Kvinner og likestilling

Modell i mennenes land

I Vesten har mange av oss et stereotypt bilde av Pakistans kvinner, til tross for at vi skjønner at det i Pakistan finnes både kvinner og menn som slett ikke passer inn i vårt bilde. Rooshanie Ejaz (27) er en av de kvinnene som tråkker mullaene på tærne blott med sin eksistens og sine valg. Hun er fotomodell i det hun selv kaller ”mennenes land”. Sin styrke har hun hentet fra sin familie, og nå ikke minst fra sin ektemann, som til tross for sin danske mor har valgt å bo i Pakistan.

Af Helle Merete Brix

Oslo: 27-årige Rooshanie Ejaz har let ved at le, men emnet for interviewet er alvorligt nok: Fundamentalismens betydning for synet på kvinden og den religiøse tolerance i dagens Pakistan. Ejaz er model og skribent, gift med dansk-pakistanske Hassan og bor til daglig i Islamabad. Og så bidrager hun som freelanceskribent til rights.no. Hege Storhaug er gennem mange Pakistanrejser en nær ven af Ejaz familien.

Ejaz er født og opvokset i Islamabad i en liberal muslimsk familie. Faderen, Tariq, var læge; han døde for fire år siden. Moderen, Humera, er impressionistisk maler. Lillesøsteren Natasha er i færd med at uddanne sig i Malaysia. Men hun arbejder også som sanger og er i år stormet op af den pakistanske hitliste med ørehængeren ”The right way to fall”.

Storebroderen Harris er grafisk designer. Som Ejaz forklarer det, ”Jeg voksede op i et hus fuld af videnskab og kunst. På min fars side er de alle sammen læger. I min mors familie er de forfattere og malere. I mit hjem blev lagt vægt på religionen på den friest mulige måde. Allerede som børn lærte vi, at det var op til os, om vi ville bede, om vi ville være religiøse. Der blev lagt meget mere vægt på at være en god person, at have god moral. Allermest vægt blev der lagt på uddannelse”.

Ejaz har gået på gode skoler og taler et fremragende engelsk. Hun blev tidligt en haj på internettet, for da det kom frem at den private koranunderviser slog hendes bror, forklarer Ejaz, ”blev han udskiftet med en computerlærer”. Opgaven med at lære Ejaz og de øvrige børn om koranen blev derefter pålagt de ældre i familien. Ejaz har blandt andet læst et par år på universitetet og håber på en dag at kunne færdiguddanne sig i Vesten inden for naturvidenskab. I disse år arbejder hun som model. Selv om hun beskedent siger, at hun endnu ikke er så kendt, kan hun for tiden ses på kæmpeplakater i Pakistans store byer, hvor hun reklamerer for et populært nationalt tøjmærkes kollektion. Og ikke engang hendes traditionelt indstillede pakistanske svigerfar har haft noget kritisk at sige om hendes modelkarriere. Kvinden og det offentlige rumSå vidt så godt. Men samtidig er Ejaz vokset op ”post Zia ul Haq, vores vidunderlige diktator”, som hun ironisk kalder general Muhammed Zia-ul-Haq, der kom til magten ved et militærkup i 1977 og regerede Pakistan til sin død i 1988. Ul-Haq indførte barbariske shariastraffe, skærpede blasfemiparagraffen, lod de religiøse madrasaer gro i antal og fandt kort sagt ”på den fantastiske idé at islamisere landet på en måde, det ikke havde været det på nogen måde før”. Det betød en forringelse af kvindernes forhold, også for den uddannede byelite. For generationen før ul-Haq var det anderledes:

”Da min mor var teenager i Lahore, kunne hun gå til skole. Hun kunne cykle alene eller sammen med sine veninder og gå klædt omtrent som hun havde lyst. Som ung kvinde kunne hun bevæge sig rundt uden at blive intimideret. Kvinder var tilladt i det offentlige rum. I dag er det meget vanskeligt som kvinde blot at gå en tur alene uden at blive chikaneret eller betragtet som et objekt. Også i Islamabad, der altid har været langt mere liberal og mere sikker end andre pakistanske byer.”

Ejaz ler og siger, at det er som om, ”den almindelige pakistanske mand finder at det er hans pligt at stirre på kvinder konstant”. Og hun tilføjer mere alvorligt: ”Jeg føler, at disse mænd stirrer på mig fordi de ikke synes, jeg har ret til at være i det offentlige rum uden en mandlig ledsager.”

Ejaz´ ægtemand Hassan, der arbejder med reklame, er opvokset i Danmark. Hans mor er dansk. Ægteskabet er, understreger Ejaz, baseret på venskab: ”Der er ikke nogen af de typiske issues, om at skulle dække sig til, om æreskodeks og al den slags. Jeg har ikke en besidderisk familie eller brødre, der skal bestemme over mig, jeg er fra en moderat muslimsk familie og opfatter mig selv som moderat muslim. Men der er visse aspekter af det pakistanske samfund, du ikke slipper for, og som er frustrerende for både min mand og jeg. Det er for eksempel ikke sikkert for mig at have besøg af en blikkenslager, hvis jeg er alene hjemme. Min mand er nødt til at komme hjem fra arbejde. Jeg kan heller ikke gå en tur om aftenen alene, bare ned for enden af den gade, hvor jeg bor. Det er ikke sikkert.”

