Innlegg av Helle Merete Brix i Politiken
Mordforsøget på historikeren Lars Hedegaard forleden har alle ingredienser i sig til en dårlig film: en kugle, der fløjter lige hen over hovedet på Hedegaard. Et falsk postbud, muligvis iført paryk. En vaks 70-årig, den forurettede, som det hedder på politisprog, der langer ud efter drabsmanden. Og formentlig af den grund redder sit liv.
Men det var ingen dårlig film, men helt virkeligt, og et politisk attentat er ingen spøg for den, der forsøges dræbt.
»Han skrev en bog, så skal han slås ihjel?«, sagde Hedegaard hovedrystende, da vi for mange år siden spiste middag sammen i hans hjem på det normalt fredelige Frederiksberg. Det var den fatwaramte Salman Rushdie og ’De sataniske vers’, som Hedegaard tænkte på. Lidet anende at han selv en dag skulle optræde på en liste, der bliver stadig længere også i Vesten: listen over mennesker, der stræbes efter livet, fordi de har skrevet eller sagt noget kritisk om islam, islamisme eller Muhammed.
For ingen tror vist for alvor på, at attentatet på formanden for Trykkefrihedsselskabet – en forening, jeg forlod for et par år siden, men var med til at bygge op – skyldes, at Hedegaard er kommet til at skubbe til nogen i supermarkedet. Eller har rod i hans synspunkter om global opvarmning eller feminisme.
Mens politiet arbejder på at finde gerningsmanden, bør vi andre også gå videre med vores gøremål. I ytringsfrihedsbranchen er det nemt, man skal bare fortsætte med at skrive og sige, hvad man mener, uanset hvor lang listen over folk, der rammes af fatwaer eller strejfende kugler, bliver.
Men samtidig og mindst lige så vigtigt: Man skal ikke blive bange for at invitere folk til at tale ved et møde, fordi de stræbes efter livet. Eller fremover kommer sammen med PET. Det burde være indlysende, men er det ikke. Læs Salman Rushdies selvbiografi, og hør om flyselskaber, der ikke ville flyve med ham, og arrangører af litterære arrangementer, der pludselig fik kolde fødder. Læs interview med tegneren Kurt Westergaard. Eller den svenske Muhammedtegner Lars Vilks, og hør om de besværligheder, de har haft på deres vej af den slags.
Frygt smitter. De politikere, der fra højre til venstre tager afstand fra mordforsøget på Hedegaard – det manglede vel egentlig også bare andet – kunne passende sætte handling bag deres fine ord om, at angrebet på Hedegaard er et angreb på demokratiet og alt det der. Hvad skal vi med en høring om spørgsmålet? Lav da en månedlig ytringsfrihedssalon på Christiansborg. Invitér på stribe alle de folk, der er truede. Gør København til et mekka for det frie ord.
Beskyttelse af folk er dyrt, javist. Men så tag pengene fra de fejlslagne integrationsprojekter – det må være en pæn sjat – og fyld dem i PET til flere livvagter.
De første to skal gerne være til Lars Hedegaard, der også bør være den første gæst i en sådan salon.