Vold og overgrep

Vold i religionens navn

”Der er da ikke mer vold i Koranen enn i Bibelen”. Påstanden fremmes typisk når det pekes på vold i islams navn. Men holder påstanden vann? Nei, langt derifra, sier Raymond Ibrahim, og han har gjort hjemmeleksa si.

Gjengitt med sappho.dk sin tillatelse

Vold i islam, jødedommen og kristendommen

Af Raymond Ibrahim

”Der er meget mere vold i Bibelen end i Koranen. Ideen om, at Islam blev udbredt ved sværdet er en vestlig myte, opfundet i korstogstiden, da det faktisk var kristne fra Vesten, som udkæmpede brutale hellige krige mod islam. ” [1]

Dette siger Karen Armstrong, en tidligere nonne og selvudnævnt “freelance monoteist”. Citatet opsummerer det mest udbredte argument, der bruges til at affeje påstande om, at islam er voldelig og intolerant af natur.

Modstanderne af argumentet hævder, at alle monoteistiske religioner, og ikke bare islam, har sin andel af såvel voldelige og intolerante tekster som blodig forhistorie.

Så når islams hellige tekster trækkes frem for at demonstrere den indbyggede krigeriske holdning i religionen – Koranen først og derefter historierne om Muhammeds liv (Hadith), er det umiddelbare svar, at også andre tekster, særligt jødiske og kristne, indeholder lige så mange voldelige passager

Ofte sætter dette argument punktum for enhver debat om, hvorvidt vold og intolerance er unikt for islam. I stedet er standardsvaret, at det ikke er islam i sig selv, men derimod muslimsk lidelse og frustration, forstærket af økonomiske, politiske og sociale forhold, som fører til volden.

At dette syn passer godt med den vestlige materialistiske erkendelsesteori, gør at der sjældent bliver stillet spørgsmålstegn ved det.

Derfor bliver jøder rådet til at huske på de historiske grusomheder, der blev udført af deres hebraiske forfædre, og kristne rådet til at vurdere den brutale cyklus af vold som deres trosfæller i fortiden har udført i troens navn mod både ikke-kristne og trosfæller, før de anklager Koranen og islams profet Muhammeds historiske gerninger for at opfordre til vold og intolerance.

Med andre ord, jøder og kristne bør passe på ikke at kaste med sten fra et glashus.

Men stemmer dette virkeligt? Er sammenligningen med de andre tekster legitim? Kan kristen vold i middelalderen og jødisk vold længe før det sammenlignes med eller forklare den hyppige muslimske vold i moderne tid?

VOLD I JØDISK OG KRISTEN HISTORIE

Sammen med Armstrong har flere andre prominente skribenter, historikere og teologer stået for dette relativistiske syn. For eksempel John Esposito, leder af Prince Alwaleed bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding ved Georgetown-universitet, som spørger:

Hvordan kan det være, at vi stiller det samme spørgsmål om vold i islam, men ikke spørger kristendommen og jødedommen? Jøder og kristne har taget del i voldelige handlinger. Vi har alle sammen en åndelig og en mørk side. […] Vi har vor egen had-teologi. I mainstream kristendom og jødedom har vi en tendens til intolerance, vi følger en ekskluderende teologi, hvor det er os imod dem. [2]

Philip Jenkins fra Pennsylvania State University uddyber dette standpunktet i en artikel kaldet “Dark Passages”. Den forsøger at vise, at Bibelen er mere voldelig end Koranen:

Når det drejer sig om at opfordre til vold og blodsudgydelser, vil det være helt forkert at påstå, at Bibelen er bedre end Koranen. Faktum er, at Bibelen flyder over med “terrorvers”, med et udtryk lånt fra den amerikanske teolog Phyllis Trible. Bibelen indeholder mange flere vers, som hylder eller opfordrer til blodsudgydelser end Koranen, og den bibelske vold er ofte mere ekstrem og udmærker sig ved en barbarisk tilfældighed. […] Hvis grundteksterne former hele religionen, da fortjener kristendommen og jødedommen den hårdeste fordømmelse for at være barbariske religioner. [3]

Jenkins bruger flere anekdoter fra Bibelen og jødisk-kristen historie for at understrege sin pointe. Specielt to af dem – en som angivelig repræsenterer jødedommen, den anden fra kristendommen – nævnes ofte og fortjener en nærmere undersøgelse.

