Af Helle Merete Brix
LONDON: Både irritation og interesse har sendt HRS uden for det centrale London denne formiddag for at ende med at indkassere et fnys fra en sikkerhedsvagt foran en større villa i Golders Green. Ret overraskende kan man nemlig gå lige ind på det jødiske kulturcenter, og han havde gerne sparet turen til gitterlågen. Indenfor, i et lille lokale med udsigt til den lavere beliggende del af haven, præsenterer den iranskfødte journalist Kamin Mohammadi sin debutbog ”The Cypress Tree: A love letter to Iran”.
Til at interviewe Mohammadi har Hampstead Litteraturfestival allieret sig med den palæstinensiskfødte forfatter Samir el-Youssef.
Irritationen skyldes rørstrømske passager i Mohammadis bog som for eksempel den om iranske kvinder, der kan ses dansende natten væk i vovet tøj og næste morgen klædt i chador, græder over en afdød imam i moskeen. De mestrer problemløst ”At feste og bede”. Åh, hold op. Og så den overdådige hyldest til landets ældgamle kultur og civilisation, som omtrent enhver iransk erindringsbog synes at indeholde. Mohammadis´ klanMen bedst som man irriteres, læser man videre og finder interessante og velskrevne afsnit om Mohammadis klan. For eksempel om mormoderen Fatemeh Bibi, der satte 12 børn i verden og som giftede datteren Mina væk mod hendes vilje. Om Mina, der er barnløs og var en art reservemor, dengang Mohammadis mor hyppigt ledsagede sin mand på forretningsrejser. I moden alder og som enke nyder Mina sin frihed og at ryge og skvadre med Mohammadi natten lang, når niecen besøger hende i Teheran.
Og så er bogen også en vedkommende fortælling om Mohammadis forældre og hende selv. Som voksen rejste Mohammadi som journalist igennem mere end ti år frem og tilbage mellem Storbritannien og det land, der i 1979 jog hendes familie på flugt.
I villaen tager el-Youssef fat på interviewet. Han er i jakke og åbentstående skjorte og bemærker, at ”Det er ikke længe siden, at vi hørte Tony Blair udråbe Iran til fjenden. Og du skriver et kærlighedsbrev til Iran?”
Mohammadi, skøn at skue i mini-nederdel over sorte tights og et mægtig, krøllet hår har svaret parat:
– Det måtte være et kærlighedsbrev. Normalt er de bøger, vi får fra Iran ‘misery memoirs”. Vi bliver præsenteret for det mest bedrøvelige og sensationelle. Sådan er mit Iran ikke. Jeg fornægter ikke, at disse ting eksisterer. Men mit land reduceres til konstant at være en trussel. Blair lyder så irrelevant, så fortidig.
Og hun fortsætter:
– Jeg var første gang tilbage i 1996 lige før præsident Khatami kom til (Mohammed Khatami, Irans præsident i årene 1997-2005, red.). Indtil for et par år siden kunne jeg frit rejse ind og ud. Der har ikke været problemer for mig af politisk karakter. Problemerne var mine egne, de bestod i vanskeligheden med at integrere den iranske del.
Fra Teheran til Notting HillI ”The Cypress Tree” – titlen er valgt, fordi dette træ ikke blot findes i landskabet men overalt i iransk kunst og arkitektur – fortæller Mohammadi om denne splittelse. Hun vokser op med en far, der tjener masser af penge i landets olieindustri. Familiens villa i det nordlige Teheran er med swimmingpool og udsigt til Alborzbjergene. BMW´en holder i garagen, de årlige ferierejser går til Europa. Og en dag i 1979 befinder den moderne iranske to-barns familie sig igen i den lejlighed de ejer i det eksklusive Notting Hill i London. Denne gang dog ikke som velhavende mellemøstlige turister, men som flygtninge fra Ayatollah Khomeinis barbari. Shahen er væk.
Vejen til at føle sig hjemme i London går for den ni-årige Kamin og hendes søster over en engelsk kostskole. Mohammadi synger i skolens kor og hun skriver artikler til skolens blad. Som teenager i 1980ernes London frekventerer hun i smug Londons hippe natklubber med vennerne og foregiver over for sine nok moderne, men iranske forældre, at hun aldrig har udvekslet så meget som et kys med en britisk dreng. Hun nægter at gå til undervisning i farsi. Hjemme er hendes far dog ikke længere familiens myndige patriark. Mohammadi skriver i bogen at ”:..revolutionen fratog min far hans udstråling af styrke og magt…”. En patriark mister styrkeFaderen forsvinder ind i sin egen verden, han læser bøger og aviser og lytter til nyheder fra Iran. Men han holder også af sit nye land. På opfordring fra El-Youssef fortæller Mohammadi mere om sin far, Bagher:
– Min far elsker dette land, Storbritannien. Han er en reserveret person, det passer til ham. Han voksede op i en lille by i Kurdistan i ”the middle of nowhere”. Da Reza Shah kom til magten (Irans regent i årene 1925-1941 og far til den sidste shah Mohammed Reza Pahlavi, red.) blev unge iranere, herunder min far, sendt til udlandet for at uddanne sig. Tidligere havde der ikke været nogen social mobilitet. Du blev født og døde i den samme sociale klasse.
