Publisert i jp.dk. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Kai Sørlander, filosof og forfatter
Teknologien har muliggjort globaliseringen; men det er politikerne, som har virkeliggjort den. Det er politikerne, som har liberaliseret handelen med varer og tjenesteydelser; og det er dem, som har liberaliseret markedet for finansielle transaktioner.Når politikerne er gået den vej, skyldes det især to hensyn. For det første et økonomisk. Den økonomiske teori siger, at et frit marked producerer mest effektivt, fordi tingene så bliver produceret der, hvor det er billigst. For det andet et demokratisk hensyn. Eftersom det er den herskende opfattelse, at demokrati og politisk frihed følger med et frit marked.Har politikerne så ret? Fører globaliseringen faktisk til økonomisk fremgang? Og fører den faktisk også til fremgang for demokratiet? Gevinsterne høstes i de øverste lag
Begynder vi med det første spørgsmål, så har globaliseringen i praksis medført, at megen produktionsvirksomhed er flyttet fra højtlønslande som USA og Danmark til lavtlønslande som Kina og Indien. Det er mere effektivt, hvis virksomhederne bygger deres fabrikker i Kina og udnytter arbejdskraften der. Til gengæld har det ført til arbejdsløshed blandt vore egne industriarbejdere. Ifølge teorien skulle de så kunne finde alternativt arbejde – måske ved hjælp af mere uddannelse. Men i virkeligheden har denne del af teorien fungeret mindre godt. Derfor er globaliseringen ikke kommet alle samfundslag lige meget til gode. Gevinsterne er blevet høstet i de øverste lag, mens den gamle arbejderklasse er blevet forfordelt. Alt i alt har globaliseringen nok ført til billigere varer, men også til større social ulighed.Er det retfærdigt? Når vi betænker, at globaliseringen af markedet er en følge af politiske beslutninger, så må svaret på dette spørgsmål også afhænge af en politisk vurdering. Det er altså et spørgsmål, som i vort samfund skal afgøres i den demokratiske beslutningsproces.Globaliseringen af demokratiet og den politiske frihed?Hermed er vi så ved det andet hensyn, som har fået vore politikere til at slå ind på globaliseringens vej: troen på, at globaliseringen af markedet også vil føre til globaliseringen af demokratiet og den politiske frihed. Denne tro bygger på erfaringerne fra Den Kolde Krig. Her stod Sovjetunionen med sin autoritære planøkonomi over for Vesten med dens markedsøkonomi og politiske demokrati. I det lys var det naturligt ikke kun at se en elementær sammenhæng mellem demokrati og markedsøkonomi, men også at se markedsøkonomien som en garanti for politisk frihed, ligeværdighed og demokrati. Det sidste er imidlertid en illusion. Hvis vi hver især alene handler efter en simpel økonomisk logik og kun tager stilling ud fra vor egen økonomiske interesse, så er der ingen forpligtelse til at betragte den anden som politisk ligeværdig; og uden politisk ligeværdighed er der heller ikke demokrati og almen politisk frihed. Den demokratiske orden kan kun opretholdes, hvis det store flertal sætter selve opretholdelsen af denne orden over sin egen økonomiske interesse. Og den rangorden kan ikke begrundes på en rent markedsøkonomisk logik. Den må begrundes på en filosofisk etik. Når vi rent abstrakt spørger, hvem der bør tage de politiske beslutninger, så kan vi ikke begrunde, at nogen har særlig ret. Det vil sige, at vort fælles ideal bør være, at alle har lige ret, og at det politiske styre bør være en form for demokrati.Men én ting er, at demokratiet som politisk ideal rent rationelt bør stå højere end idealet om en markedsøkonomi. En anden ting er, hvorledes vi faktisk har fået denne rangorden bygget ind i de forskellige europæiske befolkninger, således at vi har kunnet skabe nogenlunde velfungerende demokratier. Hvorfor er det sket netop her og ikke i én af de andre store kulturer?Findes svaret i religionerne?Der er grund til at tro, at svaret skal findes i religionerne. Når man skal forklare, hvorfor det netop var i den europæiske kultur, at man alment nåede frem til at anerkende den individuelle autonomi, som er forudsætning for, at en demokratisk orden kan slå