Israelitternes erobring af Kanaan ca. 1200 før Kristus er ofte blevet karakteriseret som et “folkemord” og er næsten blevet et symbol på bibelsk vold og intolerance. Gud sagde til Moses:

Men i de byer som tilhører disse folk, og som Herren din Gud vil give dig til ejendom, skal du ikke lade en eneste skabning få lov til at leve. Du skal slå dem alle med band og udrydde dem, både hetitterne, amoritterne, kanaanæerne, perisitterne, hevitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig. Ellers ville de efterligne alt det afskyelige, som de har gjort for deres guder, sådan at de synder mod Herren deres Gud.[4]

Josva tog hele landet, både fjeldlandet, Negev, lavlandet og bjergsiderne og alle kongerne der. Han lod ingen overlevende blive tilbage. Alt levende slog han med band, sådan som Herren, Israels Gud, havde påbudt. [5]

Siden man ikke finder vers i Det nye Testamente, som opfordrer til vold, må de, som holder fast på synet om, at kristendommen er lige så voldelig som islam, basere sig på historiske hændelser som korstogene, udført af europæiske kristne mellem det 11. og 13. århundrede.

Korstogene var virkelig voldelige og førte til grusomheder, efter dagens målestok, under den kristne fane og i kristendommens navn.

For eksempel blev angivelig næsten alle indbyggere i Jerusalem regulært slagtet af korsfarerne i 1099, efter at de kæmpede sig gennem muren rundt om den hellige by. Ifølge Gesta Danorum (Saxo, red.), en historisk krønike fra middelalderen, “var nedslagtningen så voldsom, at vore mænd vadede til anklerne i blod.” [6]

Når alt, hvad Armstrong, Esposito, Jenkins og andre hævder, tages i betragtning, hvordan kan jøder og kristne så pege på Koranen som bevis for volden i islam, mens de samtidig ignorerer deres egne skrifter og historie?

BIBELEN KONTRA KORANEN

Svaret er, at sådanne observationer blander historie og teologi sammen ved ikke at adskille folks jordiske handlinger fra det som regnes som Guds uforanderlige ord.

Den fundamentale fejl er, at jødisk-kristen historie, som er voldelig, blandes sammen med islamisk teologi, som befaler vold. Selvfølgelig har de tre store monoteistiske religioner hver sin del af vold og intolerance mod “de andre”.

Det vigtigste spørgsmål er derfor, om denne vold er påbudt af Gud eller bare ønsket af militante krigselskende mænd.

Sådan set er volden i Det gamle Testamente et interessant tilfælde. Gud har helt klart befalet israelitterne at udslette kanaanæerne og de andre stammer i området. Denne vold er derfor et udtryk for Guds vilje på godt og ondt.

Alligevel er alle de historiske voldsudgydelser begået af israelitterne og nedskrevet i Det gamle Testamente netop det – historiske.

Det skete, Gud befalede det.

Men det skete på specifik tid og sted rettet mod en speciel stamme. Denne vold blev aldrig standardiseret eller kodificeret som del af jødisk lovgivning. Kort fortalt er de bibelske fortællinger om vold deskriptive – ikke normative.

Det er det som gør den islamske vold unik. Selv om den ligner den fra Det gamle Testamente, befalet af Gud og manifesteret i historien, er visse aspekter ved islamisk vold og intolerance blevet standardiseret i islamisk lov og gælder til alle tider.

Selv om volden, som findes i Koranen har en historisk kontekst, er den endelige betydning teologisk. Tag for eksempel de følgende vers fra Koranen, bedre kendt som “sværdversene”:

Men når de fredlyste måneder er til ende, så dræb afgudsdyrkerne hvor I finder dem, pågrib dem, belejr dem, læg baghold for dem overalt! Men hvis de omvender sig, forretter bønnen og betaler det rituelle bidrag, så lad dem drage deres vej. [7]

Bekæmp dem som ikke tror på Gud og dommens dag, som ikke forbyder det Gud og Hans sendebud har erklæret forbudt, og som ikke bekender sandhedens religion fra de skriftkloge, til de punger ud med tribut i ydmyghed. [8]

Sværdversene har også en historisk kontekst på samme måde, som når Gud i Det gamle Testamente befalede israelitterne at angribe og dræbe deres naboer.

