Sex, frihet og fatwa

Hege Storhaug, HRS

Selv skriver Brix at bokens essay er ”bundet sammen af spørgsmålet om frihed. Hvad enten der er tale om manglen på frihed ved religiøs dogmatisme eller friheden ved at finde sig selv. Det handler om ytringsfrihed og det fælles menneskelige. Om at vogte sig for det totalitære, drømme stort og flyve højt. Og om litteraturens mulighed for at sætte mennesker fri”.

Essaysamlingen stritter i flere retninger, men har frihed – i flere afskygninger – som gennemgående tema. De fleste essays tager udgangspunkt i verdenslitteraturen koblet med oplevelser fra forfatterens eget liv, eksempelvis i form af rejser, barndomsminder og møder med forfattere og dissidenter.Netop på grund af de mange forskellige essays fremstår bogen noget ujævn. Mest vedkommende er de essays, hvor Helle Merete Brix fletter litteraturen sammen med sin egen historie. Det påvirker en stærkt, når hun fortæller om opvæksten med sin maniodepressive mor, der gled ind og ud af psykoser – og psykiatriske afdelinger – for til sidst at begå selvmord i knugende ensomhed. Forholdet til faderen, der, fornemmer man, udvikler sig hen mod større gensidig forståelse inden faderens død, er også både gribende og rørende.Moderens sygdom, og de konsekvenser den fik for familien, har tydeligvis sat sig dybe spor i hendes liv. Helle Merete Brix skriver modigt og usentimentalt om den udefinerbare angst, som hun i i store dele af sit liv har måttet tage livtag med, og som, da den var værst, var tæt på at vinde kampen om lysten til livet. Her fungerer referencen til litteraturen, in casu Marie Cardinals Ord som forløser, glimrende.Mest overrumplende – for denne anmelder i hvert fald – er det i høj grad selvbiografiske essay om sex. Her er der for alvor nerve, og fortællingen om Helle Merete Brixs forvandling fra en genert og seksuelt uerfaren pige til en kvinde med appetit på både mænd og kvinder og andre seksuelle eksperimenter fungerer overraskende godt i forhold til bogens overordnede tema om frihed.

Helle Merete Brix formår således at skrive et smukt forsvar for kvindens seksuelle frihed, der både undsiger den feministiske seksualforskrækkelse, hvor sex er en magtkamp, og vulgærpornoen, hvor sex mere handler om selvrealisering og at forarge end om nydelse.Eksperimenterende seksuelle udfoldelser bliver af Helle Merete Brix beskrevet som sensuelle og gensidigt berigende oplevelser, der hverken er udtryk for udnyttelse eller tom, vulgær udstillingsfrihed.I forhold til Helle Merete Brixs øvrige forfatterskab såsom I Krigens hus og Mod mørket, der i et dramatisk og til tider nærmest apokalyptisk sprog advarer om farerne ved politisk islam, er Sex, frihed og fatwa meget mindre direkte politisk. Godt nok nævner flere essays mange eksempler på, hvorledes islam træder friheden under fode, men der er ikke tale om en debatbog eller et kampskrift. Og det er ikke kun islam, der er skydeskive. I en interessant passage skriver Helle Merete Brix om faren ved at gøre forbilleder til ikoner, som »ikke kan kritiseres« : »Pludselig er disse ikoner blevet en slags diktatorer, der forlanger, at tilhængerne støtter dem i alt, hvad de gør og i hver eneste ytring de fremsætter. En sekteriskhed, hvor lederen ikke kan tage fejl, gror derved frem.« Brix taler her ikke blot om religiøse autoriteter og politikere, men også om »frontfigurer for betydningsfulde organisationer med et humanitært eller samfundspolitisk sigte.« Man fornemmer, at Helle Merete Brix, der for et par år siden forlod det Trykkefrihedsselskab, hun i en årrække var aktiv og ledende medlem af, også her skriver om personlige erfaringer.Essays om Afrika, Sarajevo og flyvning fremstår mere sludrende og mindre vedkommende, fordi der ikke er nogen klar kobling til konkrete erfaringer fra forfatterens liv, der binder disse essays ind i en større fortælling.

Uden denne kobling bliver eksempelvis diskussionen om »døden på skrift«, der tager udgangspunkt i afrikanske forfattere som Ben Okri, Peter Godwin og Uwem Akpan, uvedkommende og fremstår til tider blot refererende fra forfatterskaber, som litteraturinteresserede allerede vil være bekendte med.Man kunne ønske, at Brix havde sorteret lidt mere kritisk i de udvalgte essays og fravalgt dem, hvor hun ikke sætter sig selv på spil. For det er, når hun formår at koble litteraturen og sine indtryk af fascinerende personligheder med oplevelser fra sit eget turbulente liv, at Sex, frihed og fatwa liver op.»