Svaret er nei, sier pedagog Hara Dvinge i Den Korte Avis Det handler om islams strenge regler for omgang mellom to av samme kjønn og patriarkalske kjønnsroller, mener hun.
Forleden spurgte jeg Ghufran Abo Salem, om man fortsat begrundede den usædvanlige praksis som i 2011. Det gjorde man, men det handlede naturligvis også om at imødekomme forældrenes kultur, så de kan være trygge ved at sende børnene i en dansk institution.
I børnehaven Sanna lærer børn og forældre altså, at man kun kan være tryg, hvis det mandlige personale ikke har med børnenes intimhygiejne at gøre. Og de små drenge og piger lærer, at der er stærk forskel på, hvad kvinder og mænd kan beskæftige sig med.
Kønsdiskrimination
I dag reflekterer vi pædagoger meget over, hvordan vi kan understøtte børnene forskelligt, så de får nogenlunde lige mulighed for at udnytte deres potentialer uanset arv og miljø.
Dagtilbudsloven præciserer, at formålet med loven er at forebygge negativ social arv og eksklusion, men i børnehaven Sanna anser man åbenbart ikke stærkt kønsdiskriminerende normer som negativ social arv, der sidenhen kan føre til eksklusion, med risiko for store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger.
Man kan undre sig over, hvad der ligger bag, at man ser en dansk institution reklamere med, at det kun er det kvindelige personale der hjælper børnene med tøj og intimhygiejne. For det handler jo ikke blot om at beskytte personalet mod anklager for pædofili.
Konservative muslimer
Svaret er enkelt, det handler om islam og gamle patriarkalske kønsrolle- og familienormer.
Konservative muslimer anser det naturligvis som upassende at mænd beskæftiger sig med klassisk kvindearbejde som omsorgen for de mindre børn.
Derudover er der i islam lagt en særlig dimension oven i de patriarkalske normer, Allah har nemlig forbudt mænd at røre ved hunkøn, som potentielt kunne blive deres koner.
De mest rabiate, for eksempel Irans præstestyre, har ingen nedre grænse for, hvornår en mand har forbud mod at røre ved en pige. Det er totalt forbudt, hvorimod andre troende shiamuslimer anser 4-6-8 års alderen for tidspunktet, hvor forbuddet mod berøring kommer i spil.
Muslimernes profet Mohammed fuldbyrdede ægteskabet med sin barnebrud Aisha da hun fyldte ni år, hvorfor denne alder er skelsættende for islams forståelse af tidspunktet for, hvornår en pige er endeligt kønsmoden og giftefærdig. Mange troende muslimer hælder i dag til denne forståelse, det ses blandt andet ved, at man giver pigerne tørklæde på.
Ingen er gået i rette med institutionen
Man må formode, at der bor en del forældre af denne overbevisning i daginstitutionens distrikt. Så når disse mennesker overvejer, om og hvor børnene skal i børnehave, er det bestemt ikke uden betydning at institutionen praktiserer de samme normer som i hjemmet.
Børnehaven Sannas pædagogiske praksis er forhåbentlig ikke repræsentativ for institutioner på Nørrebro eller i andre indvandrertætte områder. Men den er et eksempel på, hvordan det kan gå, hvis man ikke er bevidst om grundlæggende principper i vores samfund, som for eksempel lederen af denne institution.
Men uanset lederens forsømmelse, må man også kalde det flovt, at en hel personalegruppe, institutionens samarbejdspartnere, for eksempel Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, samt Københavns Kommune som tilsynsførende myndighed, aldrig er gået i rette med institutionens praksis.
For børnenes skyld må man håbe, at ledelsen i den multikulturelle børnehave – som i øvrigt ikke er multikulturel men mono-kulturel – tvinges til at droppe sin praksis. Akkurat som gymnasielæreren, der fik at vide, at han slet ikke skulle hilse, hvis han kun ville hilse på mandlige elever.