoben: ”Ser min bagdel stor ud i denne her?”

En burkaklædt kvinde siger til en anden: ”Ser min bombe stor ud i denne her?”

Ikke mere af den slags længere. ”Der findes ingen vitser i islam”, udtalte ayatollah Khomaini, så i et slibrigt og satirisk samfund, hvor alle latterliggøres fra dronningen og nedafter, er islam det eneste, man ikke kan le af.

For ti år siden havde ikke engang FN’s udviklingsprogram problemer med at lyde som en forargende twitter-besked:

I en meget omtalt rapport fra 2002 blev det uden videre bemærket, at der i Spanien oversættes flere bøger på ét år end der er blevet oversat bøger til arabisk de sidste tusind år.

Jo mere islam, jo færre Nobelpriser

Det, Dawkins her siger, er væsentligere end bomber og burkaer.

Uanset hvilke gode sider islam måtte have, er det ikke en kultur for undersøgelse og innovation.

Man kan hvile en kort tid på den akkumulerede arv fra før-muslimsk tid – sådan som det ganske rigtigt skete i dele af Dar al-Islam i den middelalder, Dawkins beundrer så meget – men det er ikke urimeligt at hævde, at jo mere islamsk et samfund bliver, jo mindre rolle vil Nobelpriser og oversatte bøger spille i fremtiden.

Ifølge en ny rapport fra det britiske Office of National Statistics er ”Mohammed” med sine forskellige stavemåder nu det mest populære drengenavn i England og Wales, og det mest populære i hovedstaden.

Det virker sandsynligt, at et stadigt mere muslimsk London vil have teatre for turisterne i West End endnu en tid, men det vil have stadig mindre behov for ikke bare Oscar Wilder, Noël Coward eller – til sidst – Shakespeare, men for enhver form for drama.

Måske tager jeg fejl, måske tager Dawkins fejl, måske tager fyrene i FN’s udviklingsprogram fejl.

Men de voldsomme protester, der følger af simpelthen at stille spørgsmålet, antyder, at vi ikke tager fejl.

Et kvart århundrede senere er Fay Weldons ”tankepoliti” overalt.

Bemærk den generelle opfordring til Dawkins: Ti stille, så er du sød. Slå ham fra. Man kan ikke sige sådant noget.

Det som en gang var London-venstrefløjens vigtigste indvending mod ayatollaens fatwa mod Rushdie, er nu dens egen refleksreaktion på selv de mindste slag, der rettes mod islam.

Deres ræsonnement synes at være, at hvis man kan isolere blot dette ene hjørne af den multikulturelle scene fra kritik, vil det grove og ubehøvlede liv – med ytringsfrihed og alle de andre gamle friheder – fortsætte som før.

Weldons feje efterfølgere har tilsynelandende til hensigt at illustrere hendes pointe:

I London giver islam stof til fravær af eftertanke.