Så steg den hvide røg til vejrs
Af Britta Mogensen
Vi har fået ny regering. Den tidligere statsministeren (Lars Løkke Rasmussen, red. anm.) og hans parti Venstre er stadig Danmarks største parti, og de vandt valget, men tabte regeringsmagten, mens ”rød blok” tabte valget, men til gengæld vandt regeringsmagten. Således kan politik på forunderlig vis udmærket måle sig med Guds uransagelige veje.
Og så skulle vi bare vente på, at forhandlingerne mellem de tre partier sluttede, og endelig efter 17 dages forhandlinger fik vi en ny regering, der vandt med bare 8 000 stemmer.
S + SF + RV og Ø
Dét, vi ventede på i over to uger, var, at de to partier, Socialdemokratiet (S) og Socialistisk Folkeparti (SF), der slog pjalterne sammen for et par år siden, skulle få forhandlet et regeringsgrundlag sammen med Det Radikale Venstre (RV). Hvis ikke S og SF skulle risikere at fægte sig igennem, hver gang de forelagde et lovforslag for Folketinget, var det nødvendigt at få overtalt endnu et parti til at danne regering sammen med dem. Dog var disse tre partier ikke nok til et flertal på 90 mandater, så der blev også bejlet til det revolutionære parti Enhedslisten (Ø) for at sikre sig dette partis støtte.
Da RV bestemt ikke accepterer blot at være med som det tynde øl, er bøtten under de mange dages forhandlinger vendt, og det er nu RV, der velvilligt danner regering med S og SF. Det gør det også nemmere for Ø at støtte regeringen, når det er RV, der sætter dagsordenen. Begge partier er, om end på hver deres måde, revolutionære.
Socialdemokratiet
S er det største parti i ”rød blok”. Partiet kalder sig et arbejderparti. De arbejder bl.a. for forhøjelse af skatterne generelt, afgifter på snart sagt alt samt en særlig millionærskat for dem, der tjener en million eller mere, så vi kan jage dem og deres firmaer ud af landet. Det skulle kunne give ret mange nye arbejdspladser! Disse gode forslag er SF – der, som navnet siger, er socialistisk – helt enig i.
Socialistisk Folkeparti
SF fik et problem med sit bagland på grund af forlovelsen med S. Utilfredsheden murrede, for formanden Villy Søvndal havde foretaget en politisk kolbøtte af hidtil ukendte dimensioner. Partifællerne var bestemt ikke begejstrede over, at EU-modstanden var borte, men endnu værre var, at SF havde accepteret en stram udlændingepolitik for at komme i regering. Der hørtes også nogen misbilligelse, da Søvndal bad Hitzb ut-Tahrir ”gå ad helvede til”. Hos nogle var der målløs forbløffelse over, at den ellers så pæne og charmerende mand kunne dæmonisere en hel gruppe mennesker, bare fordi disse er tilhængere af en isme, der er en anden end hans egen.
Det er jo almindelig kendt, at ”dæmonisering” har højrefløjen monopol på.
Men hos S var der jubel. SF havde bevist, at de to partier trak på samme hammel. Der var jo ellers den meget kedelige historie med, at Ole Sohn, den tidligere formand for Centralkomiteen i Danmarks Kommunistiske Parti, havde lykønsket Honnecker i Østberlin med smækkys så sent som et par uger før murens fald i Berlin i 1989. Sohn siger dog selv, at han bitterligt har fortrudt kysseriet igennem 20 år. Det må da borge for, at han i mellemtiden er blevet en rigtig demokrat. Partiet kløjes ganske vist i den førte udlændingepolitik, men kan det skaffe ministerposter, så…. Paris er vel en messe værd.
Det Radikale Venstre
RV består af radikale venstrefolk, men på én og samme tid også af radikale højrefolk, så de tilbyder samarbejde med dem, der byder sig mest til. Partiet er lodret uenig i alt det, der er hjerteblod for S og SF og indgik kort før valget forlig med ”blå blok” om en økonomisk reform, der er alt andet end socialistisk.
Samtidig er partiet stærk modstander af udlændingepolitikken. S og SF indgik derimod forlig med ”blå blok” om udlændingepolitikken og lovede deres vælgerne højt og helligt, at de vil bevare den nuværende udlændingepolitik inclusive 24-års reglen og tilknytningskravet. ”Blå bloks” økonomiske reform var til gengæld den rene gift for deres vælgere. Så forhandlingerne er helt og aldeles gået på, hvilket forlig der overtrumfer hvilket.
Uden RV som regeringspartner måtte S og SF have kastet håndklædet i ringen og lade Danmarks største parti beholde regeringsmagten. RV er kendt for at være et utroligt svært parti at samarbejde med. Den hedengangne socialdemokratiske Sven Auken, som var den statsminister, Danmark aldrig fik, er citeret for at sige, at ”Det Radikale Venstre er ikke sværere at arbejde sammen med end at sømme budding op på en væg”. Jeg tror, øvelsen med buddingen er den nemmeste! Partiet står altid urokkeligt fast på det, det mener, indtil det finder noget andet at stå urokkeligt fast på. Som politisk kommentator Ralf Pittelkow skriver: ”Med venner som Margrethe Vestager (RV), hvad skal Helle Thorning-Schmidt (S) så med fjender?”. S og SF måtte derfor give køb på alle deres valgløfter under forhandlingerne. RVs motto er: ”Gør som vi siger, eller vi vælter regeringen”. Med sådanne trusler hængende over hovedet, må RV være enhver regerings mareridt – et mareridt, som S, SF og støttepartiet allerede må sande.
