Rushdie, revolutionen og de unge iranere
Af Helle Merete Brix, HRS
Fatwaen over Salman Rushdie som computerspil? Nej, det er ikke en dårlig vittighed, men den uhyggelige sandhed. Netop nu er iranske computerspilsudviklere ved at færdiggøre et computerspil, der tager udgangspunkt i den fatwa og dødsdom, der har hængt over hovedet på Rushdie siden 1989 på grund af såkaldt blasfemiske passager i romanen ”De Sataniske Vers”. Spillet har fået titlen: ”The Stressful Life of Salman Rushdie and Implementation of his Verdict” (Salman Rushdies stressfyldte liv og implementeringen af hans dom). Det blev præsenteret på en messe for computerspil i Teheran af en islamisk studenterorganisation. Blandt andet Berlingske Tidende har skrevet om sagen: Hverken bøddel eller martyrAf artiklen fremgår det, at formålet med spillet er at forklare fatwaen for unge iranere, der ikke var født da fatwaen blev udstedt. Ayatollah Khomeini udstedte sin fatwa over Rushdie, en britisk statsborger, i 1989. Over 60 procent af Irans befolkning er unge under 30 år. Disse unge var altså enten ikke født eller højst 7 år gamle, da fatwaen blev udstedt. Den har ingen signifikant relevans for dem.
Også for yngre læsere af denne side kan fatwaen forekomme som noget fjernt og abstrakt. Så lad mig blot nævne nogle hovedpunkter fra fatwaen. Den indledes med ordene ”I Hans navn, den Højeste”. Den var en appel til muslimer om at dræbe Rushdie og de, der var involveret i bogens udgivelse. Ingen skulle frygte at blive bøddel og offer under udførelse af denne opgave, for, som det videre lød i fatwaen: ”Om Gud vil, er enhver, der dør i denne sags tjeneste, martyr.” For at gøre opgaven mere tillokkende tilbød en iransk velgørenhedsorganisation et stort pengebeløb til morderne.
Fatwaen er aldrig blevet tilbagekaldt. I den tumultariske periode og flere år efter fatwaens udstedelse måtte Rushdie gå under jorden. Rushdies japanske oversætter blev myrdet og hans italienske oversætter blev omtrent invalideret ved et knivattentat. Forlægger William Nygaard overlevede ligeledes med nød og næppe et skudattentat. Bloggere og eksiliranereIrans mange unge under 30 år har hverken kendt til fatwaen eller et Iran, der ikke var islamiseret. Ayatollah Khomeinis revolution, der forvandlede shahens Iran til et teokrati, udspandt sig i 1970-80. Millioner af iranere flygtede til Vesten. De unge kan fra forældre og bedsteforældre høre om et Iran med langt større frihed for kvinder og uden religiøse militser til at chikanere civile iranere. (Dette sagt uden på nogen måde at glorificere shah Mohammed Reza Pahlavis despoti). De kan på deres blogs på nettet glorificere og mindes heroiske, sekulære skikkelser fra revolutionen. Men de unge iranere har ikke oplevet den på egen krop.
Men hvad optager da de unge iranere? Tidligere i år interviewede HRS den danske kunstner Firoozeh Bazrafkan. Hun har i sin kunst blandt andet fokuseret på at udfordre islams tabuer. Senest har hun skabt en installation af makulerede sider, nu strimler, fra koranen. Bazrafkan har også ladet sig fotografere nøgen i solidaritet med den egyptiske nøgenblogger.
Særligt gennem Skype har Bazrafkan kontakt til unge iranere inden for Iran. De finder Bazrafkan på nettet: ”Rigtig mange unge iranere, mænd og kvinder mellem 18-30 år fra byerne, henvender sig til mig. De har fundet mig på internettet og så skyper vi sammen. De spørger for eksempel til, hvordan vi debatterer Irans situation i Vesten, om der er iranere i Europa, der tager del i debatten og om vi støtter frihedsbevægelserne. De er også interesserede i at få at vide, hvad Vesten mener om Iran? Og om vi har råd til, hvad de kan gøre.” Den grønne revolution, AIDS og arbejdsløshedMed valget af Mahmoud Ahmadinejad til præsident i sommeren 2005 strammedes grebet endnu mere om iranernes frihed. Men i 2009, i forbindelse med et nyt og omstridt præsidentvalg, som Ahmadinejad vandt, gennemstrømmedes Iran af demonstrationer mod regimet. Ikke mindst Irans unge i storbyerne var aktive i den såkaldte grønne revolution. Regimet slog dog hårdt ned på demonstranterne. De forfærdelige billeder af den døende Neda Agha-Soltan, der blev skudt af regeringsstyrker under en demonstration i Teheran, gik verden rundt. Hvor de arabiske befolkninger i det mindste har fået lov at stemme ved frie valg og måske håbe på en bedre fremtid, fik iranerne ingenting.
Journalisten Kamin Mohammadi, som rights.no mødte i London sidste år, har skrevet om at besøge det land, som hun og hendes forældre flygtede fra efter revolutionen. Indtil for et par år siden kunne Mohammadi frit rejse ind og ud af Iran. I Teheran fester Mohammadi igennem med de rige og smukke. For i Teheran kan alt lade sig gøre i smug, alkohol, filmpremierer og kunstudstillinger. Men i bogen er der også en beskrivelse af en begravelse hos en slægtning, der som så mange andre iranere er død af sit narkotikamisbrug og af AIDS. Ligesom Mohammadi tager på en rejse arrangeret af regeringen til den konservative provins. Hun finder ud af, hvordan man som kvinde falder igennem, når man kun har medbragt små hovedtørklæder og ingen chador. Hverken frihed eller jobsIran har enorme problemer. Ikke blot hvad angår manglen på menneskerettigheder og basale frihedsrettigheder, ikke blot hvad angår henrettelser, overgreb i fængslerne, censur, religionstyranni med mere. Landet har en veluddannet ung befolkning men en ungdomsarbejdsløshed på 30-40 procent. Mange af Irans unge ønsker at emigrere, hvad der ikke er så let. Iran og mullaherne tilbyder hverken jobs eller frihed. Et computerspil, der skal minde de unge om fatwaen mod Rushdie, er åbenbart hvad regimet og regimetro organisationer til enhver tid kan tilbyde: Religionen i sin mest ridige form. Det tegner ikke godt for Irans fremtid, her mere end 33 år efter den islamiske revolution.