Politikk

En ensom svale på venstresiden

Marxisten Jørgen Sandemoses oppgjør med venstrefløyens naive omgang med islam, får bred oppmerksomhet på den andre siden av Skagerrak. Til Weekendavisen sier Sandemose at den hodeløse tilstanden på venstresiden er blitt enda verre etter 22.juli: ”Det er blevet endnu værre efter Utøya, hvor dele af den politiske korrekthed har stillet krav om censur af antiislamiske holdninger. Men det er netop fortielsen, der er farlig,”sier Sandemose.

Hege Storhaug, HRS

Under tittelen ”En flyktning på venstresiden” i siste utgaven av Weekendavisen (ikke på nettet), går Sandemose kraftig i rette med ”sine egne”. Sandemose er åpenbart svært så oppgitt/forbanna over tausheten fra venstresiden i møte med vår tids største ideologiske utfordring, islams grunnkjerne, som han anser for å være den mest ”reaksjonære og høyreorienterte” religionen/ideologien som finnes.

Hans bog Venstrefløyen og islam grunder sig på marxistisk analyse af en slags, man ellers troede begravet under en nedrevet mur i Berlin. Kritikken rammer generelt det, som Sandemose konsekvent omtaler som »den såkaldte venstrefløj«, men især er det SF’s norske søsterparti, SV, der står for skud for at holde hånden over en religion – eller måske rettere en ideologi, der af marxisten Jørgen Sandemose anses for den mest reaktionære og højreorienterede, der findes.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

»Den islamiske volds virkelige funktion er ikke at antænde helvedesmaskiner i vestlige byer. Den slags er bare bibeskæftigelse. Voldelighedens opgave er derimod at være den levende knytnæve, som den islamiske gendarm kan hæve mod de hjemlige landarbejdere og fabriksarbejdere; den stående trussel om tankeløs spontan gengældelse af det mindste lille oprør i retning af friheden. Vi skal her se, hvordan denne gendarmeriets teologi kunne opnå den ære at blive skamrost for sin fromhed af Vesteuropas intellektuelle venstrefløj,« lover han i sin bog.

VI har altså at gøre med en venstreorienteret kritik af den religion, der ellers normalt beskydes fra de kræfter, vi i mangel af bedre begreber kalder den politiske højrefløj. Et svigt fra venstrefløjen, skulle man vel mene. Men Jørgen Sandemose ser lidt anderledes på det.

»Nej, den har ikke svigtet. Den har bare været fraværende og tavs. Den er jo ikke venstreorienteret som sådan. I disse spørgsmål ligger venstrefløjen – altså SV – vel på linje med Det Radikale Venstre i Danmark. Det er et kulturradikalt parti, og der er en betydelig afsky over for dem i arbejderklassen. Venstrefløjen bliver stort set foragtet på arbejdspladserne. Og specielt holdningen til islam opfattes som fuldstændig virkelighedsfjern.

Blandt de menige i arbejderbevægelsen bliver de gennemskuet. Men længere oppe i fagbevægelsen er der så stærkt karrieremageri, at man slutter sig til deres holdninger. Hvis man tager for eksempel Norsk Folkehjælp, en fin gammel organisation, som er arbejderbevægelsens humanitære gren, har den mere end nogen anden organisation været optaget af at stigmatisere kritik af islam som racistisk.

Men hvis man går lidt længere ned i tingene, er hele stemningen i arbejderklassen vældig negativ over for den politiske korrekthed. Det er den, fordi de kan gennemskue den. De kan sagtens se, at islam har et tilbagestående samfundssyn,« siger han.

Sandemose mener venstresiden freder islam under dekke av trosfrihet. Men en tro er jo også en mening som bør utfordres med argumenter. Videre hevder han at islam er langt mer problematisk enn kristendommen, ikke minst fordi islam er en ”underkastelsesreligion”, mens kristendommen har medvirket betraktelig til modernisering av de vestlige samfunnene. Han mener den sosialistiske/marxistiske eliten av bekvemmelige årsaker unngår islamkritikk, det til tross for at ”underkastelse under autoriteter i produksjonen hører til i gamle samfunn som beror på rene slaveforhold”.

