Publisert i Kristeligt Dagblad. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Rachel Adelberg Johansen
Kvinder som Souhayr Belhassen, formand for Den Internationale Menneskeretsliga, har min største sympati for deres indædte kamp mod den åbenlyse undertrykkelse af kvinder i de arabiske lande.Det er svært op ad bakke, og det forgangne års arabiske revolutioner har ikke just gavnet kvindernes stilling, som også Belhassen giver udtryk for i sit interview med Kristeligt Dagblad den 11. april. Islamisternes magtovertagelse efter flere diktatorers fald har ikke gavnet bestræbelserne på at skabe en retsorden, hvor kvinder er sikret lighed for loven, som vi kender det i Vesten. Belhassen udtaler: ”Det er ikke islam som religion, der i sig selv står i vejen for demokrati. Det, der er afgørende, er den politiske vilje.”Belhassen viger dog uden om selve kerneproblemet som i sin enkelhed går ud på, at religion og politik ikke er adskilt i islam. Der eksisterer ikke noget ”giv kejseren, hvad kejserens er, og giv Gud, hvad Guds er”, som man kender det i kristendommen. I Tyrkiet har man ganske rigtigt adskilt religion og politik, men det er netop ikke på grund af, men på trods af islam og med et stærkt militær som en slags sekulær tovholder.