Mens vi afventer den videre udvikling, er der tid til andre spekulationer: Hvad stemte man mon, hvis man er homoseksuel tuneser? Hvad vil en egyptisk bøsse sætte sit kryds ved det kommende valg? Hvad tænker bøsser og lesbiske i lande som Libanon, Marokko og andre arabiske lande om udviklingen?
Det er ikke nemt at være bøsse og lesbisk i muslimske lande. En række mennesker med muslimsk baggrund, der i dag bor i Vesten, har fra deres eget liv kunne berette om dette. Et eksempel er den somaliskfødte sygeplejerske Ahmed Mohamud, tidligere næstformand i det danske Trykkefrihedsselskabet. Mohamud, der lever som åben bøsse, fortalte engang om, hvor svært det var at gå forbi et islamisk kulturcenter i det nordvestlige København med en mandlig kæreste, der boede i nærheden. Mohamud frygtede ikke at blive overfaldet; men han vidste, hvad de tænker i moskeen om ham som homoseksuel. Og det var svært at sætte sig ud over. Den unævnelige kærlighedAf alle verdens religioner har islam det mest uforsonlige syn på homoseksualitet. De, der påstår, at kristendommen og jødedommen i teksterne kan tages til indtægt for tilsvarende uforsonlighed, glemmer noget væsentligt: At se ud over verden i dag. Vist kan der være vanskeligheder i lande, hvor den katolske kirke eller den ortodokse kirke står stærkt. Deltagere i gay parades er således blevet overfaldet i både Polen og Serbien. Men i store europæiske lande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig er det største problem, man formentlig møder som homoseksuel i dag den vold, man kan opleve på gaden. Selvom det er politisk ukorrekt at nævne det, er dagens ophavsmænd til overfald på for eksempel bøsser i disse lande ikke sjældent muslimske unge mænd. De praktiserer islams uforsonlige syn på homoseksualitet i en vestlig kultur.
En af de mest interessante bøger, jeg længe har læst, har titlen ”Unspeakable love: Gay and Lesbian life in the Middle East”. (Saqi, London, 2011). Den udkom første gang i 2006. Forfatteren, Brian Whitaker, der er tidligere Mellemøst-redaktør for den britiske avis the Guardian og i dag er debatredaktør på samme avis, har opdateret den nye udgivelse. Forordet indeholder dog en dyster meddelelse: At ikke meget har ændret sig med hensyn til, hvor vanskeligt det kan være at leve som homoseksuel i regionen. Dog synes der, skriver forfatteren at være en ”større anerkendelse af, at homoseksualitet eksisterer i de arabiske lande”. Som et eksempel nævner han blogs, der beskæftiger sig med emnet.
Bogen består både af case-stories og regulære oplysninger om retssager mod homoseksuelle, oplysninger om organisationer i regionen, der arbejder for homoseksuelles rettigheder, islamiske retslærdes position, m.m.
Men lad os ridse op, hvordan de forskellige arabiske lande stiller sig til homoseksualitet i lovgivningen: Ifølge hjemmesiden, forklarer Whitaker, er der i dag fem arabiske lande, der har dødsstraf for homoseksualitet: Mauretanien, Yemen, Sudan, Saudi Arabien og formentlig også De Forenede Arabiske Emirater. (Emiraterne består af Abu Dhabi, Ajman, Dubai, Fujairah, Ras Al Khaimah, Sharjah og Umm Al Quwain, red.)
Men man kan ikke konkludere, at de lande, der har dødsstraf også er de lande, hvor det er sværest at leve som homoseksuel. Bogen indeholder – ret overraskende – eksempler på interviews med bøsser i Saudi Arabien, der lever et hemmeligt, men livligt bøsseliv. Der er eksempler på cafeer, der er kendte som ”gay-friendly” og på private fester, hvor mænd mødes i smug, danser, flirter og kysser.
Naturligvis er der risikoen for at blive opdaget af det religiøse politi, og det sker, at homoseksuelle bliver henrettet eller straffet med pisk. Bogen citerer britiske OutUK, der interviewede fire, anonyme saudiske bøsser og en af dem rystede på hovedet over al den snak om henrettelser. Han forklarede blandt andet, at ”…det er velkendt, at adskillige medlemmer af den kongelige familie er bøsser. Ingen hugger deres hoveder af”. Man brænder da bøsserEt land som Egypten derimod, der ikke i forfatningen har nogen specifik paragraf om straf om homoseksualitet, gør det meget svært for bøsser. Lidt lettere er det i øvrigt ifølge bogen at være lesbisk i de arabiske lande. En lesbisk kvinde gør muligvis noget forkert og kan nemt risikere at blive smidt ud hjemmefra. Men hun gør i det mindste ikke det, enhver traditionel og/eller rettroende muslismsk familie frygter: Har sex med en mand, der er forbudt, haram.
