Islam

Under multikulturens paraply

Som turist i London kan man glede seg over byens sitrende energi og mange kulturelle tilbud, men det kan være nyttig å vite at under overflaten er det et annet London som man som turist ikke umiddelbart ser, skriver Helle M. Brix.

Af Helle Merete BrixLONDON, HRS: En sydende metropol. Vært for de Olympiske Lege, der netop er afsluttet. En by, hvor man kan være pakistaner, bengaler eller nigerianer uden at skille sig ud i gadebilledet. Og uden at nogen synes der er noget særligt ved, at man med en sådan baggrund er blevet læge, advokat eller journalist.

Men under overfladen på den by, som mange mennesker ser som et symbol på multikultur og holder af at besøge er tingene ikke helt så idylliske. I ly af den multikulturelle paraply er en uforsonlig udgave af islam støt vokset frem. Den sætter blandt andet sit præg på udvalgte bydele, på de islamiske studenterorganisationer og på ytringsfriheden. Walhamstow og MinhajEn halv time fra centrum med undergrundsbanen ligger således Walthamstow, et område i det nordøstlige London, der i dag har en betragtelig mængde muslimske indbyggere. På perronen og stationen i Walthamstow hænger for tiden stribevis af plakater med Muhammed Tahir ul-Qadri, en pakistansk muslimsk leder, hvis fundamentalistiske organisation, Minhaj ul-Quran, har afdelinger verden over, også i Norge og Danmark.

Hovedgaden i Walthamstow har adskillige halalslagtere og rundt om hjørnet endda en kaffebar, der reklamerer med at den er halal. Her sidder øjensynligt kun mænd. I bydelen ses mange tildækkede kvinder og mænd i fodlange kjortler. Nogle af dem også med dramatiske turbaner, der får dem til at ligne en art stammekrigere. Ligesom her er unge mænd i vidde bukser, der stumper ved knæet a la model Muhammed. Mindst en moské i bydelen har været i efterretningstjenestens søgelys på grund af mistanke om at opfordre til terror. I 2010 blev to mænd fra bydelen idømt fængsel på livstid for at have planlagt et selvmordsterrorangreb. BanglatownOgså tættere på centrum ses radikal islams indflydelse. Moskeen med den gyldne kuppel i Regents Park, hvor en kvinde ikke engang må besøge boghandlen uden at dække sig til, er med mellemrum i mediernes søgelys. Det skyldes besøg af radikale prædikanter og radikal litteratur i boghandlen.

Tower Hamlet i det østlige London er kendt for sin berømte gade Brick Lane. Gaden er i dag et mix af cafeer, indiske restauranter, islamiske forretninger, en moske med mere. I folkemunde hedder kvarteret omkring gaden Banglatown. For hvor kvarteret tidligere husede mange jødiske immigranter, er de fleste indbyggere i dag af bengalsk og pakistansk oprindelse. Særligt en fredag efter bønnen forvandler Brick Lane sig, så er hovedindtrykket en gade i hvidt, mænd i hvide kjortler, mænd og drenge med hvide kalotter. Tower Hamlets og islamisterI 2007 udkom bogen ”The islamist”. Den er skrevet af Ed Hussain, en i dag 37-årig mand, der voksede op i kvarteret. Hans forældre var troende muslimer men ikke interesserede i islams politiske program. Som barn gik Ed med sin far i den grønne moske i Brick Lane. Men moskeen blev særlig frekventeret af gamle mænd. Inden længe blev Ed gennem en skolekammerat overtalt til i hemmelighed at deltage i studiekredse i den imposante East London Moské, der ligger på den larmende Whitechapel Road, fem minutter væk fra Brick Lane. Moskeen er med mellemrum i søgelyset på grund af dens forbindelser med terrorister og radikale prædikanter. Også Ed Husain blev introduceret til en ideologi, der byggede på skrifter af for eksempel Sayyd Qutb, Det Muslimske Broderskabs mest radikale ideolog. Og til ideologen Abu ala Mawdudi, der i 1941 stiftede en art pakistansk udgave af Broderskabet, bevægelsen Jamaat-Islami. Det betød og betyder en introduktion til den opfattelse, at sharia er det eneste rigtige, og at menneskeskabt demokrati er forkert. At mænd står over kvinder og at jihad er en pligt. At frafald fra islam er en synd, der i en islamisk stat skal straffes med døden.

