Anbefalt litteratur

Det franske voldshelvetet

Innvandringen til Frankrike de siste 40 årene har ført landet ut i en permanent volds- og kriminalitetskrise. Vi snakker blant annet om 75 000 voldtekter årlig, og eksempelvis 105 000 overfall, inkludert bankran. Kriminaliteten koster årlig 115 milliarder euro – 5,6 prosent av brutto nasjonalproduktet. Media og politikere flest vil helst dysse ned den ekstreme utviklingen og heller snakke om en påstått rasisme blant franskmenn. Derfor skrev journalisten Laurent Obertone bok.

Anmeldelse av boken La France Orange mécanique – nul n’est censé ignorer la réalité (Ring, 2013).

Frankrigs voldshelvede

Af Torben S. Hansen, historiker, lektor emeritus

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Filmen ”A Clockwork Orange” – fra 1971, instrueret af Stanley Kubrick – er en dystopisk fortælling om en forbryderbande, der excellerer i ”ultravold”. Den har inspireret journalisten Laurent Obertone til titlen ”La France Orange mécanique”. Over 350 sider dokumenterer, analyserer og kommenterer han dels det franske samfunds nedstyrtning i massiv, permanent kriminalitet af værste kaliber som følge af indvandring, dels myndighedernes og mediernes altafgørende medansvar for katastrofen.

Frankrig har tidligere modtaget et stort antal udlændinge – eksempelvis italienere og armeniere i 1920’erne og portugisere og spaniere i 1950’erne. De blev relativt hurtigt og let integreret. Sådan gik det ikke – eller i hvert fald kun delvist – med de seneste fire årtiers tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere (og flygtninge). I de store og mellemstore byer er der opstået såkaldte ”følsomme kvarterer”, hvoraf mange helt er ”gået tabt for republikken” (”territoires perdus de la république”). Her har en ny underklasse af arabiske, afrikanske m.fl. tilflyttere klumpet sig sammen. Den oprindelige franske befolkning flygter nu fra disse steder, hvor langt de fleste boliger er socialt etagebyggeri.

Sociologisk betragtet er disse ”zoner” snyltere på samfundet, nationen. Obertone bringer et væld af statistikker – primært officielle – til belysning af elendigheden. Fra 1980 til 2000 femdobledes således antallet af voldtægter, og syv procent af Frankrigs kvinder er blevet udsat for denne forbrydelse. Hvert år voldtages 75.000.

Ifølge officiel angivelse begåes 1.000 mord på årsbasis, men en sociolog anslår, at det reelle tal er 45 procent større. Antallet af indbrud, røveriske overfald, bilafbrændinger og andet hærværk har længe været stigende. Årligt foregår 105.000 røveriske overfald – herunder bankrøverier – uden våben plus 6.200 med skydevåben og 9.500 med kniv. Totalt koster kriminalitet årligt 115 milliarder euro – 5,6 procent af bruttonationalproduktet (offentliggjort 2010 i avisen le Figaro). Blandt andre udgifter kan nævnes 30 milliarder euro i pension til indvandrere. Dertil kommer stribevis af andre tunge udgifter som sanering af lejeboliger, drift af fængsler, øget beredskab for politi og brandvæsen o.s.v.

Politikerne – frem for alt på venstrefløjen – benægter, at denne daglige ulykke overhovedet finder sted. I stedet taler eksempelvis den socialistiske regerings ministre Valls og Toubira (hhv. indenrigsminister og justitsminister) om et påtrængende behov for at bekæmpe ”racismen” blandt de oprindelige franskmænd. Voldtægt er et regeringsanliggende, hvis det handler om Syrien, men ikke Lyon eller Paris. Frankrigs interne problemer overvåges af forskellige hel- og halvstatslige agenturer, som er skabt af venstrefløjen til at varetage den antiracistiske indsats. Frem til 2011 fungerede HALDE, den såkaldte ”Højere Autoritet for bekæmpelse af diskriminering og fremme af lighed”, som i dag hedder DDD, ”Forsvar for Retten”. Udover ”de hvides” racisme og deraf følgende ”udelukkelse” af indvandrere peger myndighederne på faktorer som fattigdom og arbejdsløshed. At muslimer er voldsomt overrepræsenteret i fængslerne er det franske samfunds skyld.

De landsdækkende medier rapporterer ugerne om de daglige ulykker med udspring i ”følsomme kvarterer”. Når de groveste forbrydelser endelig omtales, holder redaktionerne sig ikke tilbage fra fordrejning, fortielse samt lodret løgn. Det celebre dagblad ”Le Monde” omtalte således en morder af tjetjensk herkomst. Hans navn er Omar, men avisen kaldte ham Vladimir. Politikere og medier har tiltaget sig en moralsk ret til enten at fortie eller omformulere og ”italesætte” de ulykker, kriminelle indvandrere forårsager, og til at udskamme, fordømme og knuse protesterne fra ofrene: ”En veritabel kulturrevolution har fundet sted i vort land. Man føler sig kun intellektuelt overlegen ved at tage parti for forbryderen og bagatellisere hans ansvar… ” (s. 17).

Den offentlige debat er gennemsyret af et paradigme, en ”diskurs” eller ordvalg, som tilslører og benægter den fysiske virkeligheds ildspåsættelser, skyderier, knivdrab og voldtægt. Klage og protest mødes rutinemæssigt med beskyldninger om amalgame – uberettiget kritik af hele befolkningsgrupper som følge af enkeltindividers opførsel. Når tusindvis af forbrydere med baggrund i afrikanske stater – både nord og syd for Sahara – brænder byen af, hedder det ”de unge fra forstæderne”. Det gælder nemlig om ikke at ”stigmatisere” bestemte grupper indvandrere.

Redaktørerne, politikerne og embedsmændene bor naturligvis ikke selv i ”følsomme kvarterer”, og de holder sig ikke tilbage for at stigmatisere dem, der råber op og kræver effektiv indsats mod forbryderne. Når en kritiker først er udskreget som ”racist”, benyttes alle midler i tilsværtningen. Angreb ad hominem er en yndet taktik: Har en broder til den pågældende racists bedstefar på nogen måde været forbundet med Vichy-regimet (som samarbejdede med den tyske besættelsesmagt 1940-1944)? I så fald er sagen krystalklar, og enhver dokumentation af mord eller grov legemsbeskadigelse kan fejes af bordet.

Obertone leverer en grundig gendrivelse af hovedpunkterne i den monotone retorik og indoktrinering, de ”professionelle moralister” udsætter samfundet for. Et eksempel: Arbejdsløsheden i Frankrig er relativt høj, men de ”udkantsområder”, der har flest ledige, har væsentligt lavere kriminalitet end de ”følsomme kvarterer” i og omkring Paris.

Han afslutter bogen med følgende konstatering: Etnisk homogene samfund som Finland og Japan har den laveste kriminalitet og den højeste velstand.