Forskjellsbehandling og diskriminering

Det heslige hatet

Ikke et halssmykke med David-stjerne, ingen kalott, og ikke snakk høyt på hebraisk. Dette er rådene til jøder i København for å unngå tyrannisering og vold. Fra Islamisk Trossamfund benektes det at etterfølgere av Muhammed forringer jøders liv i Danmark, mens Jyllands-Posten konstaterer at jødehat nærmest er blitt stuerent. Burde ikke alle vi som står på frihetens side henge en David-stjerne rundt halsen?

Rådene, eller advarslene til Danmarks jøder, kommer fra Israels ambassadør og Mosaisk Trossamfund. 

Både Israels ambassadør og Mosaisk Troessamfund råder jøder i København til at skjule jødiske kendetegn for at undgå chikane.

Hvis man er jøde i København, er det klogt at holde dét faktum inden for murene. På gaden er der risiko for chikane, siger Israels ambassadør.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

»Vi rådgiver israelere, der kommer hertil og vil i synagogen, om, at de først skal tage kalotten på, når de er indenfor. De skal ikke gå med den på gaden. Selv ikke i områder, der bliver betragtet som ”sikre”,« siger ambassadør Arthur Avnon, som også fraråder synlige davidsstjerner og højlydt hebraisk.

Mosaisk Troessamfund råder bl.a. sine unge medlemmer til at tænke sig om, før de går i byen med en halskæde med en davidsstjerne i. Og på den jødiske privatskole Carolineskolen siger skoleleder Jan G. Hansen:

»Det er ikke noget, vi gør officielt, men hvis der er noget, der er oppe at vende, vil vi sige, at man skal tænke sig om, inden man bevæger sig i visse kvarterer i København med en kalot eller davidsstjerne.«

I år har Mosaisk Trossamfund mottatt 37 anmeldelser av mulige antisemittiske angrep, alt fra skjellsord til voldelige overfall. De fleste forholdene har funnet sted i bydelen Nørrebro eller ved synagogen i Indre by i København.

Politikommissær Lars-Christian Borg sier at jøder, som andre ”risikogrupper”, eksempelvis homofile, må ta sine forholdsregler.

»Er der områder, hvor man godt ved, at der er konflikt og risiko for sammenstød og chikane, må man holde sig væk. Det er ærgerligt at skulle sige det, men det er nogle af de råd, vi giver.«

Fra jødisk hold sies det som sant er: arabere og andre muslimer står stort sett bak all sjikanering og vold mot jøder, mens dette ikke faller i god jord hos Islamisk Trossamfund, som på strak arm benekter forholdene.

»Det kan også være alle mulige andre. Muslimer har ikke nogen hudfarve, og det har kristne og jøder heller ikke. Hvis der sigtes til Nørrebro, så består den bydel af mange forskellige kulturer.«

Da er det litt andre takter over Jyllands-Posten. Tittelen på lederartikkelen er Det heslige hatet.  Avisen peker harmdirrende på det utebliende offentlige ramaskriket over at jøder skal skjule sin jødiskhet.

Jødiske danskere chikaneres på grund af deres tro og kulturelle baggrund. En latent antisemitisme viser sit hæslige ansigt stadigt mere synligt – i gadebilledet, i debatten, i omtalen af jøder.

Tilstande som i Malmø, hvor jødiske medborgere mobbes og chikaneres ud af byen, er så småt ved at indfinde sig i København. Jøder bliver rådet til ikke at skilte med deres tro og undgå at ”provokere”. Man skulle tro, at det udløste et ramaskrig i den offentlige debat; et kollektivt råb af forfærdelse. Men det gør det åbenbart ikke. Antisemitismen er ved at blive salonfæhig, også i Danmark.

I dagens avis løftes sløret for, at der for nogle uger siden faktisk var et storstilet, velorganiseret angreb på den israelske ambassade i København. Op mod 20 mennesker deltog. Kun ved et tilfælde skete der kun materiel skade. Har det officielle Danmark sagt undskyld for den grove krænkelse af den diplomatiske immunitet? Har udenrigsminister Villy Søvndal vist sig på ambassaden for at udtrykke sin afsky over attentatet og sin solidaritet med Israel og ambassadens personale? Desværre nej.

Den jødiske skole i København ligner et mindre fort med sine sikkerhedssystemer og sin politiovervågning. Her går jødiske børn i skole og bliver mindet om, at der er nogen, der vil dem det ondt. Hvorfor har vi tilladt, at det er nødvendigt i dagens Danmark? Politiet fraråder jøder at vise sig med kalot eller Davidsstjerne på Nørrebro. Er det ikke en omvendt logik? Malmø i Danmark, fristes man til at sige med tanke på de åbenlyst antisemitiske tilstande i den svenske storby, hvor den socialdemokratiske borgmester uden at blinke opfordrer jøder til at udvandre og sørger for, at en landskamp i tennis mellem Sverige og Israel holdes uden tilskuere.

Igen og igen får man præsenteret nye eksempler på, at antisemitismen bliver stadigt mere stueren. Da formanden for den dansk-palæstinensiske venskabsforening, Fathi el-Abed, der samtidig er højt på strå i regeringspartiet SF, bakkede helhjertet op om et synspunkt om, at Hitler burde have slået langt flere jøder ihjel, udløste det ikke nogen videre debat. Offentligheden købte på stedet hans bortforklaring om, at der var sket en teknisk fejl i hans Facebook-håndtering. Sagde Fahti el-Abed undskyld? Benyttede han lejligheden til at gå i rette med de frådende, ja morderiske ytringer i den digitale debat om og mod jøder? Der er ingen ende på hadet her; på hvordan jøder skal myrdes, gasses og udryddes. Hvem giver dette vanvid modstand?

Da borgmester Anna Mee Allerslev opfordrede danske jøder til ikke at vifte for meget med det israelske flag under en multikulturel fest i København, skulle man tro, at det havde udløst en trodsig solidaritetsbevægelse, hvor alle deltagere netop medbragte flaget, men det skete ikke. Der blev i stedet nikket i hjørnerne og talt om, at det var fornuftigt af borgmesteren, og hvorfor dog yppe unødig kiv?

Og spiller det mon en rolle for udenrigsminster Villy Søvndals manglede opbakning til den israelske ambassade efter attentatet, at han sammen med den samlede SF-top var medlem af det anløbne foretagende ”Boykot Israel”, der i den grad giver mindelser om tyske tilstande i 1930’erne (”Køb ikke hos jøder”), indtil kort før SF skulle i regering?

Antisemitisme kommer ikke ud af den blå luft. Jorden bliver gødet; ufrøet sået, hadet plantet. Når fremtrædende danskere og danske myndigheder ikke formår at trække grænsen, siver intolerancen ned i samfundet – også til dem, der desværre kun er alt for modtagelige. Det er på tide at sige fra.