En dag stiger en parykklædt mand ud af en bil i London. Omkring ham står folk og griner. En mand genkender den parykklædte mand og råber: ”Det er bastarden Rushdie med paryk”.
Det blev første og sidste gang, at forfatterne Salman Rushdie bevægede sig ud i Londons gader iført paryk. Parykken bar han denne dag på opfordring af mænd i ”the A Squad”, der var involveret i ”Operation Malachite”. Med paryk, mente mændene, kunne Rushdie spadsere en tur uden at blive genkendt.
Operation Malachite dækkede, groft sagt, alle de sikkerhedsforanstaltninger, der skulle til for at holde Rushdies liv beskyttet efter at ayatollah Khomeini i 1989 udstedte en dødsfatwa over forfatteren til ”De Sataniske Vers”. Operationen stod på igennem 13 år. Først i 2002 forsvandt de beskyttende politimænd helt ud af Rushdies liv.
Paryk-episoden er blot en af et væld af uhyggelige eksempler i Salman Rushdies aktuelle og usædvanligt læseværdige erindringsbog Joseph Anton. Titlen er også navnet på det pseudonym, som Rushdie antog igennem de fleste af de 13 år, han levede på hemmelige adresser, først rundt omkring i Storbritanniens landsbyer og provinser, senere i London. Han plukkede fra to af sine yndlingsforfattere, Joseph Conrad og Anton Tjekhov.
Måtte selv finde sikre steder
Dramaet omkring Rushdie startede for alvor Valentines Dag, den 14. februar 1989. Der havde været optøjer og demonstrationer og dræbte demonstranter i månederne op til. Men netop denne dag udstedte sejrherren fra den iranske revolution, ayatollah Khomeini, en fatwa med en opfordring til at dræbe forfatteren og alle, der var implicerede i bogens udgivelse. Inden længe må Rushdie gå under jorden. De huse, han igennem de første år konstant skifter imellem, ligger uden for London, i landsbyer og provinser. Han må selv finde dem og betale, hvad det koster at leje dem. Hvert et hus skal have plads til, at fire politimænd kan bo der.
For omkring sig får Rushdie et team af hærdebrede mænd fra politiets specialenhed. På bogens sidste side retter Rushdie en særlig tak til alle disse mænd, der gjorde deres bedste for at hans liv skulle forløbe så trygt og normalt under fuldstændig unormale omstændigheder. Igennem bogen flyder også Rushdies vidunderligt tørre humor. Som når han fortæller om, hvordan der formes en uventet alliance mellem det litterære London og betjente fra specialkorpset. I hvert fald hvad angår de litterære kvinder. For betjentene, der er med for at beskytte Rushdie, når han går ud er ofte unge og veltrænede, og de bærer våben. Kvinderne finder dem ”sexy”.
På frihedens side
En detaljeret beretning om Rushdie affæren set udefra findes allerede i den amerikanske historiker Daniel Pipes´ fremragende bog ”The Rushdie Affair”. Hvad vi aldrig tidligere har fået, er Rushdies egen beretning om de svære år. Over 600 sider er det blevet til. Hvor vist mere end en enkelt anmelder har bemærket, at erindringsbogen byder på et hidtil uset form for name dropping og en opremsning af alle de berømtheder, som Rushdie kendte og kender, generede det ikke denne anmelder. Måske har man nået en form for mætningspunkt, når man hen mod slutningen hører om alle de kendte mennesker, han gennem sin kæreste og senere kone, den indiske model og skuespiller Padma Lakshmi, møder i Los Angeles og Hollywood. Men et langt stykke hen ad vejen tjener al den name dropping et udmærket formål: Den gør det, ikke mindst i bogens første halvdel klart, hvem der ville kendes ved Rushdie, og hvem der ikke ville. Hvem der var på frihedens side, og hvem der ikke var. Rushdie har fjender, og der er fejge og ligeglade politikere i metermål i Storbritannien og udenfor. Men der er også formidable venner, der leverer praktisk hjælp, finder steder, han kan bo, gør hvad de kan for at holde ham oppe. Bogen er da også dedikeret til hans to sønner, Zafar og Milan og deres mødre Clarissa og Elisabeth og ”alle, der hjalp”.
