Publisert i Berlingske. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Af Karen Jespersen, MF (V)
Netop nu er filmen om Hvidstengruppen på vej ind i de danske biografer. Filmen handler om frihedskæmperne under den tyske besættelse i årene 1940-45. I går blev den rosende og meget engageret anmeldt i Berlingske. Interessen har i det hele taget været enorm.
Sådan var det også med filmen om Flammen og Citronen, der også handlede om frihedskæmpere fra modstanden mod besættelsen fra 1940 til 1945.
Hovedpersonerne i filmene er mennesker, der var indstillet på at dø for Danmark som et frit og demokratisk land.
Hvidsten-gruppen
De aktive i modstandsbevægelsen kom fra hele landet og fra alle dele af befolkningen. Bare tag Hvidsten-gruppen som eksempel.
Blandt dem, der blev henrettet, var en kroejer, en mekaniker, en radioforhandler, en møller og en dyrlæge.
Kvinderne var også med. Marius havde to døtre, der begge blev dømt og sendt til koncentrationslejre i Tyskland. Den ene var kun 17 år, da hun blev aktiv i modstandskampen.
Hvidsten-gruppens opgave var at tage imod de våben og sprængstoffer, som britiske fly kastede ned i mørket på aftalte steder. De sørgede for at fordele det til andre grupper, der blandt andet brugte sprængstoffet til at sabotere fabrikker og jernbaner. På den måde ydede de et bidrag til at svække den tyske besættelsesmagt.
Vi fortryder intet
Den 28. august 1943 blev den første danske modstandsmand henrettet. Det var Poul Edvin Kjær Sørensen, en ingeniør på 27 år. Han blev pågrebet i Rold Skov, da han netop var i gang med at opsamle nedkastet materiale til brug for sabotage.
Mange af de frihedskæmpere, der blev henrettet, var unge mænd med livet foran sig. En del havde kone og børn. Men fælles for dem var, at de ikke fortrød. Vi fortryder intet. Vi er stolte af det, vi har gjort for vores land. Sådan lød nogle af ordene i de sidste breve, medlemmerne af Hvidsten-gruppen skrev til deres familier.
Det samme budskab kan man læse i andre breve. Alle de frihedskæmpere, der blev dømt til døden, fik lov til at skrive et brev til deres efterladte. Brevene kan læses i bogen De sidste timer.
Det er breve skrevet til mødre, fædre, søskende, kærester, koner og børn. »Hvor har jeg holdt meget af jer alle sammen«, skrev Arne Lützen Hansen.
Men hvorfor gjorde de det så alligevel? Danmark var jo kun en lille brik i Anden Verdenskrig, hvor stormagterne spillede den afgørende rolle.
Med få ord giver en del af dem selv svaret:
»Det har været et vidunderligt Vejr i Dag, jeg nød Køreturen til Dagmarhus, jeg tænkte, det blev min sidste. Det har været en rigtig dansk Foraarsdag, jeg synes, den varslede en god Tid for vores elskede Land, det ønsker jeg, måtte ældgamle Danmark opleve frie Dage igen«, skrev Svend Otto Nielsen.
»Ja, nu er den sidste Time kommet for mig, og jeg må dø. Jeg har givet mit Liv for det, jeg har kært, nemlig mit Fædreland Danmark og mine Forældre. Jeg har ment, at jeg ved min beskedne indsats har været med til at gøre Danmark til et frit og selvstændigt Land igen. Jeg har givet det bedste, jeg har, nemlig mit unge liv«.
Dette brev blev skrevet den 13. marts 1945, mindre end to måneder før befrielsen, af Poul Mackeprang Nielsen, der blev 23 år.
Sammenhængskraft
Danskerne er fortsat meget glade for deres land. 90 procent – unge som gamle – siger, de er stolte af at være danskere. Den sammenhængskraft, det er udtryk for, er et afgørende aktiv, når vi skal klare os i en globaliseret verden, og den er forudsætningen for den samhørighed, der skaber et godt liv.
Men der er fare for, at sammenhængskraften bliver udvandet og diffus. Blandt andet fordi den holdes dårligt ved lige i uddannelsessystemet. Den nationale, historiske og kulturelle samhørighed, som var det åndelige fundament for en stor del af frihedskæmperne, anses i betydelige dele af vores uddannelsessystem som ligegyldig eller direkte ukorrekt.
Følelsen af samhørighed og viljen til at gøre en indsats for sit land og dets frihedsværdier er positive egenskaber. For frihedskæmperne betød disse ting så meget, at de var villige til at give deres liv for det.
Den situation kommer nutidens unge nok ikke i. Men mindre kan også gøre det.
Det er vigtigt at værne om det værdifællesskab, som har skabt et samfund med frihed, ligeværd og velstand. Den bevidsthed skal holdes ved lige, hvis samfundet ikke skal falde fra hinanden.
Her kan man lære meget af frihedskæmperne.
PS: Karen Jespersen og Ralf Pittelkow har startet nettavisen Den Korte Avis, som herved anbefales.