Når det brænder i teatret
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): “Congress shall make no law respecting an establishment of religion, or prohibiting the free exercise thereof; or abridging the freedom of speech, or of the press; or the right of the people peaceably to assemble, and to petition the Government for a redress of grievances.”
De ovennævnte sætninger udgør first amendment, Det Første Forfatningstillæg i den amerikanske forfatning fra 1791. Et forfatningstillæg, der altså forbyder staten at indskrænke det frie ord.
Det var disse sætninger, som Trykkefrihedsselskabets velbesøgte konference i weekenden i København drejede sig om. Skal Europa satse på et first amendment? Kan vi lære noget af amerikanerne?
Der var ikke stor uenighed mellem de tre talere, juristen Ann Snyder fra USA, danske Morten Messerschmidt fra Europaparlamentet (Dansk Folkeparti) og Douglas Murray, vicedirektør i Henry Jackson Society i London om, at Europa har et problem med det frie ord. Også konferencens indleder, Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard fastslog, at ”De af os, der har fulgt ytringsfrihedsspørgsmålet de sidste 10 år er bekymrede”. Bekymringen går på udviklingen i et Europa, der i stigende grad vil lukke munden på kritikere af islam og multikultur med hatespeech-retssager. Uden ytringsfrihed ingen frihed Ann Snyder, der er juridisk doktor fra Harvard Law School og tilknyttet The Legal Project i tænketanken The Middle East Forum i Philadelphia fastslog, at uden ytringsfrihed er der ingen andre frihedsrettigheder. Intet demokrati, ingen ligestilling, ingen rule of law, ingen videnskabelige fremskridt.
Men i en i stigende grad globaliseret verden kommer også USA´s first amendment under pres. FN arbejder på at begrebet hate speech skal anerkendes i voksende omfang. Der er problemer med injurieturisme, hvoraf det mest kendte eksempel nok er sagen mod forfatteren Rachel Ehrenfeld. ( Repræsentanternes Hus vedtog i 2010 den såkaldte ”speech act” der betyder, at amerikanske forlag og forfattere ikke længere skal frygte at blive retsforfulgt i USA, hvis en forfatters bog er solgt i England, der lægges sag an mod forfatteren i England og der falder dom over forfatteren i en engelsk retssag. Det er England, der opererer med begrebet injurieturisme, red.)
Men Snyder nævnte en foruroligende tendens i dagens USA:
-Den unge generation af amerikanere vænner sig til at tænke, at det er i orden at aflyse en tale, fordi den kan fornærme nogen.Brandenburgs frikendelse I USA kan man naturligvis som i Europa blive dømt for injurier og bagvaskelse. Men grænserne er vidde, specielt når personen beklæder et offentligt embede. Tendensen i de senere år, forklarede Snyder, går i retning af at man beskytter ytringsfriheden frem for at beskytte repræsentanten for eksempelvis et politisk embede.
Snyder nævnte også eksempler på skelsættende sager, der viser betydningen af first amendment. Som sagen Brandenburg versus Ohio i 1969, hvor Charles Brandenburg, en lokal Ku Klux Klan leder ved et møde, der blev filmet og vist på tv, talte om, at hvis ikke regeringen længere ville beskytte den kaukasiske race, de hvide amerikanere, ville man måske være nødt til at hævne sig på regeringen. På mødet blev der anvendt meget racistisk tale. Brandenburg ville have de sorte sendt tilbage til Afrika og jøderne sendt tilbage til Israel.
Brandenburg blev dømt i første omgang, men frikendt af Højesteret, der vurderede at udtalelserne om at hævne sig på regeringen var beskyttet af first amendment. (Der var ikke tale om en direkte opfordring til vold – som der for eksempel ville have været, hvis Brandenburg havde opfordret til at man øjeblikkelig marcherede hen og brændte en regeringsbygning af, red.) Derfor blev han frikendt.
Snyder understregede, at europæerne måske er bange for er, at der skal åbne sig en ladeport, hvis man fjerner hate speech love og den slags. Men, som juristen understregede, kan man ikke gøre ”ideer tavse ved at forbyde dem”.
47 dommere magtfulde dommere i Strasborg
Morten Messerschmidt, der er cand.jur. og en af Dansk Folkepartis mest kendte politikere, har siden 2009 været medlem af Europaparlamentet. Messerschmidt erklærede sig ”misundelig på USA” og mente, at forskellen på de to kontinenters opfattelse af ytringsfriheden kunne ses i længden af deres relevante tekster. Hvor first amendment er kort og præcis, er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950 en længere sag. Han talte om de ”47 dommere i Strasborg”, der alene kan bestemme og fortolke erklæringen. (Der er en dommer for hvert et land, der har tiltrådt konventionen. Dommerne vælges for ni år ad gangen. De behandler klager fra personer, frivillige organisationer og stater om brud på den europæiske menneskerettighedskonvention, red.)