»Når det gælder debatten om islam, er religionens indhold, som jo reelt er hovedspørgsmålet, nærmest blevet overset til fordel for formelle argumenter om det enkelte menneskes ret til at have en trosbekendelse. Der bliver opportunistisk set bort fra, at enhver bekendelse også udtrykker en mening. Den opfattelse, der kommer til udtryk, er måske ikke så klart formuleret som mange andre meninger, men til gengæld ligger den dybere, og er mere bestemmende, og kan afkræves argumenter,« skriver han og forklarer, at hvis man gav sig til sagligt at analysere indholdet i islam, ville man ud fra et socialistisk standpunkt nå frem til, at islam er langt mere problematisk end den kristendom, som venstrefløjen aldrig har sparet på kritikken af.

»Islam er en underkastelsesreligion. Mens kristendommen har udgjort en stor kraft i moderniseringen af verden, blandt andet fordi den prædiker menneskelig lighed og ophøjer den materielle skabergerning til noget guddommeligt, har islam stagnerende samfundsforhold som sin forudsætning. Det skyldes, at underkastelse under autoriteter i produktionen hører til i gamle samfund, som beror på rene slaveforhold,« skriver Sandemose , der forklarer, at venstrefløjen af en slags bekvemmelighedshensyn holder sig til kritik af kristendommen.

»Det kan man roligt gøre, fordi det jo ikke er realistisk, at kristne i vore dage ville sætte deres mest reaktionære holdninger igennem. Kristne har gennem mange år været igennem en markant holdningsændring. De er meget tilpasningsdygtige. Kritikken viser, at venstrefløjen er barnlig og laver et stort nummer ud af ingenting. De sætter ikke tingene i social sammenhæng.

Toppen af venstrefløjen har aldrig sat kritik af religion i social sammenhæng. Det har været rent moralistisk. Og det er også grunden til, at man så let kan acceptere islam – man analyserer ikke den sociale baggrund. Samtidig vil man ikke acceptere, at islam er meget mere end en religion. Det er en politisk holdning. Man ser noget positivt i islam, fordi den er en religionsform, som reagerer negativt på kapitalismen og på alle fremskridt. Og venstrefløjen er på en måde af samme natur. Den har altid haft en småborgerlig tilgang og har for eksempel været optaget af altid at begrænse teknologiske fremskridt,« siger han.

DENNE afstandtagen fra fremskridt og den iboende underkastelse fører til det, som Sandemose med Karl Marx som hjemmelsmand kalder asiatiske produktionsforhold. Det vil sige produktionsforhold, der bygger på en herre/tyende relation, hvor undertrykkelse og vold er tilladt, og hvor belønninger i form af gavegivning skaber et afhængighedsforhold.

Sandemose , der underviser på Institut for filosofi, idé-og kunsthistorie og klassiske sprog ved Oslo Universitet, har selv en fortid som arbejdsmand og tillidsmand i industrien.

Og han fortæller, hvordan muslimske kolleger bad ham sørge for, at virksomheden gav de ansatte flere gaver og bonusser. Det talte for dem højere end egentlig løn, fordi det blev betragtet som en særlig anerkendelse.

»Den asiatiske produktionsmåde er en samfundsform, hvor man ser masserne som et værktøj for en herskende klasse. Den fungerer i et landsbysystem, og derfor er man optaget af at stoppe teknologiske fremskridt, som vil ødelægge systemet. Vi oplever, at denne produktionsform tages med ind i ghettoerne i vore storbyer, hvor man opretholder det pakistanske system. Man får derfor et eget erhvervsliv, som er totalt uden dynamik og som ingen kan være interesseret i,« siger han.

Så til det forutsigbare motargumentet: Går ikke Sandemose Frps ærend? Sandemose slår kraftig tilbake på venstrefløyens ”moralistiske prosjekt”. Et prosjekt der eliten endog ser mellom fingrene på undertrykkelsen av muslimske kvinner.

