Gud, Konge og Fædreland – en saga blot?
Af Britta Mogensen, HRS
Det er ikke kun ved udefra kommende indtrængen, at kulturer kan gå under. Langt farligere og mere uheldsvangert er det, hvis det er interne kræfter, der arbejder på at destruere en kultur. For det sker drypvis og umærkeligt gennem længere tid, så det først går op for det store flertal, når det er for sent. Ved tilfældighedernes spil, eller når særlige omstændigheder indtræffer, kan historieløse, destruktive politikere med storhedsvanvid få en magt, der anvendes til at ødelægge den kultur og den befolkning, de selv er en del af.
De særlige omstændigheder indtraf i september 2011 ved det sidste folketingsvalg. Meningsmålingerne viste, at Socialdemokratiet ikke ville få mandater nok til at få regeringsmagten, og heller ikke den forbløffende indgåede forlovelse med Socialistisk Folkeparti ville være tilstrækkeligt. Det Radikale Venstre (RV) tilbød sin hjælp, og Socialdemokratiet slog til for at sikre sig regeringsmagten, selv om partiet af smertelig erfaring ved, at RV stort set er umulig at arbejde sammen med. Det gav dog stadigvæk ikke de nødvendige mandater, men det revolutionære parti Enhedslisten lovede at støtte den socialistiske regering. Dette besynderlige kludetæppe skulle så regere landet de næste 4 år. Bliver dette regeringssamarbejde et gravmæle over en 1000-årig historie?
Så var scenen sat. I deres magtfuldkommenhed blev 3-parti regeringen enige om tre ting, der skulle gøre en ende på danskerne og deres kultur: Al magt til EU. Afskaffelse af monarkiet. Afskaffelse af Gud.
RV var længe før regeringsskiftet begyndt at gå på strandhugst i den danske kultur. Det berygtede RV-medlem, Zenia Stampe, arbejder ihærdigt på at få afskaffet ytringsfriheden. Så hun leder til stadighed med lys og lygte for at finde udtryk i aviser eller på TV, som kan lede til en politianmeldelse. Så fik hun en ny kæphest. Hun dannede en forening med det formål at få afsluttet vores 1000-årige monarki. Hvad skal vi også med det, når vi er blevet en lydstat under EU?
Socialdemokratiet holder sig lidt tilbage i diskussionen om monarkiets afskaffelse. Partiet har i mange, mange år rummet et bredt spektrum af befolkningen, så der både er en venstrefløj og en højrefløj. Det er derfor vigtigt at balancere på en knivsæg. Begge fløje inden for partiet skal helst tro, at lige netop deres fløj bliver tilgodeset. Den slags skal SF og RV ikke tage hensyn til, så de udstiller gerne deres nærmest skizofrene forhold til monarkiet. For når dronningen inviterer til bal, står ministrene i første række for at komme med. RV’s ministre smiler sødt – de er virkelig så pæne at se på alle sammen. SF-lederen, Villy Søvndal, ifører sig kapitalismens flag, slipset, for man kan ikke ligne en 1968-hippie, når man skal begå sig på de bonede gulve. Efter festen har han den store glæde at kunne brokke sig over, hvad al den mad og drikke, han har konsumeret, har kostet.
Efter at Zenia Stampe havde dannet Foreningen til Monarkiets Afskaffelse, blev det Guds tur. Ud med Ham. Da RV meget længe havde råbt meget højt om Guds Afskaffelse, tildelte statsministeren RV kirkeministerposten. En bizar disposition kunne man synes, men skal Gud afskaffes, er der intet bedre parti at betro posten til end lige netop RV. Og vælger man så en kirkeminister ud fra følgende kriterier: 1) indvandrer uden kendskab til landets 1000 årige historie, 2) opvokset under en anden religion end kristendommen, og 3) helst konvertit (bare for at sikre sig mod et eventuelt ramaskrig i befolkningen), så har den kristne Gud ikke mange chancer for at overleve.
