Vær velkommen jordens folk – velkommen herhid!
Britta Mogensen
I 1980’erne arbejdede jeg sammen med en meget dygtig ung kvinde. Hun var 3-sproglig korrespondent og hendes dygtighed skaffede hende en høj løn. Hun ville dog meget gerne emigrere til Australien, men hendes ansøgning blev afslået, fordi man ikke det pågældende år havde brug for hendes kvalifikationer. Hun blev af den australske ambassade foreslået at søge i de følgende år, for hvis Australien en dag manglede korrespondenter, ville hun kunne få tilladelse til at slå sig ned i Australien. Hvordan det senere gik, ved jeg ikke, for kort efter flyttede hun til England.
Australien er altså et af de vestlige lande, der sorterer – selv blandt højtuddannede, dygtige, unge mennesker – i dem, de vil have ind i deres land. De, der kommer, skal kunne bidrage til landets fortsatte udvikling. Og landet bestemmer suverænt, hvem disse mennesker skal være.
Et land, der selv bestemmer, hvem der skal slå sig ned inden for dets grænser? Det lyder som himmelsk musik og sund fornuft i mine ører. Men i Danmark er en sådan tankegang i bedste fald fremmedfjendtlig og racistisk – i værste fald med venstrefløjens store helt, Khomeinis ord: islamofobisk.
Vi har gennem en del år kunnet glæde os over, at de mennesker, der er kommet til vores land fra den tredje verden, i det mindste kunne lidt dansk og kendte en smule til vores kultur, samfund og politiske system, før de blev tildelt ret til ophold i vores land. Gennem danskkurser, arbejdskrav og deltagelse i samfunds-/foreningslivet, har udlændinge kunnet kvalificere sig til først at få permanent opholdstilladelse og til sidst statsborgerskab. Så det gik da om end ikke ligefrem strålende så nogenlunde. Ganske vist har vi ikke tilnærmelsesvis haft de strenge australske krav for indvandring, men Australien er jo heller ikke sat skakmat af EU.
Som underviser af udenlandske kvinder i dansk og danske samfundsforhold har jeg undervist dem til indvandringsprøven, til de forskellige klassetrin i dansk, til den permanente opholdstilladelse og til statsborgerskabsprøven. Socialistregeringen har nu enten fjernet de forskellige prøver eller sat kvalitetskravet væsentligt ned. Det skal være nemt at komme ind i landet, det skal være nemt at få permanent opholdstilladelse og sidst, men ikke mindst: det skal blive let at blive dansk statsborger. For det fremmer integrationen, mener regeringen.
Altså statsborgerskab først, integration bagefter. Ethvert fornuftsvæsen må kunne se, at der er en masse galt med den tankegang, men måske skal vi lade være med at sætte forventningerne for højt, når vi taler om politikere og tankevirksomhed.
Så nu har vores socialistiske regering bestemt, at der ikke mere skal stilles krav til dem, der vil ind i landet. For bare de vil komme, kan de slet ikke undgå – hver eneste en af dem – at bidrage til det danske fællesskab. Erfaringen gennem de sidste 30-40 år taler ganske vist imod en sådan tankegang, men erfaring er ikke det, der plager vores socialistiske konfirmand-regering mest. Med ungdommens skråsikre overbevisning om egen ufejlbarlighed, der ikke er tynget af viden, erfaring og et arbejdsliv blandt det arbejdende folk, ved de, at ”fra nu” bliver de tilvandrede en stor gevinst til fællesskabet.
Hvordan mon det skal ske? Vi har meget stor arbejdsløshed. Nyuddannede unge kan ikke få job, 50-årige er for gamle, akademikere er helt ubrugelige, og de højtuddannede, der er så heldige at have et job, hager sig fast med spidsen af neglene i håb om at kunne beholde jobbet en lille stund endnu. Besynderligt nok, mangler vi på trods af denne arbejdsløshedshær altid ”hænder” (særligt politikersprog). Hænderne skal dog helst sidde på udenlandske arme.
Så hvis du vælger at gifte dig med Danmark din families udkårne, som du lige har set i mindst 5 minutter, så er det din ret at flytte hertil. Det gode ved denne ubetingede ret er, at der ingen kedelig pligt følger med. Taler du kun dit hjemlands vemodige sprog? Kunne ikke være bedre. Så glider du fint ind i det parallelsamfund, hvor netop dit sprog tales. Det er slet ikke nødvendigt nogen sinde at have noget at gøre med urbefolkningen eller for den sags skyld med de andre parallelsamfund med hver deres særegne hjemlige sprog som kommunikationsmiddel.
