Eksterne skribenter

Halvmånetog

Ramadanmiddag i nasjonalforsamlingen. En ukes TV-dekning av eid i statskanalen. Godhetsindustrien som på autopilot står parat til å forklare hvorfor det er så synd på horden av stakkars kriminelle som med køller raserte et sykehus på jakt etter en mann som de mente ikke var nok skadet. Det stopper ikke her. Den arabiske voldskulturen og dialogen for å fremme islams makt har slått dypere og dypere røtter i Danmark de siste årene.

Festlig eid i ghettoen

Af Britta Mogensen, HRS

I 2006 løb den fatale konference «Det Arabiske Initiativ» af stablen i Udenrigsministeriets og DIIS’ regi. Initiativet var tænkt som en «dialog» mellem arabiske lande og danskerne. Det stod imidlertid hurtigt klart, at vestlig dialog og arabisk dialog er to vidt forskellige ting. På arabisk betyder dialog krav – altså ikke de krav, danskerne skal stille til muslimer, der gerne vil bo i vores land, men arabernes krav til, hvordan vi danskere skal indoptage islam, tale om islam, lære om islam og ikke mindst ændre vores børns skolebøger, så de opfylder de krav om islams lære, som araberne stiller.

Nu er vi i 2012, og opfyldelsen af de krav som arabiske ministre stillede under konferencen, nemlig at islam skal komme til at gennemsyre vores land, går stadig fremad, ja faktisk bedre end nogensinde. Araberne synes måske, det går lidt langsomt, men de er sikkert blevet gjort opmærksom på, at de må væbne sig med tålmodighed. De skal nok få alle deres krav opfyldt hen ad vejen, men den danske befolkning vil ikke over night acceptere en total ændring af deres land, deres kultur og deres traditioner. Opdragelsen i islamisk kultur må nødvendigvis komme lidt efter lidt – helst umærkeligt for at undgå uro. Vi har da også været vidne til, at vores politikere hvert år opfylder endnu ét af de mange krav, som araberne stillede i 2006. Vi er vidne til, at de såkaldte eksperter, fundamentalister og deres medløbere hjælper til med holdningsbearbejdelsen af befolkningen og disker op med såkaldte forskningsrapporter og latterliggørelse af nationalfølelsen. For nationalfølelse er kun noget, som muslimske lande må have. Vi er endvidere vidne til, at denne proces fremmes ved hjælp af horder af kriminelle, der sætter grænse om ”deres område” – en stat i staten, der jævnligt udvides. Og vi er vidne til, at Godhedsindustrien, der består af hjertevarme, ældre mennesker, en selvudnævnt elite, islamister, politikere og kunstnere, står parat til at forklare, hvorfor forbryderne slet ikke er kriminelle, men stakler, det er synd for.

Fra politisk side arbejder islamisten fra Socialistisk Folkeparti, Özlem Cekic, indefra på at gøre sin del af arbejdet. Hun har igennem flere år fået gennemtrumfet sine ramadanmiddage i Folketinget og fortsætter ufortrødent, for ingen har indtil nu været i stand til at forhindre hendes korstog halvmånetog. Det har ikke skortet på protester og debatter, men hun har et opgave, der skal løses, og indtil nogen stopper hende, fortsætter hun. I år hægter TV og radio sig på dialogvognen og iscenesætter en hel uges festlige indslag om eid. Nu, 6 år efter ”Det Arabiske Initiativ” og den arabiske definition på dialog, mener TV og radio, at tiden er inde til, at også medierne kommer på banen og viser, at de har hørt kaldet fra minareterne. Protester nytter intet.

Inden disse hæderkronede institutioner, som får tvangsopkrævede licenspenge til at formidle dansk kultur, nåede at komme i gang med at formidle islamisk kultur, blev vi vidne til, hvordan eid foregår uden iscenesættelse. Vi kunne konstatere, at selv om volden i ghettoerne er hverdagskost, kræver eid lidt ekstra kolorit – sådan lidt på samme måde, som når en stor dansk fest afsluttes med fyrværkeri. Så ghettoens festlige clou var, at en mand blev skudt, og da han derefter lå bevidstløs og forsvarsløs på jorden, blev han af de modige islamkrigere slået og sparket. Virkeligheden overhalede TV og radio indenom.

