Eksterne skribenter

Fremvekst av ytterpunkter

Rights.no har vært i London og truffet Alexander Meleagrou-Hitchens, ekspert på radikalisering og politisk vold. Meleagrou-Hitchens er både bekymret for fremveksten av soloterrorister, islamistiske studentsamfunn og grupper som English Defence League.

Arven fra 11. september

Af Helle Merete BrixLONDON (HRS): Alexander Hitchens er research fellow ved Det Internationale Center for Studier af Radikalisering og Politisk Vold på Kings College i London. Han har særligt fokus på engelsktalende salafister, ligesom han i stigende grad skriver om et fænomen som English Defence League. Med mellemrum kan man se ham, en lidt stiv figur i stiligt jakkesæt, på BBC eller en anden tv kanal udtale sig om selvmordsterrorisme eller Breiviks massemord. Men Hitchens fremtræder nu mere som en venlig bjørn – med en tatovering, der kigger frem under den kortærmede t-shirt – da han tager imod HRS på sit kælderkontor i en universitetets afdelinger. Generation 11. septemberFor Hitchens var 11. september en øjenåbner, forklarer han. Men Alexander var allerede før 11. september interesseret i Mellemøsten. Som teenager var han ”både fascineret og skræmt af selvmordsterroristerne. Jeg tænkte, hvad hvis disse mennesker ønsker at angribe Vesten? Det gjorde de så kort tid efter. Jeg ville vide mere om disse folk. Mange i min generation har haft denne oplevelse”. Den enlige jihadistI dag, mener Hitchens, er ønsket om at udføre jihad måske endnu stærkere tilstede end dengang:

”Der er efter min opfattelse mange mennesker derude, der betragter sig selv som jihadister. Den britiske efterretningstjeneste MI5 arresterer med mellemrum folk i forbindelse med et fejlslagent terrorangreb. Men tiden efter angrebet 7. juli (terrorangrebet på London i juli 2005, red.) og reaktionerne fra officiel side har gjort det meget vanskeligt at lære lave bomber, at foretage de nødvendige rejser for at få træning og den slags. Men troen på jihad, tilslutningen til ideologien, den er der afgjort. Om de lykkes på en større skala, det ville til gengæld overraske mig.”

Til gengæld er feltet af tilhængere af global jihad blevet udvidet, mener Hitchens. For i dag tæller det i stigende grad individer, der arbejder på egen hånd. Et eksempel er den 21-årige Roshonara Choudhry, der var studerende på Kings College. I 2010 blev hun idømt livsvarigt fængsel for mordforsøget på sin lokale MP, som hun forsøgte at stikke ihjel med en kniv. Han havde stemt for invasionen i Irak.

”Jeg forventer flere episoder som den. Choudhry havde, så vidt vi ved, ingen officiel forbindelse med jihadgrupper. Men hun besøgte så sandelig jihad websites og udvekslede ideer med ligesindede. Hun var del af et socialt network online. Men hun planlagde ikke dette drabsforsøget sammen med nogen, ej heller havde hun, så vidt vi ved, fysiske møder med nogen. Det er sådan, man gør, man diskuterer med ligesindede. I hendes tilfælde stod det på igennem et par måneder, før hun udførte angrebet. Det er jihad på en lavere skala, mindre ambitiøst”.

Hitchens tilføjer, at dette dog ikke betyder, at ”hvad der er tilbage af al Qaeda i Yemen og Nordafrika og Mellemøsten ikke stadig forsøger. Det viser de med mellemrum. Men deres bedste kort i dag er håbet om at inspirere nogen ved at producere propagandamateriale, magasiner og websites om jihad”. Moskeer og islamiske studentersamfundBritiske medier har inden for de senere år med mellemrum afsløret jihadprædikanter og radikalt materiale solgt i boghandlere tilknyttet blandt andet East London Mosque og den store moské i Regents Park. Hvordan vurderer Hitchens, at situationen er i dag?

”Folkene bag de pågældende moskeer er uden tvivl islamister, sympatisk indstillede over for Det Muslimske Broderskab med mere. De inviterer prædikanter, der ligger på linie med dem. Men grundet medieomtale og et større fokus på problemet fra de konservative i regeringen, har de været nødt til at være mere forsigtige”.

Og hvad studentersamfundene angår:

”Den retning, en islamisk gruppe tager på et universitet, afhænger af lederen af den pågældende islamiske gruppe på universitetet. Hvis det islamiske studentersamfund ledes af en person med ekstreme holdninger, så præger det samfundet indtil den pågældende tager sin afgangseksamen. Det kan i bogstaveligste fald skifte fra år til år. For eksempel havde City University et alvorligt problem med en salafi/jihadi leder af et studentersamfund. Han drev studentersamfundet som om det var hans eget lille kalifat, sekterisk og antisemitisk. Man tvang kvinder til at dække sig til og gjorde andre provokerende ting. Så som at bede uden for bederummet, fordi det var et multireligiøst rum, man ikke ville anvende. Der blev også produceret en masse jihadmateriale på hjemmesiden”.

Men for et år tids siden, fortæller Hitchens, udarbejdede tænketanken Quilliam Foundation en rapport om forholdene. Det har formindsket problemet. Ligesom den britiske regering har udarbejdet guidelines om, hvad man forventer sig af universiteterne på det område. English Defence LeagueHitchens er også i stigende grad optaget af at afdække organisationen English Defence Leagues aktiviteter. Den antiislamiske gruppe opstod i sommeren 2009 i arbejderklassebyen Luton. Hitchens har mødt lederen Stephen Yaxley-Lennon, der bruger pseudonymet Tommy Robinson, flere gange. Den 4. august deltog English Defence League i et stort såkaldt Counter Jihad møde i Stockholm. Ligeeldes var Hitchens marts i år i Århus, hvor han dækkede Danish Defence Leagues internationale møde. Han vedkender sig blankt, at internationaliseringen af de forskellige Defence grupper i høj grad bekymrer ham.

”Du har at gøre med mennesker, der traditionelt er venstreorienterede, men som når det gælder islam, synes at forvandle sig. De bliver besat af konspirationsteorier, fødselsrater og den slags. Man hører, at den indfødte befolkning i Europa snart vil blive overhalet indenom af muslimer. Det er naturligvis sandt, rent statistisk, at immigranter har flere børn end europæerne. Men når man vil gøre dette til noget, der foregår bevidst, så bevæger man sig ind på noget, der minder om tredivernes antisemitisme. Jeg tror ikke, folk er klar over hvad de gør, når de siger den slags”.

Hitchens siger dog samtidig: ”En del af de bekymringer, disse folk har, er reelle bekymringer: Saudierne og wahabiernes kontrol over Europas moskeer, for eksempel. Det skulle alle bekymre sig om. Det er jo heller ikke nødvendigvis ekstremistisk at sige, at du forventer et vist mål af integration fra en bestemt samfundsgruppe. Reaktionerne på Muhammedtegningerne var ligeledes meget skræmmende. Det er sådanne ting, der gør det forståeligt at mennesker kan blive draget mod EDL. De mennesker, der angreb karikaturtegninger er ikke blot jihadister, men også bagstræberiske muslimer. Her må den muslimske gruppe se kritisk på sig selv. Men vi må minde os selv om, at disse mennesker stadig er en minoritet. De repræsenterer ikke alle muslimer”.