Gud åbenbarede først disse vers, efter at muslimerne under Muhammeds ledelse var blevet stærke nok til at invadere deres kristne og hedenske naboer.

Men til forskel fra de krigeriske vers og anekdoter fra Bibelen blev sværdversene fundamentet i Islams videre forhold til både “bogens folk”, dvs. kristne og jøder, samt “afgudsdyrkerne”, dvs. hinduer, buddhister og animister.

Faktisk var versene startskuddet for de islamske erobringer, som ændrede verdenskortet for altid. Baseret på Koranens 9:5 må for eksempel i henhold til islamisk lov afgudsdyrkere og polyteister enten konvertere til islam eller blive dræbt.

Samtidig er Koranens 9:29 den primære begrundelse for islams velkendte diskriminering af besejrede kristne og jøder som lever under islamisk overherredømme.

Faktisk har islams lærde gennem tiderne – sheiker, muftier og imamer – været enige om, forpligtende for det muslimske samfund, at islam skal være i evig krig med ikke-muslimerne helt til de underkaster sig muslimerne.

Dette baseret på sværdversene, flere andre koranvers samt mundtlige traditioner efter Muhammeds liv. Og det er en udbredt opfattelse blandt muslimske lærde, at eftersom sværdversene er blandt de sidst åbenbarede vers i Koranen, ophæver de alene ca. 200 andre af Koranens tidligere og mere tolerante vers.

Sådanne som “Der er ingen tvang i religionen.” [9] Den kendte muslimske lærde, Ibn Khaldun (1332-1406), beundret i Vesten for sin “progressive” kundskab, begraver også ideen om, at jihad er det samme som defensiv krigsførelse:

I det muslimske samfund er hellig krig, jihad, en religiøs pligt på grund af det universelle i den muslimske målsætning og forpligtelsen til at konvertere alle til islam enten ved overtalelse eller ved magtanvendelse.

De andre religiøse grupper har ikke haft en universel målsætning, og hellig krig har ikke været pligt for dem, undtagen i selvforsvar. De har bare pligt til at etablere deres religion blandt deres egne. Derfor var israelitterne efter Moses ikke optaget af kongelig autoritet (f.eks. et kalifat). Deres eneste opgave var at etablere deres religion, ikke at sprede den til de forskellige nationer. Men islam er forpligtet til at skaffe sig magt over andre nationer. [10]

De moderne autoriteter er enige. Jihad er i Encyclopaedia of Islam af Emile Tyan beskrevet således:

Udbredelsen af islam ved våben er en religiøs pligt som tilfalder muslimer generelt […] Jihad må udføres, til hele verden er underlagt islam. […] Islam må regere over hele verden, før doktrinen om Jihad [krigsførelse for udbredelse af islam] kan elimineres.

Den irakiske jurist Majid Khaduri (1909-2007) definerer jihad som krigsførelse og fortsætter:

jihad […] anses af alle jurister, næsten uden undtagelse, for at være en kollektiv pligt som tilfalder hele det muslimske samfund. [11] Og selvfølgelig taler muslimske lovsamlinger på arabisk endnu mere frit.« [12]

KORANENS SPROG

Når man sammenligner de voldelige vers i Koranen med de tilsvarende i Det gamle Testamentet, udmærker de sig ved et sprogbrug, som ligger udenfor tid og rum. Dermed inspireres de troende til at angribe ikke-troende i dag, lige så gerne som i går.

Gud befalede israelitterne at dræbe hetitterne, amoritterne, kanaanæerne, perisitterne, hevitterne og jebusitterne – alle sammen specifikke stammer i en specifik tid og på et specifikt sted. Gud gav aldrig en åben befaling til israelitterne og deres efterfølgere om at dræbe ikke-israelitter.