Mohammadis far går som ung blandt andet på universitetet i Birmingham, og da han vender hjem til Iran medbringer han en britisk hustru, Audrey, som han dog bliver skilt fra nogle år senere og gift med Mohammadis mor, Sedi. Han har ikke været tilbage i Iran siden revolutionen i 1979, hvor hans navn blev sat på dødslisten på døren til den lokale moské. Moderens udviklingDa Mohammadi en dag finder ud af, at hun længes efter det land, hvor hun er født ledsager Mohammadis mor hende. Sedi er livsglad, elsker designertøj og musicals. I det kærlige portræt af sin mor skriver Mohammadi dog også, at hendes mors syn på mødet med hendes ægtemand forekommer ”idealiseret og nostalgisk”. I eksilet har hun mistet status, hun er ikke længere hustru til en rig og magtfuld mand. Men i moden alder får hun i stedet arbejde – de konservative iranske forældre nægtede hende en universitetsuddannelse – og finansiel uafhængighed.
Hvor Mohammadis mor har affundet sig med at Storbritannien nu er hendes hjem, blev Mohammadi så glad for rejserne til Teheran, at hun på et tidspunkt tænkte på at flytte tilbage. Intervieweren spørger ind til denne overvejelse. Mohammadi forklarer:
– Man bliver interesseret i sine rødder. Jeg ville være en del af min familie. Når du kommer fra en stor familie, er det svært pludselig at være en kernefamilie. Jeg genopdagede mit sprog, farsi. Og jeg mødte fantastiske iranere i Iran.
”Gentleman Callers i Teheran”I Iran skriver Mohammadi rejseartikler om landet, hun er således blandt andet medforfatter til Lonely Planets guidebog til Iran. Mohammadi bor hos familie, hos gæstfri onkler og tanker i hovedstaden, i Shiraz og andre steder. Men også på et tidspunkt alene i et af de nye fornemme højhuse i Teheran, hvor dørvogteren ikke hører til typen, der ringer til det religiøse politi, fordi Mohammadi har ”gentleman callers”. Hun fester igennem med Teherans rige og smukke. Alt kan lade sig gøre i smug, alkohol, filmpremierer og kunstudstillinger.
Men hun går også til begravelse hos en slægtning, der som så mange andre iranere er død af sit narkotikamisbrug og af AIDS. Og hun tager på en rejse arrangeret af regeringen til den konservative provins og finder ud af, hvordan man som kvinde falder igennem, når man kun har medbragt små hovedtørklæder og ingen chador.
Og apropos kvinder: El-Youssef ser øjensynligt på et tidspunkt under interviewet en mulighed for at forbedre den muslimske mands renommé i Vesten og fastslår, at ”vist er sharialoven ikke god for kvinder”. Men Mohammadis bog er jo en bog om ”stærke kvinder, her er ikke et eneste æresdrab.” Individualiten i VestenBogen giver nu ganske mange eksempler på kvinders vanskelige vilkår og på besidderiske iranske mænd før, under og efter revolutionen. Et sted fastslår Mohammadi, hvad Irans kvinder tabte ved Ayatollah Khomeinis magtovertagelse: ”Hvad shahen end ellers gjorde ved Iran, gav han kvinder mere frihed end nogensinde før”.
I dag er det flere år siden Mohammadi har været i Iran. Med præsident Mahmoud Ahmadinejad ved roret er det blevet mere utrygt at besøge landet. I sin lejlighed i London – i dag deler hun sin tid mellem Italien og Storbritannien – har hun taget imod iranske venner og familiemedlemmer, der nu rejser fra Ahmadinejads Iran og slår sig ned i Dubai eller USA.
Som sidste spørgsmål vil el-Youssef vide: Kunne Mohammadi skrive et lignende kærlighedsbrev til Storbritannien? Mohammadi giver ikke et svar, men siger:
– At komme fra Iran til Storbritannien er at komme fra kaos til et retssamfund. Særligt for kvinder er individualiteten et privilegium, ja, en ret. Her kan jeg udtrykke mig. Jeg har en stemme.
Kamin Mohammadis bog ”The Cypress Tree: A Love Letter to Iran” er udkommet på Bloomsbury i 2011.