Integrering og integreringspolitikk

Hvorfor kan ikke barna nasjonalspråket?

Når barn født i Norge (eller andre europeiske land), ikke lærer seg nasjonalspråket, men snakker besteforeldrenes nasjonalspråk ved skolestart – hva handler dette om? En dansk pedagog med erfaring fra Gellerupparken i Aarhus, mener at så lenge foreldre, med typisk opphav i den islamsdominerte verden, tar avstand til kultur- og verdinormer i nasjonalstaten, ligger svaret åpent i dagen: barna fratas motivasjon til å lære seg dansk.

I Aarhus i 2012 møtte tre av fire såkalte tospråklige til skolestart med så dårlige danskkunnskaper at kommunen valgte å særskilt skoletilbud til dem. Samme tendens er gjeldende for Danmarks storbyer generelt. Nå vil undervisningsminister Christine Antorini gjeninnføre morsmålsundervisningen.

”På 200 folkeskoler landet over vil der efter sommerferien kunne høres arabiske og tyrkiske gloser i almindelige timer i dansk, matematik og naturfag. Det storstilede forsøgsprogram, der løber op i knap 30 mio. kr., skal afklare, om eleverne bliver dygtigere til skolens fag, og hvilken form for sproglig støtte der bedst hæver deres faglige niveau.”

Men det er jo symptombehandling, skriver pedagog Hara Dvinge hos Den Korte Avis  Et avgjørende spørsmål som politikere bør ta til ettertanke er: I hvor mange generasjoner skal morsmålet tilhøre en annen verdensdel? Og: er hensikten med morsmålsundervisningen at elevene skal kunne holde foredrag for alle slektningene i opprinnelseslandene? Videre: kan noen forklare hvorfor det å ansette lærere med samme språk- og kulturbakgrunn for de aktuelle elevene, ikke har gitt gode resultat? Kan det handle om at elevene henger fast i foreldrene og besteforeldrenes kultur, og tar avstand til nasjonalstaten?

hege_banner_rights_special_778x150

I virkeligheden bør debatten handle om, hvor man som indvandrer har sin hovedloyalitet. Mange indvandrere anser det som vigtigst at holde fast i forældrenes eller bedsteforældrenes modersmål og kulturnormer i stedet for at tilpasse sig danske forhold.

Mine erfaringer fra 10 år i Gellerup Jeg har i 10 år arbejdet som pædagog i Gellerup i Aarhus, blandt andet på skoler med hen ved 100 procent indvandrerbørn. Desværre er min erfaring, at mange indvandrere med muslimsk baggrund har en generel tendens til at synes meget lidt om danske kulturnormer, og det smitter af på børnenes motivation til at blive gode til dansk.

Da jeg arbejdede i ghettoen var det altid morsomt at provokere lidt ved at sige til indvandrerne, at alle mennesker der bor i Danmark er danskere. Utrolig mange røg øjeblikkeligt op i det røde felt og tog det som en stor personlig fornærmelse.

Man må formode, at det opleves som en belastning at leve i et land, hvis befolkning man dybest set ikke regner for noget. Men det kan da forklare noget om, hvorfor så mange holder sig til deres ´territorier´ i stedet for at sive ud og blande sig med resten af befolkningen!

Gammel debat

Især i 90’erne og 00’erne var der stor debat om modersmålsundervisning, – der af VKO blev afskaffet som obligatorisk. Der var forskellige undersøgelser og rapporter. Om dem sagde man, at de viste forskellige resultater. Men selv om man godtager, at eleverne bliver bedre på grund af modersmålsundervisning, så er præmissen grundlæggende forkert, fordi den bygger på at dansk er andetsproget i Danmark, og kan være det i generationer eller måske til evig tid? Hvorfor skal man gå omvejen med først at lære eleverne begrebernes betydning på arabisk eller tyrkisk, for derefter at introducere dem på dansk? Hvad er meningen med, at eleverne skal kunne holde foredrag for alle slægtningene i hjemlandene?

Fejlslagen integration

Det er et udtryk for en fejlslagen integration, at så mange børn med indvandrerbaggrund ikke kan dansk. Men fordi opgaven hidtil har været grebet helt forkert an, er der vel ingen grund til at fortsætte af det uhensigtsmæssige spor?

Konfrontation og konflikt falder generelt ikke danskerne let. Imidlertid bliver det uundgåeligt, hvis man skal bryde den onde cirkel. Og det kan jo næsten også kun være i indvandrernes egen interesse, at de som gruppe får et bedre renommé i Danmark.

Indvandringens pris er for øjeblikket på 16 milliarder kr. netto årligt. Det må vel ærlig talt være surt at tænke på, at ´man´ er en voldsom økonomisk byrde for det danske samfund.

En anden vej end modersmålsundervisning

Man må konfrontere indvandrerne med det uhensigtsmæssige i deres negative holdning til Danmark og vestlige værdier. Men i stedet for at gøre op med det, og kræve at man tilpasser sig, så gør man det omvendte, og tilpasser det danske samfund til indvandrere med muslimsk baggrund.

Modersmålsundervisning er et eksempel på dét. Det blåstempler, at man i 2. og 3. generation kan have et andet modersmål end dansk i Danmark. Man skal i stedet insistere på, at integration tager udgangspunkt i den grundlæggende danske kultur og det danske sprog, og at det er forældrenes fornemste pligt at være ambassadører for det.

Der ansættes lærere med indvandrerbaggrund

I skoler med mange muslimske elever er det efterhånden blevet tradition, at mange lærere ansættes, fordi de har samme modersmål og evt. kulturbaggrund som eleverne. Men hvis de skulle være så meget bedre til at føre eleverne frem mod succes, hvorfor er det så ikke sket?

Ansættes disse lærere mon mest, fordi de kan være deres egen tolk omkring forældresamarbejdet, – for der er jo mange af indvandrerforældrene, der ikke kan begå sig på dansk, selvom de har haft ophold i Danmark i 10, 20 eller 30 år?

De danske lærere er en del af problemet med deres stille accept

Måske er de selv, og deres etnisk danske kolleger, en væsentlig del af problemet, fordi man mere eller mindre stiltiende har accepteret, at det er helt normalt at være dårlig til dansk. Man har ikke mødt forældrene med en spørgende undren om, hvorfor de har fravalgt dansk. I børnehaverne, blandt de værste pædagoger, har man oven i købet opfordret forældrene til udelukkende at koncentrere sig om modersmålet. ”Så skal vi nok tage os af det danske”, som de siger.

Forsøget med modersmålsundervisning har til hensigt at afdække, hvilken type der virker bedst. Hvorfor ikke rette forskningens fokus hen på de indvandrere, der klarer sig rimeligt og godt på dansk? Hvad er det disse familier gør, som de andre ikke gør?