Asylturister
Af Britta Mogensen, HRS
Så har vi fået en masse nye medborgere. Lige nu er det tys-tys. Det er ikke meningen, vi skal vide noget om det endnu. Men en skønne morgen vågner vi op til et fait accompli. Det er absolut et kvalificeret gæt, hvad tidligere politiske beslutninger vidner om. Den røde opposition med Det Radikale Venstre (RV) i spidsen mente ikke dengang i 1982, at ønsket om et retskrav på familiesammenføring og asylansøgeres lettere adgang til asyl, ville bevirke, at hundrede tusinde ville komme hertil: ”ikke et menneske i dette land forestiller sig den mulighed” (Bernhard Baunsgaard (RV) i Morten Uhrskov Jensen: Et Delt Folk, s. 47, note 59). Selvfølgelig ikke, da vi ikke tidligere havde været udsat for en invasion fra den tredje verden. Vi forestillede os heller ikke, at vi havde politikere, der ønskede sig et nyt folk.
De efterfølgende årtier viste, at Bernhard Baunsgaard havde uret. Hundrede tusinde kom hertil. Uden skamfølelse og uden det mindste samvittighedsnag over, hvad de har gjort mod det danske folk, følger De Radikale stadig den samme linje. Denne gang ved alle, hvad udfaldet bliver, nemlig hundrede tusinde fremmede til landet, og den sørgelige erfaring har vist, at mange ikke bliver mEd- men mOdborgere.
Asylansøgere strømmer til Danmark, især – dog ikke udelukkende – fra Syrien og Somalia. Den røde regering med velvillig hjælp fra Liberal Alliance (Det Radikale Venstres klon) har fjernet stort set samtlige forhindringer for at komme hertil.
I hele 2011 kom 109 somaliere til landet. Det første halvår af 2012 har foreløbig 553 somaliere søgt om asyl. Dem kan vi med sindsro kalde asylturister, al den stund somaliere i Danmark jævnligt tager på ferie i Somalia. Mens Norge ihærdigt forsøger at få somaliere sendt hjem frivilligt eller med tvang, har Danmark ”valgt at følge en principiel dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket betyder at somaliere ikke længere bliver udvist”. Den slags spredes med lynets hast blandt menneskesmuglere, der altid har øret tæt presset mod jorden. Med samme hast bliver asylturisternes rute omlagt, og voila: det myldrer ind over vores åbne grænser med de åbne kasser. Men indrømmes må det. Vi aflaster Sverige, som nu lader alle familiemedlemmer til somaliere komme til Sverige. Af dem forventes 15.000 i år. De kommuner, der tilbyder at aftage somalierne, får 1,3 milliarder kroner over 4 år. I sin kronik oplyser Julia Cæsar, at da Sverige forventer 41.000 asylansøgere i år, har generaldirektøren for Migrantverket anmodet om yderligere 8,1 milliarder udover de 13,5 milliarder, der allerede er afsat. Tænk, hvor meget godt, der kunne gøres for de svenske skatteydere for de mange milliarder. I stedet skæres der i velfærden.
I Syrien blomstrer i øjeblikket det arabiske forår, hvor en despot skal afsættes. Når det er sket, fortsætter foråret i årevis med, at alle slår alle ihjel. De syriske flygtninge er derfor, som det også skete for palæstinenserne (i 1992), i det store hele sikret mod hjemsendelse. Men det er ikke nok for syrerne. De kræver (hvorfor lyder det ord så bekendt?), at de på samme måde som syrerne i Sverige omgående får 3 års opholdstilladelse. Så nu er de flyttet ind i telte ved den svenske ambassade i København. Mon de har anelse om, hvordan efteråret er i Skandinavien, når det viser sig fra sin barskeste side? Så ville et telt i et muslimsk land under varmere himmelstrøg måske være at foretrække.
Danmark er ikke så rigt et land som Sverige. Så der kan ikke blive penge til det hele. For at skaffe til de fremmede, har regeringen fjernet en del af det, som danskernes horrible skatter ellers skulle gå til. Dagpengeperioden for arbejdsløse nedsættes, ventetiden på hospitalsindlæggelse forlænges, hospitaler nedlægges, motorvej til storhospital udsættes, så man helst ikke skal lide af en akut sygdom i Jylland, klassekvotienterne i skolerne øges, pædagogkvotienterne i børneinstitutionerne nedsættes, Sosu-assistenterne på plejehjemmene fyres – jo, her går det godt. Alle skatteydernes penge, som bestemt ikke skal bruges på danskerne, er forhåbentligt nok til alle de fremmede. Ellers må regeringen forsøge at finde nye veje, hvor der kan skæres ned.
I Danmark har vores politikere fundet ud af, at de nyankomne ikke skal bo i asylcentre, men ude blandt folket. Da vi næppe slipper af med dem igen, er det jo heldigt, at i hvert fald boligproblemet er løst på forhånd.
Asylansøgerne skal have det bedste, landet formår. De skal vide, at de er kommet til et rigt land, hvor honningen flyder i gaderne, og ”få har for meget og færre for lidt” (Grundtvig). Hidtil har de i asylcentrene ”kun” fået alle de nødvendige måltider hver dag, lommepenge, bus/togkort, sundhedstjek, tandlæge samt skole og aktiviteter for børn og varmt tøj til vores upålidelige klima – og fred for krigshandlinger. Nu skal alle disse herligheder foregå i egen lejlighed med nye møbler i grønne omgivelser. Og det er herfra, integrationen skal ske. Med alt det nye, der skal læres, er det nemmest for alle parter, at indlæringen foregår blandt dem, der allerede er her.