På den anden side, selv om islams første fjender i lighed med jødernes også var historiske folkeslag (f.eks. kristne byzantinere og zoroastriske persere), nævner Koranen sjældent disse ved deres eget navn. I stedet blev muslimer befalet at bekæmpe bogens folk – “til de punger ud med tribut i ydmyghed”, [13] og til “dræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem.” [14]

De to arabiske ord “hata” – indtil (engelsk “until”), og “haythu” – overalt, brugt i de originale vers, viser den evige og udbredte natur i disse befalinger. Der findes fremdeles “bogens folk”, som skal “ydmyges”, specielt i Nord- og Syd-Amerika, Europa og Israel.

Og der findes afgudsdyrkere “overalt”, specielt i Asien og i Afrika syd for Sahara. Faktisk er den slående karakteristik ved næsten alle de voldelige befalinger i islamiske tekster deres åbne og generelle natur: “Kæmp mod dem [ikke-muslimer] til der ikke længere findes forfølgelse, og al religion tilegnes Gud!” [15] Desuden, i en anerkendt tradition fra Hadith-samlingerne, erklærer Muhammed:

Jeg har fået befaling til at bekæmpe folk til de vidner om, at der er ingen gud uden Gud og at Muhammed er hans sendebud, og udføre bønnen, og betale almisser [dvs. konvertere til islam]. Hvis de gør det, er deres blod og ejendom beskyttet. [16]

Dette sproglige aspekt er vigtigt for at forstå fortolkningen af teksten, når det gælder vold. Og det er på sin plads at gentage, at hverken jødiske eller kristne tekster, henholdsvis Det gamle og Det nye Testamente, indeholder sådanne evigtvarende åbne befalinger.

Alligevel klager Jenkins over at:

Befalinger til drab, etnisk udrensning, institutionaliseret segregation, had og frygt for andre racer og religioner […] alt det findes i Bibelen, og forekommer hyppigere end i Koranen. Vi kan diskutere, hvad disse tekster betyder, og definitivt om de skal have relevans for senere tider. Men faktum er, at ordene findes der, og at de er inkluderet i teksterne betyder, at de bogstavelig talt er kanoniseret. Ikke mindre end i muslimske tekster. [17]

Så kan man spekulere på, hvad Jenkins mener med “kanoniseret”. Hvis han mener, at sådanne vers anses for at være en del af den jødisk-kristne kanon, så har han selvfølgelig ret.

Men hvis han med kanoniseret mener eller prøver at antyde, at disse vers er blevet taget med i det jødisk-kristne verdenssyn, tager han helt fejl.

Men man behøver ikke kun at støtte sig til fortolkninger og filosofiske argumenter. Både historiske og samtidige hændelser påviser løgnen i Jenkins’ relativisme. Mens kristendommen i de første hundrede år blev udbredt ved martyrernes blod, udbredtes islam ved voldelige erobringer og blodsudgydelser.

Faktisk har islam fra den første dag og frem til nutiden udbredt sig ved erobring, der hvor det var muligt. Størsteparten af det, som i dag er kendt som den islamske verden, dar al-Islam, blev erobret ved islams sværd. Dette er et historisk faktum, anerkendt af de islamske historikere, som har højest autoritet.

Selv Den arabiske halvø, islams “hjem”, blev erobret med stor magt og blodsudgydelser gennem Ridda-krigene, som fulgte efter Muhammeds død. Her blev titusinder af arabere ofre for sværdet under den første kalif Abu Bakr, fordi de havde forladt islam.

MUHAMMEDS ROLLE

Når det gælder standardholdningen, som siger, at islamisk vold er et produkt af muslimsk frustration over politisk og økonomisk undertrykkelse, må man spørge: Hvad med alle verdens undertrykte kristne og jøder, for ikke at snakke om hinduer og buddhister? Hvor er deres religiøst inspirerede vold?

Faktum er, at selv om den islamske verden får størsteparten af de dramatiske overskrifter – vold, terrorisme, selvmordsangreb, halshugninger – er den så vist ikke den eneste del af verden, som lider under både internt og eksternt pres.

For eksempel lider praktisk talt hele Afrika syd for Sahara under politisk korruption, undertrykkelse og fattigdom. Men når det kommer til vold, terrorisme og totalt kaos er det Somalia, som fører an – tilfældigvis også det eneste land syd for Sahara, som er fuldstændig muslimsk.