En eller anden, som åbenbart kun var ude på at ødelægge det festlige islæt, tilkaldte en ambulance til skudofferet. Da de, der skal redde liv, er absolut uønskede i en ghetto, må ambulancer altid beskyttes af politi, der kommer først til stede. Ved politiets hjælp gik det omsider babu, babu til hospitalet.

Det passede bestemt ikke ”de utilpassede”, eller som de også kaldes ”de kriminalitetsudsatte” (begge ord er nysprog for hårde kriminelle), at deres skudoffer var revet væk fra festlighederne. De var jo slet ikke færdige med at mishandle ham. Så 60-80 køllesvingende neandertalere stormede hospitalet, raserede skadestuen og skræmte personale og patienter fra vid og sans i deres jagt på manden. Man kan nok tillade sig at sige uden at krænke nogen, at dialogen røg på gulvet. Ud af disse mange køllesvingende anholdt politiet kun nogle få stykker. Men en sådan politibrutal fremfærd blev simpelthen for meget for ”brødrene”. Selv om de ikke har den fjerneste anelse om, hvad julen er, har de i hvert fald bidt mærke i den hinduistiske Kirkeafviklingsminister Manu Sareens udlægning i TV af lighederne mellem jul og eid: Begge er børnegavefester. Og havde man måske nogen sinde hørt, at politiet havde anholdt danskere, mens børnene åbnede julegaverne? Altså rendyrket racisme mod en stakkels, dæmoniseret minoritet. Så hvad var mere naturligt, end at de dæmoniserede satte trumf på og krævede de anholdte løsladt – ”inden kl. 18.00”? I modsat fald kunne politiet godt forberede sig på parisiske tilstande, lød den mellemøstlige trussel. Lige netop parisiske tilstande vil vi meget gerne være fri for, så Manu Sareen pustede sig op på mandig vis og blev vred, meget vred. Han syntes, de kriminelle skulle ”skamme sig”. Puha, så skulle det værste vist være overstået. Det er intet så virksomt mod forbrydere som en løftet pegefinger.

Den meget unge folketingspolitiker Trine Bramsen fra Socialdemokratiet forsøgte at lægge al den autoritet, hun overhovedet kunne, i sin unge, lyse stemme, da hun sagde, at hvis ”de unge” ikke kunne lide at være her, så skulle de vurdere, om de ikke hellere ville rejse hjem. Den udtalelse støttede statsministeren hende i. Sådan! Forbrydere skal have fasthed: ”Vi vil gerne have, I rejser hjem, hvis I ikke kan lide os”. Tanken strejfede åbenbart ingen af dem, at de kriminelle skam godt kan lide at være her, selv om de ikke kan lide danskerne. De bor i deres egen ”stat”, får fast måneds”løn” af skatteyderne i overstaten uden at røre en finger, serviceres af pædagoger, som de betragter som idioter, har forbundsfæller blandt eksperter, hvis det-går-så-godt retorik får dem til at knække sammen af grin, angriber politiet, som de stort set kan gøre helt ustraffet, og går det endelig galt, kan de se frem til fængsler, der er bedre end de fleste hoteller. Man skal vist være mere end almindelig virkelighedsfjern, hvis man tror, at nogen frivilligt vil ”vurdere” at rejse væk fra alle de goder.

Som forventet røg Islamisk Trossamfund og islamisten Asmaa Abdol Hamid helt op i det røde felt. Er der to, der står sammen i kampen mod Danmark, så er det disse to. Næh, de kriminelle skulle sandelig ikke sendes til deres eget hjemland. De var danskere, var de. Bop-bop-bop, det vil jeg nu tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved. Et rødbedefarvet pas gør ikke en person til dansker – det er hun selv et levende bevis på. Men jeg forstår hende sådan set godt. Med en bror, der er dybt kriminel, er hun vel nødt til at tage afstand fra et forsøg på at rense landet for hendes brors slags.