Når man i Egypten slår ned på bøsser, benytter man sig af bestemmelser vedrørende prostitution, amoralsk livsførelse med mere. Den sag, der nok er mest kendt i Vesten er sagen om Queen Boat, en flydende natklub på Nilen, der var kendt som et populært sted for bøsser. Man kan supplere bogens oplysninger med en artikel fra danske Information om retssagen mod de 52 mænd, der befandt sig ombord på båden, da den blev stormet i en politirazzia den 11. maj 2001.
29 af mændene blev frifundet. 23 af mændene blev dømt for ”usædelighed” og ”foragt for religionen” og idømt straffe fra ét til fem års fængsel og tvangsarbejde. De var alle anklaget for at tilhøre en sekt, der bespottede islam ved at praktisere ”sodomi” som ritual. Af artiklen i Information fremgår det i øvrigt, at flere gejstlige op til retssagen havde talt for at udrydde alle bøsser, bl.a. blev det foreslået at brænde dem levende.
Det skal bemærkes, at klapjagten på bøsser i Egypten øjensynligt ikke er blevet mindre hidsig siden Queen Boat episoden. Den homoseksuelle er ”mad or bad”Men udover information om statens og forfatningens bestemmelser, er der i Whitakers bog mange relevante beretninger fra bøsser og lesbiske om familiens reaktion. Eller frygten for den. Det er ofte hjerteskærende beretninger. Som den om palæstinensisk-amerikanske Hassan, der er bøsse og et aktivt medlem af al-Fatiha, en organisation for bøsser og lesbiske. Han fortæller intet til sin familie, de ri øvrigt er velhavende og fremgangsrig. Ligesom Hassan bor de i USA, men lever efter traditionelle muslimske normer. Hassan håber på, når han fulder 30, at kunne blive gift med en muslimsk, lesbisk pige, få børn og udadtil foregive, at man er en en respektabel familie. Men måske kunne have same sex partnere i smug.
I en muslimsk familie, fremgår det af bogen, er den første reaktion fra familien ofte at bede en datter eller søn gå i psykiatrisk behandling. Et eksempel er egyptiske Salim, der var 20 år, da hans familie spurgte ham, om han var bøsse. Han blev foreslået, men sagde nej til seks måneders psykiatrisk behandling.
Men hvor urimeligt, det i Vesten kan forekomme at møde homoseksualitet med et tilbud om psykiatrisk behandling, der skal gøre personen til hetero, er der langt værre alternativer. Den homoseksuelle er enten ”mad or bad”. Et af bogens mange eksempler på vold drejer sig om den knap voksne Ali, der er fra en traditionel shia muslimsk familie i Libanon. Før han flygtede hjemmefra, blev han holdt indespærret i dagevis, slået og truet med pistol. Hans bror gjorde sagen klar: ”Jeg er ikke sikker på, at du er bøsse, men hvis jeg en dag finder ud af, at du er bøsse, så er du død. Det er ikke godt for vores familie eller vores navn”. Zaki Badawi interviewet i Gay TimesDer er også rædselsberetninger fra Jordan og Gazastriben om lemlæstelse og tortur. Man tager hatten af for Abdallah Taia, der er den første marokkanske forfatter – dog bosat i Frankrig – der åbent er stået frem som bøsse. Og man bliver helt lettet, når man læser, hvordan egyptiske Laila, der er i tyverne, beskriver hendes mors reaktion. Moderen spurgte hende en dag, om hun kunne lide kvinder. Laila sagde, at det kunne hun selvfølgelig. Men moderen spurgte igen: ”Jeg mener, kan du virkelig godt lide kvinder? Har du ikke lyst til at blive gift og få børn?” Laila forklarer i bogen, at emnet aldrig kom på tale igen. Hendes mor syntes ikke at tillægge det så stor betydning.
Fra de islamiske retslærde er der ikke megen opmuntring. Homoseksualitet er forkert, siger de stort set alle sammen. Bogen fremhæver derfor med rette, hvor grænseoverskridende det var, da den nu afdøde Zaki Badawi, der var leder af Muslim College i London, i 2000 gav et interview til Gay Times. Her udtalte Badawi, at ”homoseksualitet har altid eksisteret og vil fortsætte med at eksistere i alle islamiske lande”. Han sagde også, at ”mange højtstående ledere i den islamiske verden er bøsser”.
Lad os håbe, at det meget omtalte forår også vil bringe forår til denne minoritet, den arabiske verdens bøsser og lesbiske.