Så i første omgang blev den arabiske ghetto i Vollsmose i Odense Kommune valgt. Der er da heller ingen tvivl om, at de nyankomne hurtigt vil blive integreret i den vollsmosenske kultur. Her kommer de til deres eget sprog- og kulturområde og vil snart føle sig så meget hjemme, at de næppe er klar over, at de har forladt Somalia, Syrien, Afghanistan, Afrika m.v. Bydelen styres af kriminelle, og mordforsøg, trusler, voldtægter og vold er blot hverdag i området. Fuldstændigt som i Rosengård i Malmø.
Københavns integrationsborgmester, Anne Mee Allerslev fra Det Radikale Venstre, blev så begejstret over denne gode idé med at placere asylansøgere midt i befolkningen, at hun begyndte at drømme om et Beirut lige midt i København. ”Vi har overskuddet og ressourcerne”, hævder hun. Derfor ser hun bestemt ikke nogen problemer med at indlogere asylansøgere midt i byen. Og hun kan jo også se, at de skam allerede er i fuld gang med at integrere sig.
Gad vide, om de ressource- og overskudsforarmede københavnere er enig i borgmesterens vurdering, som kun kan beskrives som rablende vanvittig. De er nødt til at bruge al deres energi på at finde ud af, hvordan de – især om aftenen – skal komme fra A til B uden at komme for tæt på Allerslevs foretrukne indbyggere.
Til hjælp for Allerslev, og for at alle nyankomne kan blive lige hurtigt integrerede, vil jeg foreslå københavnske asylbeboelser i salafisternes område i Tingbjerg, Hitzb-ut Tahrirs område på Nørrebrogade, Blågårdsgadebandens område på Blågårdsplads og de tilstødende gader samt Mjølnerparken, hvor den socialdemokratiske Muhammed Aslam er selvudnævnt konge. I disse ghettoer vil integrationen gå lige så hurtigt som i Vollsmose.
De Radikale i Folketinget og i Københavns Kommune spiller et sindssygt ping-pong i at overgå hinanden, og ikke så snart var Allerslevs gode idé luftet for medierne, før folketingsradikalerne overgik hende. Nu skulle også de afviste asylansøgere ud at bo og arbejde i befolkningen. Eneste krav: de skal skrive under på, at de vil medvirke til deres hjemrejse. Hvis de så ikke gør det, kommer de tilbage på asylcentret. Hvis de atter lover at medvirke, kan de komme ud igen. Det bliver et leben uden lige med at flytte frem og tilbage i én uendelighed.
I begyndelsen vil de nyankomne nok tænke, at de må opføre sig som velopdragne gæster. De er jo på et andets folks territorium. Men den lynhurtige integration vil snart lære dem:
– Dér, hvor de slår sig ned, er ”deres område”. Urbefolkningen må acceptere no-go zoner.
– Da de bor i et sharia-område, så er det lige som hjemme med f.eks. polygami, børneægteskaber og tvangsægteskab.
– Alle kvinder og pigebørn, der ikke er iført islamismens vartegn, hijab’en, er ludere, og man kan sanktionsfrit chikanere, tæve, true og voldtage disse kvinder. Luderne har nemlig selv været ude om det, når de ikke fatter, at de skal være forsigtige med, hvordan de er klædt, og hvordan de opfører sig i multikulturen. De kan med fordel læse forskningsrapporter, så de kan se, at de selv bærer skylden for de forbrydelser, der begås imod dem.
– Vi har verdens mest langmodige politi, der, hvis de overhovedet kommer til stede, finder sig i svinske tilråb, som ville betyde fængsel, tortur og død i deres eget land. Vi finder os dog ikke i alt. Kommunen har derfor som straf sendt nogle traumatiserede, voldsudfordrede (nysprog) i aktivering. Så kan de lære det, ka’ de.
– I en dansk retssal vil de opdage, at landets retssystem er noget nær det elskeligste på denne jord. Straffen er meget mild, meget kort og er med alle faciliteter, uddannelse og udgang, og ingen kommer til at afsone hele straffen.
– En ekstraordinær grov forbrydelse kan dog resultere i udvisning, men de lærer, at de bare skal sige, at de bliver slået ihjel, hvis de bliver sendt hjem. Den slags udsætter vi ikke de traumatiserede stakler for, så de er i sikkerhed her. Lidt anderledes ser det så ud for den oprindelige befolkning. Udgangspunktet er, at lovlydige borgeres sikkerhed og frihed for kriminalitet er fuldstændigt ligegyldigt.
Mord og lemlæstelse med skydevåben og knive, en uhørt bestialsk vildskab, er nu så dagligdags en foreteelse, at man knapt kan nå at tælle tilfældene. Når vi så samtidig skal finde os i at blive udsat for den rabiate ondsindethed mod danskerne, som den afskyelige Zenia Stampe (RV) udspyer over os, når hun udtaler, at volden har indvandrere og efterkommere lært i Danmark af danskerne, så føler i hvert fald jeg et indædt raseri.
I takt med, at humanismen for alle fremmede stiger, falder humanismen for urbefolkningen. Vi har det jo så godt, og derfor er det småligt, racistisk og fremmedfjendtligt ikke at overtage den tredje verdens befolkningsoverskud. Jeg ville gerne tro på, at Det Radikale Venstre, der holder regeringen i et jerngreb med sine kun 9,5 % af vælgerne og 16 mandater ud af 179, bare er ekstremt øretæveindbydende og naive. Desværre har det ene besynderlige forslag efter det andet om demontering af vores nation, kultur og folk alt for klart dokumenteret, at partiet er ekstremt kynisk. Det er ikke et parti, noget folk fortjener.