Beboerne i ghettoen er aldrig meget for at udtale sig til TV, for det mindste forkerte ord kan indebære stor fare for både personen selv og familiemedlemmerne. Men det lykkedes at finde én, der turde stå frem og sige, at køllesvingerne naturligvis havde handlet forkert, men….. Selv om jeg har hørt mange fantasifulde og usammenhængende røverhistorier gennem tiderne, lykkes det stadig disse patologiske løgnhalse at forbløffe mig. Jeg spekulerer sommetider på, om de overhovedet hører, hvad de selv siger. Jo, forklarede den tapre ungersvend, der var sket det, at rockere var væltet ind på pladsen, hvor eid i al fredsommelighed blev holdt. De (rockerne) havde skudt og ramt en mand. Og de køllesvingende, der stormede hospitalet, ville bare beskytte deres børn mod den nedskudte mand. For de var blevet sure, og når man bliver sur, så… Klart, klart, når man bliver sur, kan alt ske.

Nu skal ingen tro, at politikerne tager det her let. Når man hører dem, oplever man et deja-vu, som det også skete for tidligere minister Karen Jespersen. Som sædvanlig er de uden undtagelse ”bestyrtede”, ”forfærdede”, ”chokerede”. Denne gang dog krydret med en endnu stærkere retorik. Nu mener de også, at overfaldet på hospitalet er ”obskurt, forrykt og utilstedeligt”. Så er det slemt, virkelig slemt.

Selv den yderste venstrefløj gav sit besyv med denne gang. Den ”vil ikke finde sig i det”. Der må ”gøres noget”. Det er selvfølgelig penge, der mangler. Når 100 millioner kroner indtil videre er smidt lige ned i kloakken på de såkaldte integrationsprojekter, må der flere penge til. Et vanligt uigennemtænkt politisk forslag er allerede på bordet: Riv nogle af bygningerne ned i ghettoen. HALLOOOO….. Det er ikke bygningerne, der er kriminelle. Det er dem, der bor i dem. Så mon ikke det var en god idé, at det var dem, der blev fjernet? Meget, meget langt væk – og tvangsmæssigt.

I øvrigt kan det slet ikke lade sig gøre at rive bygningerne ned. Dem er der brug for, da de nu er blevet omdannet til asylcenter. Man tror, det er løgn, en aprilsnar, men det er skam rigtigt. Det gode ved en sådan ordning er, at de nyankomne er tæt på deres egen kultur, og integrationen i den arabiske kultur kommer til at glide helt af sig selv. De første 200 asylansøgere flyttede for nyligt ind ghettoen. Det skal nok blive sjovt. Men mere om denne galimatias en anden gang.

Folketingsmedlemmet fra Det Radikale Venstre, Zenia Stampe, måtte selvfølgelig også give sit besyv med. I hendes forvrængede virkelighedsbillede har araberne lært volden i Danmark (sic!). Hun er aldrig bleg for at lufte sin uvidenhed. Og den vil bestemt ikke rokkes af facts, som fremført af sociolog og forsker ved Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef, og byrådsmedlem i Odense for Socialdemokraterne, Mehmet Yüksekkayas i Deadline (et dagligt debatprogram, se ved 7:13) om køllesvingernes adfærd. De forviser volden til det, den er, nemlig et kulturelt fænomen, som de har bragt med sig fra hjemlandet, og hvor angreb på hospitaler ikke er ualmindeligt i mellemøstlige lande.

Måske kan disse to forstandige mænd gøre en forskel. Eller skal vi tvinges til at acceptere, at alt det, vi – og generationer før os – har kæmpet for, og som har skaffet os et enestående land, der er værd at bevare, langsomt udhules dryp for dryp? Er vi blevet en drypstensnation?

Vi kunne jo også gå i fakkeltog mod den skræk og rædsel, som disse importerede barbarer spreder iblandt os. Fakkeltog ser så smukt ud og giver en varm vi-står-sammen følelse. Og så kan vi næsten bilde os selv ind, at vi dog gør noget.