Og den gruppe som har mest ansvar for den somaliske vold og implementering af intolerante, barbariske lovregler, medlemmer af jihad-gruppen Al-Shabab argumenterer og retfærdiggør deres handlinger med islam.

Også i Sudan er et jihad-folkemord mod de kristne og polyteistiske folkegrupper i gang fra den islamiske regering i Khartoum, og har efterladt næsten en million døde “vantro” og “frafaldne”.

Sudans præsident Hassan Ahmad al-Bashir, efterlyst af den internationale straffedomstol, er blevet taget i forsvar af OIC, Organization of the Islamic Conference, en samarbejdsorganisation for de muslimske nationer. Det siger noget om islams accept af vold mod både ikke-muslimer og de, som er bedømt som ikke gode nok muslimer.

I Latinamerika og ikke-muslimske asiatiske lande findes der også en god del undertrykkende, autoritære regimer, fattigdom og alt det andet, som den muslimske verden lider under.

Men til forskel fra de daglige overskrifter, som kommer fra den islamiske verden, er der ingen rapporter om praktiserende kristne, buddhister eller hinduer, som kører lastbiler med eksplosiver ind i bygninger til de undertrykkende regimer, f.eks. de cubanske og kinesiske, mens de vifter med deres skrifter og skriger “Jesus (eller Buddha eller Vishnu) er stor!” Hvorfor?

MUHAMMEDS EKSEMPEL

Der findes endnu et aspekt, som ofte overses, enten af uvidenhed eller naivitet, af dem, som insisterer på, at vold og intolerance er ligeligt fordelt mellem religionerne. Bortset fra de guddommelige ord i Koranen er Muhammeds gerninger, hans sunna eller “eksempel”, en vigtig kilde for lovgivning i islam.

Muslimer opfordres til at efterligne Muhammed i alle livets gerninger: “I Guds sendebud har I haft et godt eksempel.” [18] Og Muhammeds mønster for hvordan man omgås ikke-muslimer er ganske direkte.

For eksempel argumenterer Osama bin Laden – som har tilslutning fra den halve arabisk-islamiske verden ifølge en meningsmåling fra Al-Jazeera [19] – mod konceptet moderat islam på denne sarkastiske måde:

“Moderation” blev demonstreret af vor profet, som ikke opholdt sig længere end tre måneder i Medina uden at plyndre eller sende et plyndringstogt ind i de vantros land for at slå deres fæstninger ned og tage kontrol over deres ejendomme, deres liv og deres kvinder. [20]

Plyndring af vantro, at tage børn som slaver og kvinder til konkubiner, er faktisk godt legitimeret af og baseret både på Koranen og Muhammeds sunna. [21]

Og konceptet sunna – som 90 procent af de over 1 milliard muslimer er opkaldt efter, betyder, at alt der blev gjort eller godkendt af Muhammed, menneskehedens mest perfekte eksempel, gælder for muslimer i dag lige så meget som i går.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at mængder af muslimer lever og ånder for plyndring og voldtægt.

Men det betyder, at de, som af naturen er tilbøjelig til at begå sådanne aktiviteter, og samtidig er muslimer, kan retfærdiggøre, og faktisk retfærdiggør deres handlinger ved at referere til “profetens sunna”.

Sådan som for eksempel Al-Qaida retfærdiggjorde 9/11-angrebene, hvor uskyldige inklusive kvinder og børn blev dræbt: Muhammed autoriserede sine efterfølgere til at bruge katapulter under belejringen af Ta’if i 630 e.kr, selv om han var klar over, at kvinder og børn var beskyttet der.

Befolkningen havde nægtet at kapitulere, og når han blev spurgt, om det var tilladt med natlige angrebstogt, eller at sætte ild til de vantros befæstninger, selv om kvinder og børn var blandt dem, skal profeten have svaret: “De [kvinderne og børnene] er fra dem.” [22]

JØDISK OG KRISTEN METODE

Selv om jødedommen er en lovreligion, har den ingen ækvivalens til sunna. Patriarkernes ord og gerninger, som beskrevet i Det gamle Testamente blev aldrig en del af jødisk lov.

