Sharia, kvinder og Libyen
Af Helle Merete Brix, HRSForleden udsendte organisationen Women Living Under Muslim Laws en pressemeddelelse om forholdene i Libyen. Den udtrykker foruroligelse over, at man i et kommende libysk parlament har afsat en kvote på 10 procent til kvinder. Det vil sige 20 pladser ud af 200. Det er alt for lidt, mener WLUML og de libyske græsrodsorganisationer, som WLUML samarbejder med.
I det hele taget er der grund til bekymring om Libyen. I de seneste meldinger fra landet forlyder det, at landet kan være på vej mod borgerkrig. Det militære overgangsråd frygter, at man ikke får nedkæmpet de militser, der kæmper for indflydelse efter Gaddafis død. Grupperne kræver politisk indflydelse og repræsentation i parlamentet.
Men selvom borgerkrigen undgås: Hvilket Libyen vil der opstå? Overgangsrådets leder, Mustafa Abdel Jali proklamerede sidste år at Libyen agtede at lade sharia være grundlaget for landets lovgivning. Blandt andre den danske udenrigsminister Villy Søvndal var ude og mumle beroligende ord. Andre tog mindre let på denne udmelding. Den danske eks-politiker Naser Khader, der i årevis har været en af frontfigurerne i dansk shariadebat, rystede på hovedet over Søvndal: ”For det første er der ikke noget, der hedder blød sharia. Og selv hvis der var, så er den heller ikke ok.” Og videre: ”Herunder hører jo også flerkoneri, at børnene er mandens ejendom, og at en kvinde kun kan arve det halve af, hvad en bror arver”. Hvad er shariaOgså i den forbindelse udsendte WLUML en pressemeddelelse. WLUML skrev, at man fandt det dybt bekymrende at den nye regering havde besluttet sig for at sløjfe en række love og erstatte dem med sharia. Men for det første, påpegede WLUML: Det er folket, der skal ændre lovene i overensstemmelse med demokratiets spilleregler, det er ikke herskerne. WLUML understregede, at man støttede enhver uafhængig kvindeorganisation i at forlange, at noget sådant blev gjort.
Derudover påpegede WLUML, at når man udskifter love med religiøse love, rammes kvinder på punkter som ægteskab, skilsmisse, formynderskab, polygami, arv ect. Samt i spørgsmål om familiekodeks og personlig status.
WLUML påpeger også, at sharia synes at variere i enorm grad fra land til land. Måske et ekstra fingerpeg om, skriver WLUML, at disse love vitterligt ikke er Gudsgivne, men skabt af mennesker. Lovene inkluderer elementer fra kultur og tradition.
WLUML giver et par eksempler på, hvordan koranen tolkes forskelligt af forskellige magthavere. I Tunesien tog man i 1956 den historiske beslutning at forbyde polygamiet; begrundelsen var, at koranen i et vers klart angiver, at man skal behandle forskellige hustruer ens og at det ikke er muligt for en mand at opfylde sådanne betingelser. I Algeriet i 1962 var det det samme vers om ret til flerkoneri og angivelsen af, at de skal behandles ens, der legitimiserede polygamiet. WLUML spørger i pressemeddelelsen: ”Hvilken af disse modstridende fortolkninger er ”Sharia””? Sharia på gadeplan
Her kan det måske være nødvendigt at påpege, at alene det at man er nødt til at forholde sig til koranen, når man ændrer en skelsættende lov i et muslimsk land viser, at der stadig er lang vej at gå. For i et demokrati bør det ikke være religiøse skrifter, man konsulterer, før man overvejer lovenes indretning.
Derudover kan det ikke siges tit nok: Selv ”blød sharia”, hvad man så end lægger i begrebet, kan være en katastrofe for kvindens stilling i samfundet. I en lang række muslimske lande lægger sharia en begrænsning på kvinders liv. Tænk blot på lande som Saudi Arabien og Iran. Men også i mere moderate muslimske lande er der problemer. Et aktuelt eksempel er den egyptiske nøgenblogger Aliaa Magda Elmahdy, der i efteråret 2011, i protest mod de islamiske partiers fremmarch, lagde et nøgenbillede af sig selv ud på internettet. En gruppe islamiske retslærde vil have hende dømt efter islamisk lov. Egypten regeres ikke efter sharia bortset fra i familieretslige spørgsmål. Men adskillige bestemmelser i lovgivningen er inspireret af sharia. Egypten har således en bestemmelse om forhånelse af religion; Elmahdy, der er erklæret ateist, kan i værste fald dømmes til tre års fængsel. Hertil kommer, hvad private religiøse grupper måske kan finde på at gøre ved hende og andre, kvinder såvel som mænd, der optræder på en måde, de finder krænkende. Jævnfør drabet på advokaten Faruq Fouda i 1992; der gik kun fem dage fra en retslærd ved Al Azhar Universitetet i Cairo havde udråbt Faruq Fouda som frafalden på grund af hans lille skrift ”Nej til sharia” til to medlemmer af en radikal islamisk gruppe myrdede Fouda på åben gade i Egyptens hovedstad. I retten forsvarede den samme retslærde morderne.
Der findes mig bekendt ikke et eneste muslimsk land, hvor kvinder har en udstrakt grad af frihed. Dermed heller ingen mænd, der har det. Hvis ikke en formel sharia begrænser menneskers liv og stiller vanskeligheder i vejen på det familieretslige område, så gør en uformel sharia, kultur og tradition. Man kan bare forestille sig, hvad svar man ville få i Teheran og Ankara, hvis man spurgte unge mænd, om de er ligeglade med, om den hustru de får er jomfru. Jeg tør godt gætte på, hvad svaret er.
Derfor er der naturligvis grund til bekymring, når et ”befriet” land som Libyen som det første stiller sig op og taler om sharia. At politikere som min egen udenrigsminister tager let på den slags viser, at mange i Vesten har glemt, hvad ufrihed er. Og hvad mandlig beskyttertrang egentlig betyder: At man værner om kvinder.