Integrering og integreringspolitikk

De Gode og de Onde

Sosialantropolog Britta Mogensen, som selv i mange år har jobbet med voldsutsatte innvandrerkvinner, er en av dem som har latt seg kraftig provosere av Eivind Trædals kronikk om søppelmennesker. Mogensen fastslår at for å bli anerkjent som ”god og anstendig” skal man gi blaffen i kvinnene og heller forsvare, tolerere, akseptere og møte mørkemennene og de barske damene med sosial og kulturell forståelse.

Britta Mogensen for HRS

I Dagbladet.no kunne vi den 28.11. læse, at nogle hijabklædte pigebørn blev reddet fra en ubehagelig norsk nordmand af en smuk (se foto) ung studerende ved navn Eivind Trædal, hans kæreste samt en modig mand, der skældte den ubehagelige mand ud over hans utilstedelige opførsel. Så fint – så godt. Vi kan vel alle applaudere denne redningsdåd. Hvis Trædal blot havde ladet det blive ved det.

Gruppestigmatisering

Men det var ikke den unge, naive studerendes ærinde blot at fortælle om den ellers gode gerning og hans egen andel i den. Gennem heltegerningen kunne han dels bringe sin egen Godhed i relief, dels var den tydeligvis optakten til en tilsvining af navngivne personer.

Det er lidt svært ikke at se denne ubehagelige mand som afvigende efter Trædals beskrivelse af manden og hans adfærd, men for Trædal synes en person, der råber ukvemsord efter småpiger og ”gikk fram og tilbake med raske steg …. og virket sint”, at repræsentere alle nordmænd, der er anderledes tænkende. Hvis ikke det er gruppestigmatisering, så ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.

En lille københavnsk hverdagshistorie

Jeg ville ønske, Trædal havde været med mig en aften i København og sammen med mig havde overværet følgende scenarie: På den anden side af gaden går nogle unge, somaliske piger, der er klædt som alle andre unge piger i jeans og T-shirt, og de er ikke iført hijab. To unge, somaliske mænd (begge med en ølflaske i hånden!) begynder højlydt at skælde pigerne ud, fordi de ikke er totalt tildækkede, som sædvanen ellers er blandt somaliske kvinder.

Disse to ”ikke synligt berusede” unge somaliske mænd, der råber ukvemsord efter de unge piger, repræsenterer herefter for Trædal alle tilvandrede, der tydeligvis har en særlig kulturfremmedhed i bagagen. Og med udgangspunkt i denne lille københavnske hverdagshistorie tager Trædal nu fat på at tilsvine en masse navngivne imamer, salafister, wahhabister, islamister, fundamentalister og jihadister i en kronik på grund af deres medvirken til undertrykkelse af kvinder. Eller gør han?

Undertrykte kvinder og børn

Jeg har ikke et særligt godt kendskab til alle de i kronikken navngivne, som Trædal bruger til at bevise sit point. Til gengæld er jeg særdeles godt bekendt med de konsekvenser, det kan have at beskæftige sig med undertrykte kvinder og børn, hvad enten disse er flygtninge, familiesammenførte eller tilhører 2. eller 3. generationen. At hjælpe kvinder, der er truet med vold, tvangsægteskab, voldtægt, kønslemlæstelse, likvidering, tvangsselvmord (i Sverige kaldet ”balkonpiger”), børneægteskaber (nu også med etnisk danske børn), polygami, dumping, sharia-domstole og mange, mange andre undertrykkelses- og voldsformer, er tegn på, at man ikke har det rette, dvs. Anstændige og Gode, ”menneskesyn”. For ved at yde disse ofte meget isolerede kvinder og deres børn støtte til et liv i frihed, synes tanken at være, at man samtidig – indirekte – anklager de tilvandrede mænd. Og det er Uanstændigt. Cached

Importerede mørkemenn og barske damer

Den såkaldte elite er skam ikke de eneste, der går til angreb på dem, der mener, at alle kvinder uden undtagelse skal have samme muligheder, som vi kvinder fra urbefolkningen har. Også de importerede mørkemænd, som man kan genkende på deres kæmpeskæg og lange, hvide kjoler, gør gaderne usikre for ikke-indhyllede kvinder. Mørkemændenes kvindelige pendanter, der kan betegnes som islamismens spydspids, er de unge kvinder, der ofte har eller er på vej til en højere uddannelse. De følger ikke alene koranens bud om hijab og kropsslørende gevandter, men pålægger sig selv yderligere restriktioner for at vække mere opmærksomhed og gøre sig endnu mere interessante i urbefolkningen ved at bære sorte handsker og nægte at give mænd hånden.