Islamismen på campus

Netop radikaliseringen af unge muslimer er et problem, som man i London og Storbritannien først inden for de senere år rigtigt er blevet opmærksom på. London huser adskillige glimrende tænketanke, der nu med mellemrum producerer materiale om dette og beslægtede fænomener. En undersøgelse fra den nu nedlagte tænketank Centre for Social Cohesion gav således et ret foruroligende billede af unge universitetsstuderendes syn på for eksempel frafald, kvindens stilling, jihad med mere.

”Student Rights” blev stiftet i 2009 for at tackle problemet med ekstremisme på studentercampus. Organisationen har den muslimskfødte Raseem Kasam i spidsen. På organisationens hjemmeside kan man for eksempel læse om radikale prædikanter, der med mellemrum bliver inviteret til udvalgte universiteter i Storbritannien og London. I skrivende stund er en af nyhederne et videoklip med en talsperson fra en muslimsk organisation, der på videoen henvender sig til andre muslimer. Taleren refererer til den jugoslaviske borgerkrig i 1990erne: “Den skæbne, der overgik de bosniske muslimer, der blev massakreret i deres egne hjem af deres naboer, den skæbne bliver også jeres”.

Når prædikanter, der for eksempel taler for at islam giver mænd ret til at slå deres hustruer er programsat som talere på et givent universitet, opfordrer ”Student Rights” til at man møder op og udfordrer prædikantens synspunkt. For ytringsfriheden skal have vidde grænser i et demokrati. Wilders og London

Den tolerance, som det britiske samfund viser over for islamiske prædikanter, gælder dog ikke helt i samme grad for de, der kritiserer radikal islam eller islam. I februar 2009 forbød Labour regeringen således den hollandske politiker Geert Wilder at rejse ind i Storbritannien. Wilders skulle have talt i Overhuset i parlamentet om sin omdiskuterede film Fitna, der angiver koranen som en kilde til vold. Men Wilders blev afvist i Heathrow lufthavn. Daværende udenrigsminister David Miliband udtalte i den forbindelse, at filmen indeholdt ”ekstrem anti-muslimsk had og vi har meget klare love i dette samfund”. En domstol kendte dog efterfølgende beslutningen ulovlig. I oktober samme år kunne Wilders få lov at rejse ind i Storbritannien, vise sin film i Overhuset og holde en tale. En lov for alleEn London-organisation, hvis frontfigurer på egen krop har mærket truslen fra radikal islam, er ”One Law for All”. HRS har ved flere lejligheder dækket organisationens konfrencer. Den er grundlagt af den iranskfødte kommunist Maryam Namazie. Organisationens mærkesag er gennem konferencer og publikationer at oplyse om sharialoven og modarbejde at sharia, de jure eller de facto, vinder indpas i Storbritannien. Det gælder spørgsmål om kvindens stilling, æresdrab, familieret, ytringsfrihed med mere. Som paneldeltagere i konferencer her kan man opleve for eksempel eks-salafister, kvindesagsforkæmpere og forfattere med ytringsfriheden som speciale.

Namazie, der har levet i eksil i Vesten siden den iranske revolution i 1979, modtager med mellemrum trusler. Og tidligere i år måtte et arrangement på et universitet i den britiske hovedstad med ”One Law for Alls” talsperson, den unge advokat Anne Marie Waters, afbrydes af sikkerhedsgrunde. En muslimsk mand, i følgeskab med en gruppe tilhængere, fotograferede publikum og truede med at slå dem ihjel. Der måtte ikke tales grimt om sharia. Forsøg på terrorMonumentet i Hyde Park for de 52 mennesker, der omkom ved terrorangrebet i 2005, taler sit eget stilfærdige sprog. Det består af 52 stålpiller inddelt i fire grupper. For selvmordsterroristerne slog til fire centrale steder i London: Tavistock Square, Edgware Road, King’s Cross og Aldgate. Når der ikke siden har været et vellykket terrorangreb, skyldes det ikke at truslen fra jihad ikke længere eksisterer. Det skyldes, at de relevante instanser har været dygtige til at fange de, der går med sådanne morderiske planer. Senest afslørede man, ikke overraskende, planer om terrorangreb på de netop overstående Olympiske Lege.