Abrahams hvide løgne, Jakobs svig, Moses’ temperament, Davids utroskab eller Salomons promiskuitet blev aldrig brugt som instrukser til jøder og kristne. De blev forstået som historiske gerninger udført af fejlfulde mænd, som ofte blev straffet af Gud for deres langt fra ideelle opførsel.

Når det gælder kristendommen, blev meget af Det gamle Testamente ophævet eller opfyldt – afhængig af hvordan man ser det – af Jesus. “Øje for Øje” blev erstattet af “vend den anden kind til”.

Fuldstændig kærlighed til Gud og ens næste blev den højeste lov. [23]

Videre er Jesus’ sunna – som i “hvad ville Jesus have gjort?» – karakteriseret ved passivitet og altruisme. Det nye Testamente indeholder absolut ingen opfordringer til vold.

Der er fremdeles nogen, som forsøger at fremstille Jesu grundlæggende karakter som ligeså militant som Muhammed ved at citere det vers, hvor førstnævnte – som “Alt dette talte Jesus i lignelser til folket, og uden i lignelser sagde han ikke noget til dem.” [24] – sagde, “Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.” [25]

Baseret på sammenhængen, som dette vers faldt i, er det klart, at Jesus ikke befalede vold mod ikke-kristne, men derimod forudså konflikt mellem kristne og omgivelserne.

En træffende spådom, eftersom de første kristne så langt fra greb til sværdet, men derimod døde passivt ved sværdet i martyrdom, således som det så alt for ofte fortsat sker i den muslimske verden. [26]

Andre peger på volden, som bliver forudsat i Johannes’ Åbenbaring, og forstår nok en gang ikke, at hele beskrivelsen er deskriptiv – for ikke at sige fuldstændig symbolsk – og på ingen måde normativ for kristne.

Hvordan kan nogen med god samvittighed sammenligne en håndfuld vers fra Det nye Testamente, som bruger “sværd” som metafor, med de bogstavelig talt hundredevis af instrukser i Koranen og udsagn fra Muhammed, som helt klart befaler muslimer at bruge et vældig bogstaveligt sværd mod ikke-muslimer?

Upåvirket af dette beklager Jenkins sig over det faktum, at jøder i Det nye Testamente “planlægger at stene Jesus, de konspirerer for at dræbe ham, som svar kalder Jesus dem løgnere, djævelens børn.” [27]

Man mangler at se, om det at blive kaldt “djævelens børn” er en større fornærmelse end at beskrives som efterkommere til aber og svin – Koranens benævnelse af jøder. [28]

Når man ser bort fra mærkesedlerne, er det, som er af betydning her, at Det nye Testamente ikke befaler kristne at behandle jøder som “djævelens børn”, mens det baseret på Koranen, primært 9:29, er i henhold til islamisk lov obligatorisk for muslimer at diskriminere jøder, ja faktisk alle ikke-muslimer.

Betyder dette, at ingen erklæret kristen kan være antisemit? Selvfølgelig ikke.

Men det betyder at kristne antisemitter er levende selvmodsigelser af den enkle grund, at kristendommen, både tekstligt og teologisk, så absolut ikke befordrer had eller fjendskab, men utvetydig lægger vægt på kærlighed og tilgivelse.

Om alle kristne overholder forpligtelsen er egentlig ikke pointen, akkurat som om alle muslimer udfører den obligatoriske jihad heller ikke er det. Det eneste spørgsmål er: Hvad befaler religionerne?

John Esposito har derfor ret når han erklærer at “Jøder og kristne har udført voldelige handlinger.” Men han tager fejl når han lægger til: “Vi [kristne] har vor egen had-teologi.” Ingenting i Det nye Testamente underviser i had – og så vist ikke noget lignende som de koranske påbud som:

Vi [muslimer] er færdige med dem [ikke-muslimer] og det, de tilbeder udenom Gud! Vi tager afstand fra dem, og mellem dem og os er opstået fjendskab og had for altid, indtil de måtte tro på Gud alene.” [29]

REVURDERING AF KORSTOGENE

På denne baggrund kan vi bedre forstå de historiske korstog – hændelser, som er blevet grundigt forvrænget af islams mange indflydelsesrige apologeter.