Disse kvinder er i egen optik ”rigtige” muslimer og mener derfor, det er deres ret at chikanere de medsøstre, hvis måde at være muslim på ikke passer ind i deres virkelighedsbillede. De er nogle barske damer og kommer med udtalelser, der for altid ville stemple en vestlig kvinde. De får stor opbakning af venstrefløjsfeministerne, der mener, at hvis minoritetskvinder ikke kan frigøre sig selv, så er det deres problem, ikke vores.

Blande os uden om

Det er altså ikke alene kontroversielt at støtte kvinder, der frarøves deres ret til at blive betegnet som ”rigtige” muslimer. Hvis vi skal hjælpe voldsudsatte, voldtagne og tvangs- og livstruede kvinder og rædselsslagne børn, så kan vi holde os til ”vores egne”. Vi skal ikke hjælpe minoritetskvinder i sikkerhed på skadestuer, voldtægts- og krisecentre. Vi skal ikke styrke dem og bekræfte dem i, at de har ret til at vælge et liv i frihed uden vold og trusler. Vi skal i det hele taget blande os uden om. Alt andet er fremmedfjendtligt, uanstændigt, racistisk og islamofobisk. Sidstnævnte begreb er i øvrigt lanceret af Ayatollah Khomeini, og man må da inderligt håbe, at Trædal ikke også har taget resten af Khomeinis visdomsord til sig, f.eks. om udlevelse af mænds seksuelle lyster over for (spæd)børn.

Afgrundsdybe uvidenhed

Når Trædal spørger, om 14-15 piger med hijab udgør et samfundsproblem, afslører det, at hans afgrundsdybe uvidenhed er helt uden huller. Medmindre Trædal går rundt med skyklapper på, burde han vide, at samfundsproblemet ikke er børnene, men deres forældre. Pigebørn af disse forældre bestemmer intet selv. Teenagerpiger må ikke læse lektier sammen med klassekammerater af hankøn og må ikke følges med dem på gaden. De må ikke komme med på lejrskole eller til skolefester. Kontrollen med pigebørnene er massiv og udøves ikke kun af mænd, men også af kvinder. Alligevel forsvares indhylningen som ”frivillig”, hvad enten der er tale om 4-5 årige eller teenagere.

Når et pigebarn skal gå med tørklæde (hijab), betyder det også, at hun skal opføre sig på en bestemt (stille) måde, så det bliver en “naturlig” del af hende og hendes identitet. For de Anstændige betyder det heller intet, at pigernes knoglemasse ikke udvikles tilstrækkeligt på grund af mangel på D-vitamin og mangel på fysisk udfoldelse. At resultatet er fedme, diabetes og smerter i alle led allerede fra en relativ ung alder. ”Vi” kan jo bare forsøge at afhjælpe problemet med D-vitaminmangel med piller og indsprøjtninger. Hvis vi lige ser bort fra det kyniske i en sådan holdning, er der det økonomiske aspekt. Det er måske ikke et problem for et rigt samfund som Norge, når ellers raske mennesker hele livet skal være på piller og sprøjter, men for mange andre lande vil dette blive en bombe under sundhedsvæsenet.

God og Anstændig

Det har tit undret mig, at for at blive anerkendt som God og Anstændig skal man give fanden i kvinderne og i stedet forsvare, tolerere, acceptere og møde de tilvandrede mænd med social og kulturel forståelse, hvis de ikke selv kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

At møde intolerance med tolerance synes at være begrundet i, at de tilvandrede ikke kan gøre for, at de er, som de er – underforstået: de er uciviliserede vilde. De kan heller ikke lære noget, og de kan intet forstå.

Derfor er det os, de hvide, der må fremvise alle tegn på, at vi er bedre mennesker og mere civiliserede, og at der stort set ikke er dét, vi ikke tåler, forstår og accepterer. Det er etnocentrisme i sin mest dødbringende form. Og det er også racistisk hr. Trædal.