Konstant kan Rushdie gennem medierne eller fra politiet høre om en trussel, der ikke vil forsvinde. Hvadenten der er tale om det iranske styre, der spiller med musklerne. Eller en pige på 16 år, der ved en ungdomskonference i Bradford i Nordengland vil have forfatteren hængt. Eller en prominent person i Storbritannien, der synes at have forståelse for fatwaen. Hans japanske oversætter bliver dræbt, hans italienske oversætter overlever med nød og næppe et attentat. Hans norske forlægger William Nygaard overlever med nød og næppe et attentat. Blot for at nævne nogle af bogens talrige og uhyggelige eksempler.
Rushdie er grim
Derudover læser man side efter side om, hvordan hans normale virke som forfatter går i stå. I begyndelsen kan der slet ikke være tale om, at han går ud blandt offentligheden. Senere bliver det i en vis grad muligt. Men der er mange eksempler på aflyste litterære begivenheder, eller litterære begivenheder, der kun lader sig afvikle med Rushdies tilstedeværelse under stort besvær. Han bliver til en art ”backdoor man”, der skal smugles ind, når alle andre har taget deres plads. Ligesom man læser om forlag i udlandet, der ikke vil udgive bogen. Men Rushdies to formidable litterære agenter rejser fra land til land. Gennem blandt andet trusler og smiger, som Rushdie skriver i bogen, får de nervøse forlæggere til at udgive den forhadte bog.
Ikke blot Rushdies venner bemærker, at han på et tidspunkt ”lignede en slået mand”. Han er i fysisk forfald, han tager på i vægt og skægget får lov at gro. En avis skriver om den grimme Rushdie. En anden om, hvordan Rushdie nyder godt af det faktum, at smukke kvinder er i stand til at falde for grimme mænd.
Vi bliver også mindet om alle de luftfartselskaber, der ikke vil flyve med ham i årevis, såsom British Airways og Lufthansa. Samt diverse amerikanske. Når Rushdie og hans anden kone Elisabeth West og Rushdies ældste søn Zafar på et tidspunkt får mulighed for at holde ferie i USA, må Rushdie flyve over Oslo eller en anden venligstsindet by.
Der er aviser, der støtter ham, som the Observer. Og der er en avis som the Independent, der konsekvent synes at stå på fjendens side. Der er indlæg fra mennesker, der mener at Rushdie selv er ude om sin situation. At han er en ballademager, og at det er skandaløst, at der skal bruges penge på at beskytte ham.
Gensyn med Indien
Og der er alle de lande, der ikke tør lade Rushdie få indrejse, Mest overraskende – det havde denne anmelder glemt – er det, at Frankrig igennem årevis ikke vil lukke ham ind. Mest smerteligt for Rushdie er det naturligvis, at Indien, hans fødeland, igennem ti år ikke vil give ham et visa. Men han får det og kan sammen med sønnen Zafar deltage i en stor bogfestival og prisuddeling. Intet forfærdeligt sker under besøget, der er kun en mindre demonstration. Rushdie fejres som en længe ventet hjemvendt søn. Det er et af bogens meget rørende afsnit.
Rushdies kærlighedsliv har været ganske tumultarisk, og det skriver han om i bogen. Han har været gift fire gange. Hans seneste hustru var den tidligere nævnte Padma Lakshmi. Der er indgående beskrivelser af de ægteskabelige problemer med alle konerne. Og af den sorg, som sønnen Zafar og han selv oplever, da hans første kone Clarissa Luard, der er mor til Zafar, dør af kræft. Men også af lykkelige kærlighedsøjeblikke, som da han møder og forelsker sig i sin anden kone, Elisabeth.
11. september er også med. Rushdie befinder sig uden for New York, da flyene rammer. Han, der elsker USA – Rushdie har igennem de seneste mange år boet i New York – er lige så berørt af tragedien, som alle andre. For ham betyder terrorangrebet dog en ekstra personlig ubehagelighed. For pludselig er der igen flyselskaber i USA, der ikke vil flyve med ham. Rushdie har denne kommentar: ”Først giver I alle terroristerne lov til at gå ombord i flyene. Nu vil I ikke tillade en anti-terror romanforfatter at flyve, og det er den plan I har for at bevare Amerika sikkert!
Salman Rushdie: Joseph Anton. Jonathan Cape, London. 633 sider. 2012.