Rigtige mennesker
I RV finder man de mest anstændige, ja de ypperste blandt danskere. Partiets kærlighed til hele verden er enorm, mens vi, der ikke regnes for ypperlige, kun er her på tålt ophold, indtil vi forsvinder ved den igangværende befolkningsudskiftning. Dette accentuerede partiets leder, Margrethe Vestager, i en rørende tale efter de endte forhandlinger: ”Vores regeringssamarbejde er godt for mennesker – rigtige mennesker.” Præciseringen burde nok give en hel del af os sved på panden.
Det er også i dette parti, man efter sigende finder de højeste uddannelser og højeste indtægter. De har derfor råd til – på samme måde som Socialdemokratiets højrefløj – at bo i velhaverkvarterer så langt væk fra indvandrergrupper, som de overhovedet kan komme. Partiets spidser mænger sig – om nødvendigt – kun med superindvandrere. Men det bliver de ikke klandret for, for når man er medlem af RV, er man automatisk også medlem af Godhedssegmentet, som de har monopol på.
EU, Konge, Fædreland – og Gud
Til gengæld er alle tre partier enige om endnu mere EU og alt dens uvæsen, og de vil gerne have åbne grænser og ubegrænset indvandring – ligesom i Sverige. Støttepartiet Ø hader dog EU (det eneste forsonende træk, jeg kan finde hos dette sammenrend af ideologiske fantaster), til gengæld elsker de åbne grænser og vil i dette helhjertet støtte den nye regering. Det gælder nemlig om at få importeret mennesker af den rette støbning til at hjælpe det revolutionære partis tapre lille militante flok, for danskerne gider generelt ikke revolution – det begynder altid at regne på et eller andet tidspunkt.
Der er yderligere lidt uenighed indbyrdes mellem de tre regeringspartier og støttepartiet. RV vil have afskaffet Gud, Konge og Fædreland. EU er partiets nye Gud, som de underkaster sig, og offergaven er Danmark. Paradoksalt nok er det RV, der nu har fået lov at få posten som kirkeminister, og det forlyder, at ministeren vil afskaffe kirken – guderne skal stilles lige. Han har nu heller ikke været medlem af folkekirken så længe, så for ham er det nok hip som hap, hvis gud der fremover skal være fundamentet i det 1 000 år gamle kristne land. S synes lige i øjeblikket at være ret neutral i dette spørgsmål. SF og Ø vil kun afskaffe Gud og Konge. Nok er disse partier imod religion, dog ikke imod enhver religion. Nogles gud, mener disse partier, er bedre end andres.
Enhedslisten
Ø er det farverige revolutionsparti. Her har vi partiet med sin egen militante fraktion, bestående af samfundsomstyrtere og voldsfascister. Det er ret beset et interessant parti, da det er en reminiscens fra det kommunistiske paradis i Sovjetunionen. Partiet rummer de fleste ismer (name it – they got it): kommunisme, socialisme, stalinisme, maoisme, marxisme. Og paradoksalt nok mener partiet på den ene side, at religion er opium for folket, på den anden side har partiet taget en ny isme til dets hjerte inden for de sidste par år, nemlig islamismen. Derfor stillede de ved forrige valg en tæt tilhyllet fundamentalist op som spidskandidat. Det decimerede partiet helt ned til spærregrænsen. Så ud røg fundamentalisten, og ind kom en ung, nordisk, fager kvinde. Det har jo aldrig skadet at se en smule godt ud, heller ikke for ekstremister.
Øs principprogram indeholder mange spændende emner: revolution – om nødvendigt ved våbenmagt. Partiet har dog forsøgt at berolige befolkningen inden valget med, at helt så alvorligt skal det skam ikke forstås. Mon vi kan håbe på pædagogiske rundbordssamtaler i stedet? Yderligere skal politi og militær nedlægges, firmaer skal nationaliseres, og asylansøgere skal ud af centrene og tilbydes uddannelse, arbejde og boliger. Lidt verdensfjernt kunne man indvende i et land, hvor der er adgangsbegrænsning til universiteterne, overbelægning i skolerne, høj arbejdsløshed og 18 års ventetid på en lejlighed.
At opleve, hvordan disse så forskellige partier vil bære sig ad med at finde en modus vivendi, kan slet ikke undgå at blive af stor underholdningsværdi. Den nye regering har dog bebudet, at alle uenigheder vil blive holdt inden for regeringens fire vægge. Noget skal dog nok sive ud til folket. Som en ven sagde i går: ”Morskaben er allerede begyndt”.