Ejaz´ egen familie lod hende og søsteren Natasha bo alene i en lejlighed i det ejendomskompleks, hvor familien boede. Og – helt usædvanligt for en pakistansk familie – blandede de sig ikke i, hvem døtrene omgikkedes:

”Jeg har hele mit liv haft gode, mandlige venner. Det var ikke et problem for min far, og det er ikke et problem for min mand. Men da en sådan ven besøgte mig, mens min mand var væk på forretningsrejse rapporterede sikkerhedsvagten i ejendommen til min mand, der måtte skælde ham ud og fortælle ham, at det ikke er hans anliggende”. Tildækning og sufierMan skal nok, mener Ejaz, være vokset op i et samfund som det pakistanske for at forstå hvad undertrykkelsen og den manglende bevægelsesfrihed for kvinder betyder. I sine artikler forsøger Ejaz blandt andet at give læserne et indblik i aspekter af det pakistanske samfund. Hun skriver om madrasaer, hvor drenge vokser op uden kvinder omkring sig, madrasaer hvoraf nogle er moderate men som oftere er rene jihad udklækningsanstalter. Om seksuelt misbrug og det stigende antal voldtægter i det pakistanske samfund og de gruopvækkende efterspil, hvor skylden lægges på ofrene. Om tildækning af kvinder. Ejaz, der til daglig i Islamabad som regel går i jeans og t-shirt og ikke dækker sit hår, siger om dette fænomen:

”Niqab og hovedtørklædet får kvinder til at føle, at hvis de ikke dækker sig til, er de ikke gode nok. Som jeg ser det er hovedtørklæde og niqab det sidste overhovedet, der udgør den muslimske identitet. For mig er det at være muslim meget mere noget spirituelt, som jeg bedst finder udtrykt i sufipoesien, i for eksempel tekster af 1600tals punjabi digteren Baba Bulleh Shah og selvfølgelig også den meget mere kendte Rumi.”

Ejaz er ikke bange for at tale kritisk om sin egen kultur: ”Den kan være barsk for den menneskelige sjæl, og den er undertrykkende over for kvinder. Hvis ikke den var det, hvor er så alle de lykkelige pakistanske kvinder? Vær venlig at vise mig dem. Naturligvis findes de, ligesom der er gode mænd og gode familier. Jeg kommer selv fra sådan en familie. Men generelt er Pakistan et land for mænd.”

Og hun fortsætter: ”Ganske vist udgør de pakistanske kvinder i stigende grad en del af arbejdsstyrken. Inden for blandt andet reklame og marketing finder du flere og flere meget karriereorienterede kvinder, der får børn senere for af hensyn til deres arbejdsliv. De anses for at være lige for gode som mænd. Det ved jeg, for jeg har selv arbejdet indenfor marketing. Men de udgør blot en lille del af de pakistanske kvinder. Pakistan er masserne, det er 180 millioner mennesker, hvoraf de fleste bor i landområderne. Her er der ingen fremgang. Du har stadig kvinder i sådanne områder, der føder i hestestalden, fordi mændene i landsbyen har besluttet, at børnefødsler er urent og ikke må gå foregå i huset.” Religiøs intoleranceEjaz taler på denne ene side begejstret om Islamabad som en lys og grøn by ved foden af Margalla Hills. Der er cafeer i byen, hvor man som kvinde uden problemer kan sidde i jeans og ærmeløs top. Regeringshovedkvarteret blev flyttet til Islamabad fra Karachi af sikkerhedsgrunde. Men i dag lurer volden lurer overalt. Ejaz minder om, at Punjabs guvernør Salman Taseer, der gik i forbøn for en kristen dødsdømt kvinde, anklaget for at have krænket landets blasfemilove, blev myrdet i januar 2011 af sin sikkerhedsvagt ved højlys dag. Mordet fandt sted lige ved Kohsar Market i Islamabad, et shopping center, der er populært blandt vesterlændinge og velhavende pakistanere.

At besøge sufigrave og sufihelligdomme på en torsdag, hvor der er dans og musik og ”en intens atmosfære” er heller ikke ufarligt i dagens Pakistan. Sidst Ejaz og en gruppe venner forsøgte noget sådant, blev de afvist ved indgangen af et par politibetjente, der bad dem tage hjem igen. Der har været terrorangreb ved flere sufihelligdomme, og det anses ikke længere for sikkert.

Ejaz fnyser af den stigende fundamentalisme i Pakistan, af de saudisk sponsorerede moskeer og af den golde ”wahabi-salafi-sunni-islamiske bevægelse”. Den manglende religiøse tolerance og benægtelsen af landets pre-islamiske historie er i det hele taget, mener Ejaz, nogle af Pakistans meget store problemer. Fra sin egen barndom husker hun både at besøge de buddhistiske ruiner nær ved i Taxila og aldrig at høre et ondt ord om ahmadiyyamuslimerne, som er en særdeles hadet gruppe i Pakistan og som med mellemrum udsættes for vold og drab af vrede folkemængder. Der er også erindringen om hendes morfar, der jo var direkte berørt af delingen i 1947, hvor Pakistan opstod:

”Han var dybt religiøs, bad fem gange om dagen fastede og den slags. Men han fortalte os børn både historier om profeten og historier fra hinduernes skrifter. I dag ser du så meget aggression over for Indien og hinduer. Rigtig mange pakistanere vil fortælle dig, at alt det, der går galt med Pakistan er Indiens fejl.”

Ejaz erindrer en cricket match mellem Indien og Pakistan, som hun så sammen med en gruppe venner.