Menneskerettighedskonventionen er dermed et ”ekstremt magtfuldt redskab”, mente Messerschmidt. Den burde genskrives, eller Danmark kunne tage forbehold over for udvalgte punkter i konventionen.
-EU ønsker fuld dominans over deres medlemsstater. Medlemsstaterne skal straffe borgerne, der menes at give sig af med racisme og den slags. Men hvad er racisme?
Messerschmidt nævnte her Karen Sunds sagen. (I 2003 tabte Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard en injuriesag mod politikeren Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU. Kjærsgaard havde vundet i by-og landsret, men tabte i Højesteret. Sunds havde i et radiointerview i 1999 udtalt: ”Og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgårds racistiske synspunkter». Højesteret vurderede, at udtalelsen ikke under de foreliggende omstændigheder kunne anses for utilbørlig, red.) Messerschmidt sluttede sit oplæg med at erklære, at han vendte sig mod Atlanten, altså USA, for at ”søge håb”. Farceagtige retssager
Douglas Murray er en af Europas mest profilerede kritikere af radikal islam og multikultur. Han indledte med at undskylde, at han ikke er jurist. Men efter at have hørt på en længere række eksempler fra den juridiske verden, var det nok i tilhørernes favør.
Murray nævnte to fornemme forsvarere for det frie ord: Den engelske digter og præst John Milton ( kendt for blandt andet citatet «Giv mig frem for alt andet frihed, friheden til at erkende, til at tale, til uhæmmet at argumentere i overensstemmelse med min samvittighed”, red.) og den engelske filosof John Stuart Mill og hans berømte essay ”On Liberty”.
Murray understregede, at hvad der sker i Europa i dag er ”en politisk proces”. Retssager som dem mod Geert Wilders, Lars Hedegaard m.fl. var ”farceagtige”. Man kunne blive dømt for at citere en radikal prædikant som Yussuf al Qaradawi, mens Qaradawierne selv går fri:
-Hvis en imam i London siger, at homoseksuelle skal dræbes er det højst sandsynligt, at der ikke rejses sag. Hvis Qaradawi kalder alle i dette lokale for aber og svin, går han fri, mens den, der citerer Qaradawi, ikke gør det.
Og ideen om, at man skulle forfølge og fængsle folk som holocaustbenægteren David Irving var helt forkert. I stedet skule man lade forskere pille hans argumenter fra hinanden.
De europæiske politikere, der ivrigt taler for hate speech love har ingen tillid til deres befolkninger, mente Murray. De forestiller sig ”en tsunami af had”, rede til at blive sluppet løs, vendt mod minoriteter m.fl.
Samtidig gjorde man – som set i forbindelse med de heftige diskussioner efter Anders Breiviks massemord i Norge – mennesker, der aldrig har talt for at dræbe medskyldige. Som Murray fastslog: ”Hvad der adskiller en massemorder fra alle andre er, at han er massemorder”.
Og som om det ikke var nok. En vanvittig præst fra Florida, nemlig Terry Jones, med en menighed på størrelse med en udvidet familie, kunne i ugevis holde verdenspressen i sin hule hånd, fordi han truer med at brænde koranen af.
-Jeg bryder mig ikke om bogbrænding. Men hvorfor er det værre, fordi det er denne specifikke gruppe, der rammes? Brand i teatretMurray mente, at det politiske establishment ”udkæmpede sidste århundredes krig 70 år for sent”. Og forventede at blive belønnet. De kastede sig over sager som for eksempel den britiske designer John Galliano, der en aften på en restaurant i Paris i påvirket tilstand havde sagt forfærdelige ting om jøder. Men, som Murray, der selv lever som åben homoseksuel, sagde:
-Som om en fuld og fascistisk homoseksuel designer i Paris er den største trussel i Europa i dag.
Murray fastslog, at politikerne ikke er i stand til at lede borgerne. De er langt bagud. Da Ray Honeyford, rektor for en skole med mange indvandrerbørn i Bradford, i 1984 udtalte, at han mente, at hans elever skulle tale engelsk, kostede det ham hans karriere.
-I dag kan du ikke finde en politiker, der er uenig. Ligesom både Angela Merkel, Nicolas Sarkozy og David Cameron har taget diskussionen om det multikulturelle samfund op.
Murray sluttede med at fastslå, at: ”Hvis du er i et teater, og det brænder, er du nødt til at sige det”.