Islam

De frihetshatendes dagsorden

Stod Lars Hedegaard selv bak attentatet mot han i København i februar i år? Ja, ifølge perfide og absurde konspirasjonsteorier, som etter siste opplysninger i saken er rammet midtskips.

Kommentar i Berlingske tidende av Katrine Winkel Holm, prest, redaktør hos sappho.dk og konstituert formann i Tryhhefrihedsselskabet. Gjengitt med forfatterens tillatelse.

 

For nylig kom det frem, at det forklædte postbud, der forsøgte at myrde Lars Hedegaard i februar, sandsynligvis er en mand af anden etnisk oprindelse, der kalder sig Muhammed Issa og påstår, at han bor i »Murciagade« i København. Valg af dæknavn og dæk-adresse er sigende: Mohammed er som bekendt navnet på muslimernes profet og Murcia navnet på en sydspansk by, grundlagt af en islamisk emir i 825 – dengang det kristne Spanien bukkede under for sine islamiske erobrere. Vi må altså konkludere, at alt tyder på, at Lars Hedegaard faktisk blev forsøgt myrdet, sandsynligvis pga. sin islamkritik. 

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Når denne banale kendsgerning overhovedet er nødvendig at slå fast, skyldes det det giftige klima, der har hersket de seneste måneder. Et klima, der har givet grobund for de mest absurde og perfide konspirationsteorier. I avisernes kommentarfelter og på Trykkefrihedsselskabets Facebook-side har mange således følt trang til at lufte den tese, at attentatet var fingeret for at skabe opmærksomhed om Lars Hedegaards person.

 

Tesen steg i popularitet efter at DRs seriøse journalistiske flagskib Deadline i marts såede tvivl om, hvorvidt attentatet overhovedet havde fundet sted. Med Martin Krasniks efterhånden berygtede ord »Det er nu seks uger siden, at Lars Hedegaard sagde, at han blev forsøgt myrdet…. » Nåh, det er bare noget, han sagde, der var sket! Hvis Danmarks mægtigste mediehus kunne tillade sig at antyde noget sådant, kunne alle hans kritikere selvfølgelig også. Efterfølgende udtalte filminstruktør Lotte Svendsen i TV2 News, at hun under Krasnik-interviewet »reelt kom i tvivl om det (attentatet) overhovedet er sket«. Formanden for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El Abed, gav senere udtryk for, at »mordforsøget« – bemærk anførselstegnene – nok bare var et »kæmpe cirkus orkestreret af« Lars Hedegaard selv. 

Der er ikke noget nyt i, at ofre for ytringsfrihedsattentater svines til af meningsdannere. Kurt Westergaard blev udnævnt til kujon af DR-journalist Karen Thisted umiddelbart efter øksemandens mordforsøg på ham i 2010; Niels Krause Kjær nøjedes nådigt med at kalde ham et »politisk fjols«. Her i avisen kaldte Uffe Ellemann-Jensen ikke alene den svenske Muhammedtegner Lars Vilks for en »gal svensker« efter at Vilks havde været udsat for en dybt uhyggelig mordbrand. Den tidligere udenrigsminister kunne dertil oplyse, at angrebet »jo ikke er terror….Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for.« (23.05. 2010). Her gik Uffe Ellemann de frihedshadendes ærinde ved at tillægge Vilks medansvar for volden og benægte dens karakter af terror. I dag bevæger Vilks sig ingen steder uden at være mandsopdækket af svensk sikkerhedspoliti. De svenske myndigheder ser åbenbart anderledes alvorligt på terroren mod den svenske Muhammedtegner end Uffe Ellemann. Også Jyllands-Posten, særligt Flemming Rose, anklages rutinemæssig for at være ansvarlig for volden under og efter Muhammedkrisen, selv om det er ham og avisen, der må leve med dødstrusler. 

Vinterens attentat mod Lars Hedegaard udløste endnu et angreb mod Jyllands-Posten, denne gang fra litteraturprofessor Erik A. Nielsen, der har tætte familiære forbindelser til regeringen.Blot to dage efter attentatforsøget leverede han følgende bandbulle her i avisen: »Lars Hede- gaard, Kurt Westergaard og Jyllands-Posten er ikke i stand til at skelne mellem ytringsfrihed og retten til at fornærme og udtale sig blasfemisk om muslimerne. Det er dem, der har bragt Danmark så højt op i fanatiske muslimers aggressioner. Hvad har deres forkomne begreb om frihed ikke kostet alle danskere i forhøjet trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til efterretningsudgifter? Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et patetisk fjols!« 

Her tildeler Erik A. Nielsen ikke alene ofrene ansvaret for den terror, der truer dem – han går det logiske skridt videre og stiller spørgsmålstegn ved, om de overhovedet fortjener, at der bruges skattekroner på deres beskyttelse. Vi ved alle, hvilken konsekvens ikke-beskyttelse risikerer at få for Westergaard, Rose, Vilks og Hedegaard: Døden. Professorens bizarre læserbrev blev modtaget med jubel i Politiken, hvor journalist Bettina Heltberg kaldte det »spot on«, mens politisk kommentator Peter Mogensen samme sted antydede, at Hede- gaard lå som han havde redt, hvad medierne burde sætte langt større fokus på: »Ingen medier har forholdt sig til, om Hedegaards rabiate synspunkter er drivende for, hvad der har overgået ham?« 

Jeg skal spare læseren for flere udtalelser af samme skuffe. Dette lille udpluk demonstrerer til fulde, at der dels findes en jordbund for de absurde teser om det fingerede attentat; dels at mange meningsdannere falder ytringsfrihedens ofre i ryggen frem for at bakke dem op. Den giftigste form for angreb består i at vende op og ned på tingene ved at udpege ofrene som en slags gerningsmænd: De lagde selv op til volden ved at udtale sig kritisk om islam. 

»Mohammed Issa«, Jihad Jane og alle de andre kunne ikke være mere enige. 

Og det er sagens kerne: Jo mindre opbakning vi giver ytringsfrihedens ofre, jo mere vind i sejlene giver vi »Muhammed Issa«, Jihad Jane og alle de andre frihedshadende. Også af den grund må vi håbe, at »Mohammed Issa« snart findes. For det skal åbenbart skæres helt ud i pap, før de talende klasser forstår det: Truslerne mod ytringsfriheden er reelle. 

Da postbudet affyrede sit skud mod Lars Hedegaard, var det ikke kun Hedegaards person, men selve frihedens livsnerve, han forsøgte at ramme.