En konvertering var dog ikke ubetinget nødvendigt, erklærede SF. Der er intet krav i Grundloven om, at en minister eller et folketingsmedlem skal være medlem af Folkekirken. Næh, vores forfædre, der i Grundloven nedfældede, at Danmarks religion er den luthersk-evangeliske kirke, har vel taget for givet, at når Danmark var et kristent land, så ville kirkeministeren ikke være af en anden religiøs observans. Vi kan næppe bebrejde vores forfædre, at de ikke i 1849 kunne se over 150 år frem og forudse et parti som Det Radikale Venstre.
RV havde et partimedlem, der opfyldte alle kriterier. Ind på scenen trådte den indiskfødte Manu Sareen. Lidt måbende kunne vi fundere over, hvor mange lande i den vestlige, kristne verden der har en hindu som minister for den kristne kirke. Han var dog lige konverteret – i hvert fald på papiret, om ikke i hjertet. Han er formentlig den mest modvillige konvertit nogen sinde i et land, hvor tvangskonvertering ikke finder sted. Han havde længe argumenteret for, at homoseksuelle, udover retten til at registrere deres samliv, også skulle kunne blive gift i kirken. Da han ikke vandt lydhørhed for det i Folketinget, ville han ikke være kristen mere! Selv om han også højt prioriterer et ønske om at adskille stat og kirke, gjaldt det ikke, da han følte sig personligt krænket. Det ene var for ham en forudsætning for det andet. Når Folketinget sagde nej til hans forslag, så sagde han nej til kristendommen.
Han besindede sig dog og talte på fingrene: Kristendom? Returkonvertering? Han nåede frem til, at en ministerpost vel er en konvertering værd. Og VUPTI, blev han valgt til kirkeminister og opnåede dermed magt til suverænt at fjerne den ene af regeringens tre mærkesager: Den Danske Folkekirke. Med en hinduminister havde man taget det første spæde skridt til at udradere vores 1000-årige historie. Det er formentlig også ligegyldigt. Lige straks eksisterer Fædrelandet jo alligevel slet ikke.
Den unge, kønne, altid smilende hindu, undskyld, nyudsprungne kristne ved godt, at selv om han lukker alle kirker og omdanner dem til bedehus for andre guder, så skal der mere til for at slette danskernes hukommelse om deres kultur. Man må have fat i børnene, hvis det skal batte noget. Så den obligatoriske kristendomsundervisning skal derfor fjernes fra skolerne. I stedet for at føle stolthed over at være et led i en lang række af generationer igennem 1000 år, skal børnene glemme alt om deres egen kultur. Til gengæld får de lejlighed til at lære at elske EU.
Men det er nødvendigt at gå videre: Stat og kirke skal adskilles, så vejen er banet for en anden kongstanke: Ligestilling af religionerne. Vi skal ikke længere have religionsFrihed, men religionsLighed. Det kræver dog en ændring af Grundloven, der igen kræver folkeafstemning i to valgperioder, så Sareen må styre sin utålmodighed lidt endnu.
Selv om devisen for de to andre regeringspartier synes at være: Hold lav profil og lad RV gøre det beskidte arbejde, så ville et SF-medlem da gerne give sit besyv med: I stedet for at kalde ministeriet for Kirkeministeriet, kunne man ændre navnet til Ministeriet for Livsanskuelser.
De af os, der i et tænderskærende, afmægtigt raseri følger RV’s udgydelser på TV, hvor de plaprer løs om deres bedre menneskesyn, større anstændighed, selvproklamerede godhed og ”god tone”, må spørge: Hvad er det, der driver disse partier? Hvordan ser de ud inde i hovedet? Hvad er det for et amputeret, sørgeligt land, vi overgiver til vores børn og børnebørn?
Får den socialistiske regering magt, som den har agt i mere end 4 år, hører vi nok ikke mere dronningen slutte sine nytårstaler af med: ”Gud bevare Danmark”. Når Gud er udskiftet med Livsanskuelse, og Danmark ikke mere eksisterer, men helt og aldeles er blevet en lydstat under EU, hvad pokker skal Majestæten så sige? Åh undskyld, jeg glemte et øjeblik, at den socialistiske regering også har fjernet monarkiet.
Mens der endnu en lille stund er et Kongehus, et Danmark og en Folkekirke, vil jeg gøre Hendes Majestæt Dronningens ord til mine: ”Gud bevare Danmark”. Vi får brug for det.