Hege Storhaug, HRS
At det i Norge ytterligere skal satses på ”hvit diskriminerer svart”, har rights.no skrevet side opp og side ned i det siste, etter at det ble kjent at dette fortegnede bilde ytterligere skal gis næring av vår politiske ledelse, et bilde som har ødelagt så mange menneskers liv, det vil si særlig livene til jenter og kvinner med opphav i kvinneundertrykkende kulturer.
Det er ingen nyhet at vold mot kvinner først og fremst skjer i hjemmet. Eksplosjonen av overfallsvoldtekter i Oslo forteller dog en ny historie i Norge. Likevel er det den skambefengte og lammende volden innenfor husets fire vegger som nesten alltid har vært så mange kvinners svøpe. Så også for ikke-vestlige kvinner, særlig kvinner fra den muslimske verden der kvinner status generelt er svært lav. Den store forskjellen er dog at frykten for stigmatisering i egne miljø og sladder hvis man bryter ut av voldelig forhold, er så uendelig mye større blant ikke-vestlige kvinner enn vestlige kvinner. Videre er mønsteret at hele storfamilien legger skylden på kvinnen, og gjør sitt for at hun ikke skal bryte ut. Dette fremkommer også tydelig i en ny dansk undersøkelse, der 42 ikke-vestlige voldsrammede kvinner intervjues.
Ægtemanden og den øvrige familie er den største barriere for etniske minoritetskvinder, som vil bryde ud af et voldeligt forhold. Volden kan have husslavelignende forhold, og frygten for stigmatisering og sladder gør kvindernes løsrivelse svær. Det viser en ny undersøgelse om vold mod etniske minoritetskvinder
Etniske minoritetskvinder har ekstremt svært ved at slippe ud af voldelige forhold. Det skyldes i høj grad en stærk familiefølelse, en mandsdomineret familie-struktur og en angst for at fortælle om overgrebene. Det konkluderer undersøgelsen Familien betyder altom vold mod etniske minoritetskvinder.
»Groft sagt er det en gratis omgang at begå vold mod en etnisk minoritetskvinde. Det er ikke onklen eller fætteren som voldsudøver, der bliver gjort ansvarlige for eksempel et seksuelt overgreb, hvis andre får kendskab til volden. Det er kvinden, og det ved voldsudøveren godt,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, adjunkt og ph.d., som har foretaget undersøgelsen i samarbejde med lektor og ph.d. Yvonne Mørck og ph.d. Bo Wagner Sørensen fra Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter.
Forskerne har i interview med 42 kvinder åbnet for voldshistorier fra en gruppe, som ofte ikke bliver hørt i det danske samfund, og som er udsat for en særlig type af vold i hjemmet.
»Volden mod kvinderne foregår inden for hjemmet og bliver ikke begået af en fremmed. Det er den faste base, hvor man skulle være tryg, der lægger rammer til den ofte brutale vold, som man kender det for generel vold. Men for etniske minoritetskvinder er det ofte ikke kun ægtemanden, der begår volden, det er ofte også andre familiemedlemmer,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.
Et annet kjent mønster er at i storfamilier skjer voldsutøvelsen fra både onkler, tanter, fettere, svigerforeldre med flere, noe helt annet altså enn når en norsk kvinne mishandles i hjemmet. Nesten alltid vil det være ektemannen som står bak, og skulle kvinnen søke hjelp hos andre familiemedlemmer, vil de ikke applaudere henne tilbake i voldsmarerittet. Ei heller er det slik i vår kultur at svigerdøtre plasseres på bunnen i et strengt makthieraki og særlig er sårbare for vold fra både kvinner og menn i familien. Som HRS har forfektet i alle år: de mest marginaliserte innvandrerne som kommer til Norge, er unge hentebruder. De er så godt som helt overlatt til familiens gode eller onde vilje.
Både ægtemænd, brødre, sønner, onkler og svigerfædre er voldsudøvere, samtidig med at også kvinder i familien deltager i volden. Yngre kvinder er nederst i hierarkiet, og mødre, svigermødre og ældre kvinder kan være med til at fastholde de voldsramte kvinder i familien. Det foregår blandt andet, når svigerdøtre fungerer som husslaver i egen familie, der er en af de seks voldsformer, som undersøgelsen kortlægger.
