Sekulære fatwaer over Europa
Af Helle Merete Brix, HRSLondon: ”Blasfemi plejede at blive betragtet som en krænkelse af Gud. I dag opfattes blasfemi som en krænkelse af den individuelle troende”. Ordene er den britiske forfatter Kenan Maliks, og de faldt forleden på en konference med titlen ”Blasfemi” i Conway Hall i London. Konferencen var arrangeret af The Center for Inquiry og British Humanist Organisation. Der var omtrent fuldt hus og glimrende talere iblandt, udover forfatteren Kenan Malik (Malik har senest udgivet ”From fatwa to jihad: The Rushdie Affair and its legacy”, red) for eksempel menneskerettighedsjuristen Jacob Mchangama fra Danmark og den iransk-britiske menneskerettighedsaktivist Maryan Namazie, der også er grundlægger af organisationen One Law for All.
Mchangama fastslog blandt andet i sit indlæg, at menneskerettighederne i dag ulykkeligvis er blevet et instrument for at undertrykke ytringsfriheden. Og han satte navn på organisationer, der er hoppet med på hatespeech-lovgivningsvognen såsom Amnesty International og Human Rights Watch. l Danmark er Mchangama kendt som en ivrig fortaler for at få afskaffet blasfemiparagraffen og den såkaldte racismeparagraf, som rights.no har skrevet om på det seneste ved flere lejligheder.
Men det bliver Maryam Namazie, som denne artikel koncentrerer sig om, ikke mindst fordi en aktuel begivenhed involverer One Law for Alls talsperson, advokaten Ann Marie Waters og må ses som en alvorlig trussel mod ytringsfriheden. Anne Marie Waters skulle for nylig have talt om sharia og menneskerettigheder på et møde i Queen Marys College´s Atheism, Secularism and Humanism Society i London. Men mødet med de studerende måtte aflyses kort efter start. En mand kom ind i lokalet, fotograferede folk og bekendtgjorde, at hvis der blev sagt et negativt ord om profeten, ville han finde frem til de ansvarlige folk. I forhallen fotograferede han studerende og truede med at dræbe dem. Trusler mod møde om sharia Og her var Namazies fremstilling faktisk ikke helt korrekt. Namazie sagde i sit indlæg, at hun var forundret over ”hvor let folk lod i Vesten lader sig skræmme”. Hun mente, at de studerende skulle have fortsat mødet. Men der var ikke, som Namazie fortalte, kun tale om en trussel i form af en enkelt mand, der gik ind i lokalet. Præsidenten for det pågældende studentersamfund, Jennifer Hardy, var blandt deltagerne i konferencen, og hun fortalte til HRS, da den var slut, at hun først og fremmest måtte tænke på at tage sig af tilhørernes sikkerhed. For ”Der var en gruppe af andre mænd udenfor lokalet. Folks liv kunne være i fare”. Hardy fortalte samtidig, at studentersamfundet er fast besluttet på at gentage mødet i nær fremtid, forhåbentlig inden for tre-fire uger. Det afhænger af, om den fornødne ekstra sikkerhed kan bringes på plads.
Men Namazie havde fine pointer: Hun var heller ikke i denne tale bleg for at tale om en ”islamisk inkvisition”: ”Jeg begyndte at bruge dette udtryk, fordi mennesker født ind i islam har helt anderledes svære betingelser end folk født ind i kristendommen, hvis de ønsker at forlade den. Det gælder ikke blot, hvis du lever i Mellemøsten, men også i for eksempel flere britiske byer i dag”.Retten til bevidst at fornærmeNamazie klassificerer ligeledes love mod blasfemiske ytringer og såkaldt islamofobi som ”sekulære fatwaer”. Hun påpegede det absurde i, at de, der kritiserer islams dogmer er udsat for mere kritik end de, der intimiderer eller bruger vold mod sådanne kritikere: ”Du er provokerende”. Eller ”Din kollega blev truet. Men hvad forventer du, når hun bringer sådan et emne op?”. Det er for eksempel reaktioner, som Namazie har mødt. Men: ”Det er lige så irrelevant at diskutere måden, kritikken bliver fremsat på som det er at diskutere, hvad en kvinde der blev voldtaget havde på af tøj”.
Og Namazie undrede sig, i lighed med Kenan Malik over, hvad venstrefløjen opfatter som den ”autentiske, muslimske stemme”: ”Det er altid den mest bagstræberiske, den mest undertrykkende. Hvorfor er det ikke den kvinde, der ikke vil bruke hijab?”
Namazie tog også fat på et andet omstridt punkt. Har man lov bevidst at fornærme nogen i den offentlige debat? For når der bliver ballade, er der altid ”de, der vil sige, at de aldrig havde til hensigt at fornærme. Men det er irrelevant. Retten til at fornærme følger med ytringsfriheden. Så hvorfor undskylde?”
Mest vigtig var måske Namazies påpegning af, at fornærmelser og krænkelser i disse tider ofte anses for mere alvorlige end trusler om vold eller vold: ”Det er mere vigtigt ikke at fornærme end at mennesker bliver angrebet. Vi, der kritiserer islam angriber ikke bogen. For islamisterne er trusler og vold blot ”business as usual””.