Af Helle Merete Brix, HRS
”Uden religiøs frihed, ingen politisk frihed”.
Sådan lyder den sidste sætning i en bog, som jeg for en sjælden gangs skyld som anmelder vil betegne som uundværlig. Bogen har titlen ”Silenced: How Apostasy and Blasphemy Codes Are Choking Freedom Worldwide” (Oxford University Press, New York, 2011). Forfatterne er Paul Marshall og Nina Shee. Forfatterne er begge tilknyttet centret for religiøs frihed ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, Marshall som Senior Fellow, Shee som direktør.
Bogen er båret af et engagement og af en ligefremhed med hensyn til at forklare problemets omfang, der er vedkommende. Den fortæller, hvordan kravet om straf for blasfemi og dermed krav om straf for de, der kritiserer islams dogmer for længst er flyttet fra de muslimske lande til Vesten. Og at det er livsvigtigt, at forstå, at det er i det lys, man skal se presset fra Organisationen af Islamisk Samarbejde (tidligere Organisationen for den Islamiske Konference, red.), og de mange slagsmål i FN om hvorvidt man skal vedtage resolutioner mod blasfemi og racisme. I retten for at fornærme islamBogen anskueliggør ligeledes, at den gængse praksis i muslimske lande om straf for blasfemiske ytringer om islam, også er blevet motor i de efterhånden mange restsager, der rammer både politikere og almindelige borgere i Vesten.
Nogle af de anklagede er verdensberømte, som for eksempel den hollandske politiker Geert Wilders, der er manden bag den omstridte kortfilm ”Fitna” og som er kommet med krasse udtalelser om islam. Wilders blev frikendt i juni 2011 for at opfordre til had og diskrimination mod muslimer. Andre er mindre kendte. Det gælder for eksempel den hollandske politiker Susanne Winther, der i 2009 blev idømt en bøde på omkring 30.000 US dollar (ca. 180.000 norske kr., red.) og tre måneders betinget fængsel for blandt andet at have kaldt Muhammed for ”a child molester”. Winther blev også dømt for at have udtalt, at muslimske mænd generelt lider af seksuel ”misconduct”. Hendes landsmandsinde, Elisabeth Sabaditsch-Wolff, datter af en diplomat og opvokset i blandt andet Iran og Libyen, blev anklaget for ”hate-speech” – hun har betegnet islam som en trussel mod vestlige værdier – og for at betegne Muhammed som pædofil. Den 15. februar 2011 blev Sabaditsch-Wolff frikendt for hate-speech men kendt skyldig i udsagnet om Muhammed som pædofil. Hun blev idømt en bøde på 480 euro.
Af kunstnere, der er kommet i klemme nævnes blandt andre den hollandske tegner Gregorius Neckshot, der i maj 2008 blev arresteret og fik sin computer beslaglagt efter at en gruppe, der overvåger internettet havde fortalt myndighederne, at Neckshots tegninger var racistiske og fornærmende mod muslimer. Var Neckshot blevet retsforfulgt kunne det i princippet have ført til en dom på to års fængsel og en bøde på omkring 25.000 US dollar.
Men selvom den anklagede ikke bliver dømt, er sådanne retssager stærkt ubehagelige og også ofte dyre for de, der står anklaget. Med et citat af den canadiske redaktør Ezra Lavant, der selv har prøvet at blive trukket igennem møllen – han trykte i 2006 Muhammedtegningerne i the Western Standard, som han dengang var redaktør af – ”the process is the punishment”. For de, der anklages skal selv betale for deres forsvar. Afghanistan efter Taleban Det ligger forfatterne på sinde at forklare, at en manglende mulighed for at kritisere islam også umuliggør en reform af de muslimske samfund. Bogen indeholder et par essays af liberale muslimer, herunder den nu afdøde ægyptiske professor Naser Hamid Abu-Zeid, der for år tilbage opfordrede til at man tolkede udvalgte koranvers symbolsk. (Abu-Zeid blev erklæret for frafalden og måtte sammen med sin hustru flygte ud af Egypten i midten af 1990erne, red). I ”Silenced” fastslår Abu-Zeid, at islamisk lov i vidt omfang har fastsat dødsstraf for frafald og blasfemi. Et kritisk historisk studie af koranen, hadith og sharia ville, mener Abu-Zeid, ”afsløre den menneskelige oprindelse af disse fortolkninger”.
Dette synspunkt understreges også af bogens gennemgang af forholdene i en række muslimske lande, hvor der ikke er meget at glædes over med hensyn til religiøs frihed. Det er nok velkendt, hvor restriktive forholdene for eksempel var i Afghanistan under Taleban, men mindre kendt, hvad der er sket siden. Et eksempel på den manglende religiøse frihed er sagen fra 2007 om den 23-årige journaliststuderende Pervez Kambakhsh, der blev anklaget for blasfemi på grund af en artikel han distribuerede om kvinders forhold i islam. Artiklen, der havde titlen ”De koraniske vers, der diskriminerer mod kvinder” var skrevet af en iraner, bosat i Tyskland. Da Kambakhsh´ klassekammerater opdagede artiklen på internettet klagede de til myndighederne og beskyldte Kambakhsh for at være artiklens forfatter. Det benægtede han; sagen blev overgivet til Ulemarådet og i januar 2008 blev Kambakhsh dømt til døden.