For eksempel har Karen Armstrong praktisk talt gjort karriere ved at give et forvrænget billede af korstogene ved for eksempel at skrive, at “Ideen om at islam blev udbredt ved sværdet er en vestlig myte, opfundet i korsfarertiden, da det faktisk var de kristne fra vesten som udkæmpede brutale hellige krige mod islam.” [30]

At en tidligere nonne er så fanatisk i sin fordømmelse af korstogene sat op mod hvad som helst udført af islam, gør bare hendes kritik endnu mere salgbar.

Men sådanne udsagn ser helt bort fra det faktum at fra islams begyndelse mere end 400 år før korstogene, har kristne fået at føle, at islam blev udbredt ved sværdet. [31]

Faktisk har anerkendte muslimske historikere som Ahmad Ibn Yahya al-Baladhuri (d. 892) og Muhammad ibn Jarir at-Tabari (838-923) århundreder før korstogene gjort det klart, at islam blev spredt ved sværdet.

Faktum er, at korstogene var et modangreb mod islam – ikke et uprovokeret overfald, som Armstrong og andre revisionistiske historikere fremstiller det som. Den eminente historiker Bernard Lewis formulerer det godt:

Til og med de kristne korstog, som ofte sammenlignes med muslimernes jihad, var i sig selv et forsinket og begrænset svar på jihad, og delvis også en efterligning. Men i modsætning til jihad var de i hovedsagen optaget af forsvar eller generobring af tabte kristne områder. Med få undtagelser begrænser de sig til den vellykkede generobring af sydvest-Europa og den ikke vellykkede krig for at generobre det hellige land og standse osmannisk fremrykning på Balkan. Den muslimske jihad derimod blev opfattet som ubegrænset, som en religiøs pligt, som ikke endte før hele verden enten var gået over til islam eller var underlagt muslimsk styre. […] Formålet med jihad er at bringe hele verden under islamisk lov. [32]

I tilgift øgedes muslimske invasioner og overgreb mod kristne i tiårene før korstogene startede i 1096. Fatimid-kalifaten Abu ‘Ali Mansur Tariqu’l-Hakim (996-1021), vandaliserede og ødelagde flere vigtige kirker som Markuskirken i Egypten og Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem og udstedte mere end vanlig undertrykkende dekreter mod kristne og jøder.

I 1071 knuste så seldsjukkerne øst-romerne i det vigtige slag ved Manzikert og erobrede derved en stor del af det byzantinske Anatolien, et forvarsel om erobringen af Konstantinopel århundreder senere.

På baggrund af dette opfordrede Pave Urban II (1088-1099) til korstogene:

En grusom historie er kommet ud fra Jerusalem og Konstantinopel og er blevet os fortalt flere gange, nemlig at en race fra det persiske kongedømme [dvs. muslimske tyrkere] […] har invaderet de kristnes lande og reduceret befolkningen ved sværd, ran og ildebrand. De har ført en del af fangerne væk til deres eget land, og nogen er blevet tortureret til døde. Guds kirker er enten blevet fuldstændig ødelagt eller konverteret til brug for deres egen religion. [33]

Selv om beskrivelsen fra Urban II er historisk korrekt, står vi igen med det problem, at uanset, hvordan man tolker disse krige – som offensive eller defensive, retfærdige eller uretfærdige – er det klart, at de ikke er baseret på Jesu eksempel.

Han som opfordrede sine disciple til: “Elsk jeres fjender, velsign dem som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer, og bed for dem, som mishandler jer og forfølger jer.” [34] Faktisk tog det århundreder med teologisk debat, fra St. Augustin til Aquinas, for at rationalisere defensiv krigsførelse, udtrykt som “retfærdig krig”.

Hvis der er nogen, som ser ud til ikke at have fulgt deres skrifter, er det korsfarerne, ikke jihadisterne. Eller for vende det rundt er det jihadisterne, ikke korsfarerne, som har været mest bogstavtro mod deres skrifter.

I tilgift er korstogene, på samme måde som de voldelige beretninger i Det gamle Testamente, af historisk natur og ikke manifesteringer af dybere sandheder fra skrifterne.