rod, så er det relevant at pege på, at kristendommen selv stiller krav om en sådan autonomi. Udvendigt siger Jesus, at den enkelte hellere skal følge ham end sin fader, moder og øvrige familie. Men det helt afgørende er budskabet om, at den enkelte frelses alene ved sin egen personlige tro – og ikke ved sine gerninger. En tro, der – som Paulus sagde – er dårskab for grækere, og som går på tværs af al fornuft.Dette krav om autonom tro på tværs af fornuften adskiller kristendommen fra de andre store religioner. I islam fødes man som muslim og stilles under islamisk lov. Islam er fremmed over for ideen om et autonomt valg og om frelse ved tro alene. Konfucianismen er ikke en lære om personlig tro, men om traditionens værdi. Hinduisme og buddhisme foreskriver, at vi lever i genfødslernes kredsløb, og hvad vi skal gøre for at forbedre vor placering i dette kredsløb. Her stilles ikke krav om en autonom og irrationel tro, men om at man skal underkaste sig specielle handlemønstre og meditationsteknikker. Således adskiller de andre store religioner sig fra kristendommen på det punkt, som er centralt for rodfæstelsen af en demokratisk orden.Blindt og naivt ind i globaliseringen Med denne argumentation har jeg gjort to ting. På den ene side har jeg givet en historisk forklaring på, hvorfor den sekulære demokratiske samfundsorden netop brød igennem i den europæiske kultur. Og på den anden side har jeg forklaret, hvorfra den europæiske kultur fik de værdier – om den enkeltes autonomi og om individernes politiske ligeværdighed – som demokratiet forudsætter, og som nødvendigvis skal fastholdes, hvis den fri markedsøkonomi med dens reducerede menneskeopfattelse ikke skal undergrave demokratiet.Set på den baggrund er vi gået blindt og naivt ind i globaliseringen. En fejlagtig tro på, at markedsøkonomien er en garanti for demokratiet, har fået os til at tro på, at globaliseringen af økonomien i sig selv vil være med til at sikre demokratiet. Men i realiteten har det haft den modsatte virkning. Det har skabt nye problemer – både indadtil og udadtil.Som allerede bemærket har globaliseringen ført til øget økonomisk ulighed i vore egne demokratier. Får de ikke denne ulighed under kontrol, så svækkes de. Spørgsmålet er så, om de er stærke nok til at løse den opgave. Det vil sige, om flertallet forstår demokratiet godt nok til at sætte sin demokratiske forpligtelse over sin økonomiske egeninteresse. Snæver egeninteresse
Det er ikke svært at se en trussel i den opgave. Hvis de, der er afhængige af statslig omfordeling, bliver tilstrækkeligt mange, så kan de ud fra en snæver egeninteresse vedtage, at omfordelingen skal være relativt høj. Det kan så medføre, at der ikke vil være nogen personlig fordel ved at yde en særlig indsats, og at de økonomiske kilder på længere sigt tørrer ud. Det er en reel fare, som blandt andre Asger Aamund og Liberal Alliance igen og igen har advaret imod.Men der er en komplementær trussel. De rigeste kan bruge deres rigdom og deres medfølgende politiske indflydelse til at kæmpe imod enhver progression i skattesystemet. Hvor effektivt det kan være, har vi specielt set i USA, hvor globaliseringen har ført til markant øget ulighed – til skade for demokratiet. Hvorfor Aamund synes, at denne trussel er mindre, kan man kun gisne om.Når det kommer til udenrigspolitikken, så narrer vi os selv, hvis vi tror, at ideen om politisk ligeværdighed lige så let kan udgå fra konfucianismens traditionsdyrkelse som fra kristendommens tro på, at individet frelses alene ved sin egen personlige tro. Markedsøkonomiens udbredelse i Kina betyder, at den enkelte får større frihed til at handle efter sin egen økonomiske kalkule. Men derfra er der overhovedet ingen forpligtelse til at betragte den anden som politisk ligeværdig. Så hvis man skal have et velfungerende demokrati i Kina, så står tilbage, hvorledes man dér får udviklet forpligtelsen til at sætte kravet om politisk ligeværdighed over den økonomiske egeninteresse. Vi er tilbøjelige til at tro, at det er lettere, end det er, fordi vi er blinde for kristendommens indflydelse på vor egen samfundsordens udvikling.