Både retssagen og appelretssagen inkluderede trusler mod vidner, vanskeligheder ved at finde en forsvarer og udtalelser fra Kambakhsh selv om at være blevet torteret til at tilstå, at han var ansvarlig for indhold i artiklen som ”profeten Muhammed skrev koranvers for sin egen skyld”. Appelretten i Kabul afgjorde, at Kambakhsh ikke skulle idømmes dødsstraf men 20 års fængsel. I september 2009, efter at have siddet tyve måneder i fængsel, gav præsident Karzai ham amnesti. Jihad i SudanForfatterne til ”Silenced” giver også en vigtig beskrivelse af forholdene i Sudan. De minder om blasfemisagen i 1985 mod den 76-årige liberale muslim og en ledende skikkelse i den religiøse og politiske opposition i landet, Mohamed Mahmoud Taha. Han blev hængt for frafald. Taha havde argumenteret for, at man skulle lægge mindre vægt på koranens Medina-vers, hvor lovkomplekset kom til end på de mere fredelige vers, åbenbaret i Mekka. Altså også en art opgør med den historiske sharia-praksis.
De fortæller om den modige ungarske jurist og FN-menneskerettighedrapportør Gaspar Biro, som denne forfatter i øvrigt interviewede i Budapest for mange år siden. Biro undersøgte forfærdelige menneskeretighedskrænkelser i det muslimske Sudan i 1990erne. Han blev nægtet tilbagevenden til Sudan og truet på livet i FNs lokaler i Geneve af de sudanesiske repræsentanter, der talte om at ”man ikke ønsker at tænke på hans (Biros, red.) skæbne, hvis han fortsætter med at fornærme muslimers følelser verden over….”.
Hvad der ikke er så kendt i Vesten er, skriver forfatterne, at da Sudans National Islamic Front kom til magten i 1989 eskaleredes krigen mod befolkningen i Nuba bjergene. I 1992 erklærede provinsregeringen i Kordofan jihad mod nubaerne. Året efter erklærede seks regerings-sponsorerede imamer i Kordofan at nubaerne var frafaldne og burde dræbes. Lige siden er nubaer i stort antal blevet dræbt og forfulgt. (Det skal her nævnes, at det overvejende kristne og animistiske Sydsudan blev erklæret selvstændigt den 9. juli 2011. Men nubafolket, der altså bor i grænseområdet blev ikke indlemmet i det sydlige Sudan, red.) Vold og Vesten ved en korsvej”Silenced” minder om, at hvor regeringer ikke eksekverer dødsdomme over anklagede, træder pøbelen ikke sjældent til. Sådan foregår det i for eksempel Pakistan. I dagens Vesten og Europa kan islams kritikere heller ikke føle sig sikre. Et eksempel forfatterne trækker frem er den svenske tegner Lars Vilks, der tegnede Muhammed som rundkørselshund; der er flere gange planlagt attentater mod ham, senest dette efterår i Göteborg. Derimod synes det at være undgået forfatternes opmærksomhed at Vilks rent faktisk blev overfaldet under en forelæsning på Uppsala Universitet, og at hans hus i Skåne blev forsøgt brændt ned. Begge episoder fandt sted i maj 2010.
Og der er mordet på filminstruktøren Theo van Gogh i Amsterdam i 2004. Men der er også mindre kendte sager, påpeger forfatterne. Alt for ofte synes blandt andet gallerier, medier og kunstnere at forvente islamistiske trusler og derfor udøve selvcensur: ”Ofte på en måde, der adskiller sig dramatisk fra deres behandling af arbejde, der kunne tænkes at fornærme andre religiøse grupper”.
Forfatterne konkluderer i bogens afsluttende kapitel, at Vesten oplever ”en diffus men determineret kampagne for at undertrykke latterliggørelse og kritik af islam eller kritik inden for islam, på en måde der er analog med den undertrykkelse, der allerede eksisterer i mange lande med en muslimsk majoritet.” Det er en kampagne, der føres gennem blandt andet retssager, diplomati og økonomisk boykot og til tider gennem intimidering og vold: ”Få vestlige ledere og beslutningstagere forstår radikaliteten af den forandring der tilskyndes til og som faktisk allerede er undervejs”.
De har ganske ret. Måtte 2012 bringe mere klarhed til politikerne på dette felt i stedet for deres opbakning til hate speech love og lignende, der blot er muslimske blasfemilove i forklædning.