Har du slet ingen forudsætninger for at leve og forsørge dig selv i et højteknologisk samfund? Det gør absolut intet. Staten (læs: skatteyderne) skal nok forsørge dig for livstid. Ind imellem protesterer skatteyderne over forsørgelsesbyrden, og så kan du altså risikere at blive sendt ud for at rense strande og parker for affald. For det er stort set den eneste form for ikke-teknologisk job, der er tilbage, og kræver kun en kort kommunikationsfri introduktion. Risikoen for dette overgreb mod din frihed er dog ikke overvældende stor, hvis du blot viser den rette attitude. Nogle forslag fra mig til dig er: Spil syg, helst en sjælden sygdom, som lægerne ikke kender. Du kan også, hvis du er kvinde, hylle dig ind i sorte sække. Og er du mand, så anlægger du et kæmpestort skæg og ifører dig en lang hvid kjole, stiller dig truende op og forbyder danskerne at gå ind i det kvarter, du har okkuperet sammen med dine venner. Så er der ikke en eneste politiker eller sagsbehandler, der aner, hvad de skal stille op med dig. Du får fred til at leve det liv, i det miljø og i den kultur, du har forladt. Forskellen er blot, at din kultur kan udfolde sig et sted på kloden, hvor du aldrig får lov til at gå sulten i seng eller skal frygte for din økonomi i alderdommen. Men ellers, spørg dine landsmænd, hvad de kan foreslå. Jeg er sikker på, at ideerne er legio.
Der er dog én ting, politikerne vil blive glade for – men kun hvis du har lyst selvfølgelig – nu da du har valgt Danmark som dit nye fædreland. Det er, at du, selv om du lever i en subkultur og absolut intet ved om os, forstår vigtigheden af dét, som politikerne kalder ”sammenhængskraft”. Den er baseret på en følelse af et stort og varmt fællesskab med urbefolkningen. Den varme følelse kommer dog helt af sig selv, når du opdager, at du har alle rettighederne, og urbefolkningen har alle pligterne.
Du kan også glæde dig over, at vores politikere gør alting bagvendt. Her er endnu et eksempel, som du vil have stor glæde af. Det nye parti Liberal Alliance har et slogan: ”åbne grænser – lukkede kasser”, sidstnævnte dog kun i 5 år efter ankomsten. Mon ikke godt du kan klare at spænde livremmen ind i 5 år, når du ved, at der bagefter venter et liv med fuld forsørgelse? Nå, indtil videre har vi nu med dette partis hjælp til socialistregeringen fået helt åbne grænser. Så foreløbig behøver du ikke frygte lukkede kasser. Jeg tvivler også på, at EU vil tillade os at diskriminere mellem urbefolkningen og tilvandrede. Derfor vil en lukket kasse for dig være en lukket kasse for alle dem, der sammen med deres forfædre har bygget dette land op og ydet til fællesskabet og nu ikke kan mere. Jeg tror såmænd ikke, det ville genere politikerne i deres ungdommelige overmod at lukke kasserne for urbefolkningen. Men at lukke dem for de fremmede ”hænder” ville være utænkeligt, ondt, fremmedfjendtligt og småligt. Så frygt ikke. Det sker næppe.
Men lad os nu forudsætte, at kasserne en skønne dag alligevel virkelig ville blive lukket i strid med EU’s krav. Ligesom politikerne i 1983, hvor udlændinge fik et retskrav på familiesammenføring, vidste, at der ville komme 500 personer fra 3. verdens lande til landet over en årrække (Folketingstidende 1982/83, spalte 9673) (der kom i stedet 10.000 om året i en årrække), er man lige så sikre på, at der nu med den nye lempelse til indvandringen vil komme 1.000 personer flere om året end i de sidste ti år. Da dette antal personer pr. år er anslået til at koste skatteyderne et svimlende antal millioner kroner, kan vi med politikernes eminente evne til at ramme forkert gå ud fra, at den yderligere indvandring vil betyde en tilbagevenden til stenalderstadiet.