I stedet for at forklare noget om kristendommens natur, er korstogene ironisk nok bedre egnet til at forklare islam. For korstogene demonstrerede en gang for alle, at mennesker er disponeret for vold uanset religiøs overbevisning – faktisk til trods for, i tilfældet med de såkaldte kristne korstog.

Og dette tvinger spørgsmålet frem:

Hvis kristne, der blev befalet at elske, velsigne og gøre gode gerninger mod deres fjender, alligevel hadede, forbandede og forfulgte dem, hvor meget mere kan man så forvente af muslimer, som, mens de deler de samme voldelige tendenser, også får befaling af deres Gud til at angribe, dræbe og plyndre ikke-troende?

Artiklen, der oprindeligt blev bragt i tidsskriftet The Middle East Quarterly er oversat fra engelsk af Document og fordansket af Else Rydahl

Noter

[1] Andrea Bistrich, “Discovering the common grounds of world religions,” interview with Karen Armstrong, Share International, Sept. 2007, pp. 19-22.[2] C-SPAN2, June 5, 2004.[3] Philip Jenkins, “Dark Passages,” The Boston Globe, Mar. 8, 2009.[4] 5. Mosebog 20:16-18.[5] Josva 10:40.[6] “The Fall of Jerusalem,” Gesta Danorum, accessed Apr. 2, 2009.[7] Koranen 9:5. Alle norske oversættelser af koranvers er fra Einar Bergs udgave.[8] Koranen 9:29.[9] Koranen 2:256.[10] Ibn Khaldun, The Muqudimmah: An Introduction to History, Franz Rosenthal, trans. (New York: Pantheon, 1958,) vol. 1, p. 473.[11] Majid Khadduri, War and Peace in the Law of Islam (London: Oxford University Press, 1955), p. 60.[12] See, for instance, Ahmed Mahmud Karima, Al-Jihad fi’l-Islam: Dirasa Fiqhiya Muqarina (Cairo: Al-Azhar University, 2003).[13] Koranen 9:29.[14] Koranen 9:5.[15] Koranen 8:39.[16] Ibn al-Hajjaj Muslim, Sahih Muslim, C9B1N31; Muhammad Ibn Isma’il al-Bukhari, Sahih al-Bukhari (Lahore: Kazi, 1979), B2N24.[17] Jenkins, “Dark Passages.”[18] Koranen 33:21.[19] “Al-Jazeera-Poll: 49% of Muslims Support Osama bin Laden,” Sept. 7-10, 2006, accessed Apr. 2, 2009.[20] ‘Abd al-Rahim ‘Ali, Hilf al Irhab (Cairo: Markaz al-Mahrusa li ‘n-Nashr wa ‘l-Khidamat as-Sahafiya wa ‘l-Ma’lumat, 2004).[21] For eksempel, Koranen 4:24, 4:92, 8:69, 24:33, 33:50.[22] Sahih Muslim, B19N4321; for English translation, see Raymond Ibrahim, The Al Qaeda Reader (New York: Doubleday, 2007), p. 140.[23] Matteus 22:38-40.[24] Matteus 13:34.[25] Matteus 10:34.[26] See, for instance, “Christian Persecution Info,” Christian Persecution Magazine, accessed Apr. 2, 2009.[27] Jenkins, “Dark Passages.”[28] Koranen 2:62-65, 5:59-60, 7:166.[29] Koranen 60:4.[30] Bistrich, “Discovering the common grounds of world religions,” pp. 19-22; For a critique of Karen Armstrong’s work, see “Karen Armstrong,” in Andrew Holt, ed. Crusades-Encyclopedia, Apr. 2005, accessed Apr. 6, 2009.[31] See, for example, the writings of Sophrinius, Jerusalem’s patriarch during the Muslim conquest of the Holy City, just years after the death of Muhammad, or the chronicles of Theophane the Confessor.[32] Bernard Lewis, The Middle East: A Brief History of the Last 2000 Years (New York: Scribner, 1995), p. 233-4.[33] “Speech of Urban—Robert of Rheims,” in Edward Peters, ed., The First Crusade: The Chronicle of Fulcher of Chartres and Other Source Materials (Philadelphia: University of Pennsylvania Press, 1998), p. 27.[34] Matteus 5:44.