Ytringsfrihet

Bordet fanger

I kjølvannet av 22.juli ble mange, inkludert undertegnede, pekt på som ideologiske medvirkere. Terroren ble brukt politisk for å stoppe kritikk av flerkultur og islam. Spørsmålet er om slike anklager i et politisk ærend var så smarte. For hvem er i så fall medskyldig i attentatet mot Lars Hedegaard? De samme som misbrukte 22.juli, mon tro?

Jeg har ikke særlig sansen for blame game. Og i alle fall ikke når det handler om etterkrigstidens verste katastrofe, 22.juli 2011, eller et attentat mot en forkjemper for det frie ordet, Lars Hedegaard.

Jeg kommer således aldri til å glemme sjokket, fire dager etter nasjonen Norge ble lammet av ABBs handlinger: NRK ringte og ville kjøre debatt. Jeg ble lover at det ikke skulle bli et blame game. Det ble det, anført av røde Magnus Marsdal, med en tilfreds debattleder, røde (?) Erik Åsheim.

Før vi visste hvor mange som var drept. Før vi visste hvem som var drept.

hege_banner_rights_special_778x150

Det var så nedrig som det kunne bli.

I dagene etter attentatet i København sist tirsdag, har de fleste medier fått seg til å klippe ut løsrevne sitater fra Lars Hedegaards penn – for å vise hvor ytterliggående og fæl han er – eller? Han ba jo om en kule eller to?

I Politiken  snur Jens-Martin Eriksen og Fredrik Stjernfelt på flisa. De to herrene sier at nå fanger bordet: Det dårlige, billige og absurde resonnementet i kjølvannet av 22.juli, om at ABBs handlinger var et resultat av et ”debattmiljø”, må jo nå kunne overføres til skuddene mot Hedegaard: Hedegaards harde kritikere muliggjorde handlingen?

Nei, svarer de samme to herrene: ”Debattmiljø går ikke med våpen – det gjør personer.”

Kanskje det er mer nærliggende å peke på den økte frykten for de frie ytringene som medvirkende til attentatet?

Endnu ved ingen med sikkerhed, hvem der stod bag attentatforsøget på Lars Hedegaard. Men det er ikke kun et kvalificeret gæt, at det kommer fra islamistisk side eller fra folk, der sympatiserer med islamister.

Attentatforsøget har de facto allerede haft sin virkning, i og med det har skabt frygt. De, der skal skræmmes, ved, hvem de er. Medmindre vi alle skal pålægges tavshed om dette faktiske attentat, såfremt gerningsmanden ikke pågribes, og hans identitet aldrig bliver kendt, så bliver vi nødt til at vurdere truslens eskalering ud fra den sandsynlige formodning, at det rent faktisk er islamister eller sympatisører, der står bag.

Det, Lars Hedegaard er kendt for i offentligheden, taler for det, og handlingen føjer sig i øvrigt ind i et makabert mønster. Med angrebet på islamkritikeren og provokatøren Lars Hedegaard er der sket en optrapning af det islamistiske pres mod ytringsfriheden.

Det har længe været kendt, at tegnere og filmmagere af forskellig slags, der har været involveret i de efterhånden flere Muhammedkriser, har været mål for islamistiske trusler og mordforsøg – Kurt Westergaard, Lars Vilks, Nakuoula med sin amatørfilm om krigerprofeten samt Theo van Gogh, der blev dolket ihjel på åben gade.

Disse tegnere og filmfolk var – eller er – alle mål for de forskellige globale islamistiske kampagner mod ytringsfriheden. Deres tegninger og film kunne nå et globalt publikum. Men Lars Hedegaards skriverier og bøger er kun kendt i Danmark. Nu går man også efter lokale debattører i de europæiske lande. Helt åbenlyst i et forsøg på at myrde ham og skræmme alle andre.

En helt anden forgiftning af den offentlige debat blev indledt efter Breiviks massemord.

Her var der røster fremme om, at nu måtte kritikere af muslimske dogmer holde mund, for ellers måtte de indse, at de var medskyldige i Breiviks handlinger – eller motiverede den næste terrorist, der ville gå i Breiviks fodspor.

Det kunne måske virke besnærende for debattører dengang at fremsætte sådanne beskyldninger. Men i så fald fanger bordet nu. For skal vi så høre på selvbebrejdelser om, at man med kritikken af Lars Hedegaards provokationer har pådraget sig en medskyld for attentatforsøget i tirsdags? For man har jo været med til »at skabe det debatmiljø, der gjorde sådanne handlinger mulige«.

Sådan hed det dengang med Breivik. Det er naturligvis et dårligt og billigt ræsonnement. Og tillige absurd. Debatmiljøer går ikke med våben – det gør personer. Og så længe islamkritikere og provokatører – eller deres anstændige kritikere på Politiken – ikke selv griber til våben eller flirter med vold eller opfordrer dertil, så har ingen medskyld i politiske attentatmænds handlinger.

Men er der slet ingen, der i de seneste år har flirtet med ligegyldighed i forhold til vold mod politiske modstandere? Jo, der er. Som Jens-Martin Eriksen skrev i Politikens Kronik 27.12.12:

»Den 23. maj 2010 gav den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen et interview til Berlingske Tidende, hvor han udtalte følgende som svar på et spørgsmål om terrortruslerne mod Kurt Westergaard og Lars Vilks:

»Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for««.

Kurt Westergaard havde på daværende tidspunkt været genstand for angrebsplaner, der af anklagemyndigheden var defineret som terror, Lars Vilks havde netop på dette tidspunkt været udsat for forsøg på mordbrand. Dette berører ikke Uffe Ellemann-Jensen. Ofrene bliver fremstillet, som om de selv er skyld i den aggression, de er udsat for.

Det er et makabert emotionelt udtryk, en politisk skadefryd. Og det samfund er for alvor sygt, når politiske aktører styres af en sådan motivation. Men den er vi også trods alt sluppet for indtil videre efter attentatforsøget i tirsdags.

Dagen efter mordforsøget mod Lars Hedegaard var Politiken og Information og andre seriøse og ærværdige dagblade fulde af støtte til ham.

Alt andet ville også have været meget bizart. Men det er hjertegribende banalt, at man bare bedyrer, at man er imod vold. Som om den ikke er længere. For det er ikke engang en tilkendegivelse af et synspunkt, men en ren liturgisk handling, som man ret beset ikke engang selv behøver at tro på for at udføre den. Man har i hvert fald vist en mere tøvende praksis, når det kommer til at konfrontere den islamistiske voldstrussel siden Muhammedkrisen i 2006.

Ved at give efter de seneste år, lidt efter lidt, over for islamisterne i deres internationale krænkelseskampagner mod Jyllands-Posten har man inviteret til den optrapning, der skete i tirsdags ude hos Lars Hedegaard. For når der har været en relevant grund til at vise de forkætrede tegninger i forbindelse med anslagene mod Jyllands-Posten, har man afholdt sig på grund af frygt. Eller man har afholdt sig med forskruede argumenter og med væsel-ordet ’respekt’ – som kun er frygt oversat til politisk korrekt lingo.

Denne appeasement-politik har ledt til den illusion – fra den vredesfordrukne islamist til repræsentanterne i FN’s Menneskerettighedsråd – at ideen om beskyttelse mod krænkelse af religion overhovedet har en chance i et demokratisk samfund. Disse kræfter er blevet indgivet det håb, at det blot er et spørgsmål om, hvor hårdt man kæmper for sejren.

Den 5. februar gjorde de endnu et forsøg.