Islam

Hva nå, Egypt?

Hvorfor skal vi være på vakt overfor Det muslimske brorskapets politiske seier i Egypt? Av den enkle grunn at endemålet til Brorskapet er en islamsk stat basert på sharia. Når journalister karakteriserer feiringene nylig på Tahrir-plassen som ”et historisk øyeblikk”, og parallellfører valget av Mohammed Mursi med innsettelsen av Mandela som president i 1994, bør de blant annet minnes om hva som skjedde etter revolusjonen i Iran i 1979 og islamisters tilsløring av deres egentlige agenda gjennom ”kitman”.

Eypten, Iran og islamisterne

Af Helle Merete Brix, HRS

”Et historisk øjeblik”. Og i klasse med Berlinmurens fald og Mandelas indsættelse som præsident i Sydafrika i 1994. Værten på CNN sparede forleden ikke på superlativerne, mens vi så billeder af det brusende menneskehav på Tahrir-pladsen. Tilhængere af Det Muslimske Broderskab fejrede at Mohammed Mursi fra Broderskabet er landets nye præsident.

På Tahrir-pladsen befandt sig blandt andre to reportere fra CNN. Den ene var tv-stationens stjernereporter Christiane Armanpour. Også hun forekom begejstret. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om hun mon slet ikke var lidt nervøs over Broderskabets sejr? Amanpour er født og opvokset i Iran. I sit forord til ”44 Days” – David Burnetts fremragende fotobog om den iranske revolution – fortæller Amanpour, hvordan hun husker året 1978 i Iran. Hun er 20 år gammel og sammen med sin familie sidder hun på verandaen og lytter til lyden af Ayatollah Khomeinis stemme. Det er den nærliggende moské, der transmitterer Khomeinis budskaber på indsmuglede kassettebånd. Khomeini selv var stadig i eksil i Frankrig. Men: ”Hvad ville der ske, når han vendte tilbage? Med vores land? Med os?” Egypten og forfatningenHvad der skete i Iran ved vi kun alt for godt i dag. Ayatollah Khomeini løb fra sine løfter om om demokrati og frihed, og om at han ikke ville blande sig i politik. Iranerne gik fra asken til ilden. Millioner af iranere flygtede i eksil. De tilbageblevne iranere har siden den islamiske revolution i 1979 levet i et religiøst funderet diktatur. Kvinderne som andenrangsborgere.

Nu er Egypten ikke Iran og Broderskabet skal slås med det magtfulde Militærråd. Som HRS skrev forleden, har Militærrådet i hast tiltaget sig væsentlig mere magt. De har også forlangt, at parlamentet skal opløses og vælges på ny. Det er højst usikkert, hvad præsidenten egentlig får lov at bestemme.

Men der er grund til at være på vagt. Der er grund til at huske på, at Det Muslimske Broderskab ikke er en organisation med demokrati som endemål, men derimod en islamisk stat. Broderskabet ønsker for eksempel at få fjernet ordet ”væsentligste” fra forfatningens artikel 2, hvori det hedder, at islamisk jurisprudens, altså sharia, er den væsentligste kilde til lovgivningen. Der skal altså ikke være anden kilde til lovgivningen end sharia. Det går Militærrådet dog næppe med til.

I Tunesien fik Ennahda bevægelsen, en tunesisk variant af Det Muslimske Broderskab, et rigtig godt valg november sidste år. Også i Tunesien har der været en diskussion af, hvad der skulle stå om sharia i landets forfatning. Men Ennahda og bevægelsens leder Rachid Ghannouchi har ikke presset på for at få ordet sharia indført i forfatningen. Ghannouchi har formentlig pragmatisk konkluderet, at det vil vække for stor modvilje i det, der engang var det mest sekulære arabiske land. Og dermed også det arabiske land, der gav kvinderne størst frihed. Mursi og kvinderne

Men også uden sharia i forfatningen blæser der andre vinde i Tunesien i dag. Ikke mindst hvad angår kvinderne. På et seminar for freelancejournalister i Norge tidligere denne måned fortalte en journalist fra Al Jazeera English, at hun nu talte med tunesiske kvinder, der var nervøse for, hvad islamisternes valgsejr ville betyde. På BBC programmet Doha Debates i marts fortalte den tunesiske feminist Khedija Arfaoui om en beklagelig udvikling. Ganske vist er der kommet mange kvinder ind i det nye, tunesiske parlament. Men: 42 ud af 47 af disse kvinder er ifølge Arfaoui islamister. Arfaoui fortalte også om, hvordan salafister for nylig havde intimideret og truet en kvindedemonstration i hendes hjemland.

Og hvad de egyptiske kvinder angår: Mursi fik ret overraskende et godt valg blandt Egyptens kvinder. Men en række egyptiske kvinder, ikke mindst blandt de mere velstående og sekulære, har givet udtryk for nervøsitet.

Mursis valgsejr var spinkel. Han fik 51,73 procent af stemmerne. Opgjort i stemmer fik Mursi 13,2 millioner stemmer. Modkandidaten Ahmed Shafiq, der er tidligere minister i Mubaraks styre, fik 12,3 millioner stemmer. Sharia på gadeplanI forvejen er der i Egypten et stort ligestillingsproblem. For nu at udtrykke det diplomatisk. Mursi erklærede forleden i et interview med Amanpour og CNN efter sejren at mænd og kvinder er lige i Egypten. Men enhver kan stille sig op og sige pæne ord. Og mener Mursi mon ikke at mænd og kvinder er lige i forhold til sharia?

Den iranske journalist Amir Taheri var et øjenvidne til den iranske revolution. Han skrev i det britiske magasin Standpoint tidligere på året i forbindelse med islamisternes valgsejre: ”Årtiers træning i at overleve under undertrykkende regimer har lært de arabiske islamister kunsten at praktisere kitman eller forstillelse. De ved, hvordan de skjuler deres sande farver og vinder tid. Hvis det er dumt at overvurdere deres styrke, når de er en del af et bredere billede, er det dødsens farligt at undervurdere deres mulighed for at gøre skade, når de bemægtiger sig alle niveauer af magt”.

Det burde måske også alle de mediefolk, der forleden hujede over det historiske valg i Egypten have in mente. Om Egyptens fremtid er én ting sikker: Den er uhyggeligt usikker. Også for kvinderne.