»Det nytter ikke at fortie argumenterne. De vil komme frem alligevel. I Fremskrittspartiets kritik ligger der en rationel kerne, som det er vigtigt at forholde sig til. Hvis vi havde haft et rigtigt arbejder-venstrefløjsparti, ville man have spillet på den kritik, og sagt til de folk, at de har en grundlæggende rigtig intuition. Men de har valgt den forkerte vej. For eksempel har Fremskrittspartiet ikke nogen idé om, hvordan de skal agitere blandt muslimer for at få dem væk fra religionen og for at få dem til at tage afstand fra den undertrykkelse af kvinder og børn, som er meget udtalt i muslimske samfund,« siger han og forklarer den egentlige gåde – at venstrefløjen og herunder gamle aktivister fra kvindebevægelsen accepterer denne undertrykkelse. »Det er, fordi deres baggrund er irrationel. Den beror på frygt. De er bange for, at folk skal begynde at bestemme over sig selv. Den intellektuelle venstrefløj er et moralistisk projekt. Men sådan er det også i Danmark. Det behøver du da ikke komme til Norge for at se. Det er anderledes blandt arbejderne. Jeg bliver indbudt til mange debatter i fagbevægelsen på medlemsplan – der er langt mere fornuft,« siger han – et synspunkt han uddyber på denne måde i sin bog:

»Det er nødvendigt, at vi modtager enhver immigrant-familie eller indvandrer med spørgmålet: ‘ Hvad vil du egentlig her?’ Men den indstilling er gennem årtier blevet modarbejdet af den politiske korrekthed på venstrefløjen, netop fordi den intellektuelle elite har kunnet genkende den som typisk for arbejderklassen,« skriver Jørgen Sandemose , der forklarer sin noget ensomme mission således: »Det drejer sig om at få fat på alle dem, der ikke deltager i den offentlige debat – det forsøger alle, og derfor er det jo klart, at man ikke får nogen særlig støtte blandt de artikulerede. Men det gælder om at gå ud og snakke med folk. Og så får man masser af reaktioner på mail og i breve, som giver et helt andet billede.

Folk er bange for at sige noget. Siden Anden Verdenskrig har det været sådan, at venstrefløjen automatisk har set fremmede kulturer som noget positivt. Og som nogle, der er udsat for overgreb fra den hjemlige, hvide herskerklasse. Og det giver en atmosfære, som er farlig for eventuelle kritikere. Der er et vældigt pres. De mener, at en hvilken som helst kultur passer med den vestlige tankegang om, at alle mennesker er frie og lige. Men det er jo en tænkemåde, der svarer til den, som amerikanerne havde i Vietnam – at inde i alle de gule gemmer der sig en amerikaner, som vi bare skal have frem. Det er den tilgang, som den såkaldte venstrefløj har til fremmede kulturer. Men enhver realistisk person ved, at det er det rene vrøvl. Arbejderne tør bare ikke sige det, fordi de ikke har argumenterne,« siger han og forklarer, at en åben debat er den eneste vej til at få styre på begreberne.

»Vi skal diskutere åbent og have kritikken frem. Det er der ingen, der tager skade af. Jeg oplever i min undervisning mange muslimske kvinder, som tager en uddannelse. Jeg får masser af positive reaktioner. De ved, hvad det drejer sig om, og de har et ønske om at få taget fat på undertrykkelsen. De kommer her og har for første gang muligheden for at blive frie, og så oplever de, at reaktionen fra den såkaldte venstrefløj er afstandtagen og et ønske om at få dem tilbage til det gamle igen. Det er jo vanvittigt,« siger Sandemose, der i sin bog opstiller denne retorisk skarpe grundsætning: »Forudsat, at der skulle findes en genuin venstrefløj, er det derfor bare rimeligt, at vi spørger: Hvilken holdning bør den have til indvandringen? Til dette vil en socialist svare: Vi er ikke interesseret i en indvandringsbevægelse, som består af reaktionære elementer. Vi opfatter en småborgerlig klasse som reaktionær, hvor i verden den end befinder sig.«