Eksterne skribenter

Hitchens, arven og vennerne

Den verdensberømte journalist, kommentator og forfatter Christopher Hitchens døde 15.desember af sin kræftsygdom, 62 år gammel. Ateist til det sidste og produktiv til omtrent det sidste.

Af Helle Merete Brix

Et af de tidsskrifter, som Hitchens skrev for var Vanity Fair, som han var tilknyttet siden 1992. Vanity Fair listede i sin nekrolog de artikler op, som Hitchens nåede at producere i det sidste, sygdomsprægede år. Han skrev blandt andet en række essays, formuleret som refleksioner over sin sygdom. Men han skrev også om for eksempel relationerne mellem USA og Pakistan efter drabet på Osama bin Laden.

Hitchens blev især i udlandet kendt for sin støtte til invasionen i Irak, sit forsvar for Bush´s udenrigsminister Paul Wolfowitz, sin afsky for Henry Kissinger og Mor Teresa og sit frontalangreb på religion og religiøst snævertsyn.

Til tider tog dette angreb på religion et for undertegnede nærmest infantilt og uforståeligt sving: Som når Hitchens kunne finde på at erklære, at han hadede religiøse mennesker. Man kan vel hade religion, men religiøse mennesker? ”Sammen med den eneste præst, jeg nogensinde har brudt mig om”, lyder således en billedtekst i Hitchens erindringer ”Hitch-22: A Memoir” (Atlantic Books London, 2010). På billedet ses den berejste Hitchens med ærkebiskop Makarios, der også var Cyperns præsident fra 1960-1977. Khomeini og TrotskijTil gengæld vandt Hitchens min sympati, da han for år tilbage svingede med Dannebrogsflag ved en demonstration i USA til fordel for Danmark i solidaritet med ambassadeafbrændinger og trusler mod Jyllands-Postens Muhammedtegnere. Men kritikken af islams bagside er ikke ny. Hitchens har således støttet vennen Salman Rushdie ubetinget, siden ayatollah Khomeini udstedte sin fatwa over Rushdie og ”De sataniske vers” i 1989.

Hitchens var født og opvokset i Storbritannien som søn af Yvonne – der tragisk begik selvmord sammen med sin elsker da Hitchens var ung – og Eric, en ordknap og heftigt drikkende kommandør i den britiske flåde. Hitchens blev døbt på en ubåd, kom på kostskole – hans mor ønskede at han skulle være en del af Storbritanniens overklasse – levede et vildt liv som ung mand og biseksuel, blev journalist og startede sin politiske karriere med at at være trotskist.

Da jeg sidste år for Weekendavisen anmeldte Hitchens erindringer, skrev jeg, at det der undrede mig mest var at: ”Den samme mand, der bogen igennem så stolt fremhæver sin modstand mod totalitarisme og det, han opfatter som religionens tyranni, har stadig Leon Trotskij med på listen over favoritpersonligheder ”. Hvordan er det muligt? Vi får aldrig en forklaring.

Arven fra Hitch

Hitchens flyttede til USA i 1981. I erindringsbogen hører man ikke meget om Hitchens private liv. Eller om andre kvinder. Et par linier om vennen, den verdensberømte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali og en anden ven, den nu afdøde forfatter Susan Sontag. Hitchens var ved sin død gift med journalisten Carol Blue, som han har en datter med. Fra et interview med Hitchens første hustru, Eleni Meleagrou, ved man, at han forlod hende til fordel for Blue, da Meleagrou var gravid med parrets andet barn. Når jeg medtager det i denne artikel, er det ikke for at gøre den sladdervorn. Men fordi denne skribent, i en tid hvor der nærmest er tale om normalitetsfiksering med hensyn til, hvor retlinede forældre skal være og agere for at gøre børn til ordentlige voksne, ønsker at slå et slag for de mindre strømlinede forældre.

En sådan har Hitchens utvivlsomt været, han drak en masse, stod først op hen på formiddagen, men producerede en masse, 1000 ord om dagen. Sønnen Alexander Melagrou-Hitchens, der så vidt jeg husker kun optræder i Hitchens erindringer som ledsager på en tur til Irak, er i dag research Fellow ved International Centre for the Study of Radicalisation, King’s College i London. Han var tilknyttet Douglas Murrays´ tænketank Centre of Social Cohesion og skriver kritiske kommentarer om både islamisk radikalisering og English Defence League. Jeg kender ikke denne søn, og jeg har aldrig mødt Hitchens. Men jeg tillader mig at gætte på, at Hitchens direkte eller indirekte har været en inspiration for Hitchens junior.

Hitchens og vennerne

Hitchens skrev i et af sine sidste essays, at det, der særligt trøstede ham under hans sygdom var ”venners nærvær”. Han døde, ifølge Vanity Fairs nekrolog, også med venner omkring sig på hospitalet i Houston i Texas, og lad os gætte på, hvem der kan have været omkring ham: Den tidligere nævnte Salman Rushdie. Martin Amis, en af Storbritanniens kendteste forfattere, som man i erindringsbogen får indtryk af at Hitchens havde et mindreværdskompleks over for. Amis skrev blandt andet essaysamlingen ”The second plane”, der blandt andet forsøger at gengive lederen af terrorangrebet på USA 11. september, Muhammed Attas, sidste timer. I denne essaysamling var Amis omhyggelig med at skelne mellem islam og islamisme og svingede sig endda op til en art apologi for Muhammed, islams grundlægger. Andre steder har han været mere end bramfri, og han fik særligt øretæver i pressen, dengang han skældte muslimer ud for at være tilbagestående, homofobiske og dumme. Hitchens forsøgte at komme Amis til undsætning ved at udtale, at Amis blot foretog et ”tankeeksperiment”.

Endnu en nær ven var romanforfatteren Ian McEwan, der trods protester i medier og blandt forfatterkolleger drog til Israel tidligere i år og modtog Jerusalem Prize, der uddeles hvert andet år til den forfatter, der bedst skønnes at promovere individets frihed i samfundet. Nævnes skal også den uden for Storbritannien omtrent ukendte digter James Fenton, som ”Hitch-22” er dedikeret til. I Fentons digtsamling ”Out of Danger” fra 1994 har et af digtene titlen ”The Ballad of the Imam and the Shah”. Det handler, ret usædvanligt for et digt af en europæer, om ayatollah Khomeini og den sidste shah. Et par linier lyder, i min oversættelse, sådan her: ”Han sendte de små børn ud i krig/De drog ud med hans portræt i deres hænder/Ørkenen og sumpen var fyldt med blod”.

Måske med undtagelse af Fenton var Hitchens den sidste i denne kreds af venner til at opnå international anerkendelse. Man kunne have undt ham at få lov at nyde denne anerkendelse lidt længere tid. Men vi ved aldrig, hvor lang tid vi har.