En tyrkisk kvinde fortæller under dæknavnet ‘Adile’ om, hvordan hun som svigerdatter klipper svigerforældrenes negle, lægger dem i seng om aftenen, står for al husholdning og madlavning, mest opholder sig i køkkenet og ikke får lov til at spise sammen med resten af familien.
»Især kvinder, der er blevet giftet til Danmark, lever isoleret, og de forhindres i at begå sig i det omgivende samfund og kende til de muligheder, der er, og de rettigheder, kvinderne har til for eksempel at lære dansk eller have kontakt med deres egen familie. De kan være udsat for decideret at blive låst inde og får aldrig mulighed for at få kendskab til deres rettigheder. Derudover bliver de ofte bildt ind af manden og hans familie, at de har meget ringe rettigheder eller bliver henvist til en ikkeeksisterende lovgivning, så de bliver i ægteskabet,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.
Hvis kvinderne har mod til at bryde ud af ægteskabet gennem skilsmisse eller ved at fortælle om volden og gå til et krisecenter, er de ofte oppe mod et stort pres fra det omgivende etniske minoritetsmiljø i form af sladder og stigmatisering. Undersøgelsen viser, at langt de fleste af kvinderne står helt alene, hvis de flygter fra volden og ikke har et netværk eller mulighed for på egen hånd at skabe deres eget liv.
Forfatter og foredragsholder Kristina Aamand har en bred kontaktflate med minoritetskvinner og gjenkjenner voldsmønsteret som tegnes i undersøkelsen. Hva er så løsningen?
I undersøgelsen foreslås det, at etniske minoritetsmiljøer blandt andet skal reagere mod volden med bevidstgørelse af forældrene, og at etniske minoritetsforeninger skal tage et medansvar.
»Der er ikke noget forkert i formuleringerne af anbefalingerne, men jeg tror, at de taler mere til hjernen end til hjertet. Samtidig er jeg bange for, at de ikke rammer helt almindelige Fatima, som står i køkkenet og steger blæk-sprutteringe til sin mand, mens de måske nok rammer de unge kvinder, som går på universitetet,« siger Kristina Aamand.
Hun forestiller sig, at volden i lige så høj grad skal modvirkes fra familierne selv, som fra krisecentre, politi, forskere og politikere.
»Undersøgelsen afdækker en skidehamrende svær problemstilling, som skal løses i familierne. Jeg tror, at man skal gå meget mere efter et samarbejde med især de unge mænd i familierne for at modvirke volden,« siger Kristina Aamand.
Ja, det er viktig å oppdra unge menn i likestilling mellom kjønnene. Man kanskje langt viktigere kan det være å gå tilbake i norsk/dansk historie og sjekke hva som gjorde at kvinner ble løftet inn i frihet og verdighet på linje med menn? Da er vel ånden etter stortingsmannen Johan Castberg én nøkkel: gjennom lovverk å løfte opp barn og kvinner Og som det sies i gravejournalistikken: følg pengene. Altså; økonomisk selvstendighet er avgjørende for å kvitte seg med lenkene.
Fra Krisesenterbevegelsen i Danmark heter det at de kjenner problemene, og at problemene til ikke-vestlige er i stort de samme som hos danske kvinner. Den kjøper ikke vi. En ung kvinne fra indre Anatolia, som ikke har særlig skolegang, ikke kjenner det danske språk eller samfunn, ikke er oppdratt til frihet og likestilling, med mye mer, har helt andre forutsetninger og derav behov enn en innfødt dansk kvinne. Dessuten: er ikke krisesentre en antikvarisk levning fra 70-tallet? Typisk: voldsrammede kvinner skal hjelpe andre voldsrammede kvinner. Slik kjøpte staten seg fri for mye ansvar den gang og inn i vår tid, og slik kjøper staten seg fri for ansvar i dag overfor Norges nye jenter og gutter som rammes av æresrealtert vold ved at det sprøytes midler inn til uprofesjonelle hjelpeorganisasjoner. HRS har i mange år tatt til ordet for et nasjonalt kompetanseteam bestående av profesjonelle fagfolk på ulike felt – et helhetlig apparat. Tanken står vi fast ved.