Det arabiske forår og kvinderneAf Helle Merete Brix, for HRS
”Husk at sige, at den ene skal være en kvinde”. Sådan plejede den arabiske digter, jeg engang kendte altid at sige, før vi i den danske forfatterforening, jeg var medlem af, arrangerede forfatterbesøg fra arabiske lande: Egypten, Palæstina, Jordan med flere. Hvor jeg ikke er tilhænger af kønskvotering på nogen måde, var det ganske nødvendigt her. For digteren havde ret. Kvinderne fik man som regel ikke frivilligt til landet.
Det var også samme digter, der for mange år siden inviterede mig med til et have-arrangement hos den ægyptiske ambassadør i Danmark. Der var fyldt med ambassadører fra de arabiske lande, og flere af deres koner var tilslørede. Men der var fyldt op med vestligt klædte og utildækkede kvinder til havefesten. Det lod jeg en glad bemærkning falde til digteren om. Han rystede på hovedet: ”De kvinder, du ser her, er vestligt prægede kvinder. Den typiske arabiske kvinde er en fødemaskine”.
Hvem ville turde sige noget sådant i dag?
Jeg har tænkt på disse episoder, når jeg i den seneste tid har forsøgt at orientere mig om udviklingen i de arabiske lande. I Egypten er det mest åbenlyse problem lige nu bekymringen over, hvordan det vil gå landets kristne, jævnfør drabene på de kristne koptere. Men dernæst spekulerer man på: Hvad vil udviklingen i landene medføre for kvinderne? Forskel på mænd og kvinderDet begyndte jo så godt. Vi så dem på gader og i demonstrationer og hørte dem i stigende grad udtale sig til medierne. Nogle af os syntes måske, at der var grund til skepsis. For i en verden, hvor kvindernes status i forvejen er lav, er det ikke betryggende at Det Muslimske Broderskab stormer frem. Alt tegner til, at partiet ”Frihed og retfærdighed”, der udspringer af Broderskabet, bliver den store stemmesluger ved det kommende valg. Den internationalt kendte danske professor ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen sagde i den forbindelse for nylig til dagbladet Information: ”Man har traditionelt været meget skeptisk over for broderskabets politik om kvinder og mindretal. Siden 90’erne er de dog begyndt at reformere og revidere dette område. Men broderskabet vil fastholde den klassiske islamiske jura, som grundlæggende skelner mellem mænd og kvinder.”
Det betyder i praksis, fortæller avisen, at en søster arver halvdelen af, hvad en bror arver.
Når selv Skovgaard-Petersen der, som det er fremgået i årenes løb ikke hører til Broderskabets skarpeste kritikere, må der virkelig være grund til bekymring.
Broderskabet vil, forklarer Skovgaard-Petersen videre, utvivlsomt værne om paragraf 2 i den egyptiske forfatning, der siger at principperne i sharia er hovedkilden til lovgivning. Her skal det med, at Informations journalist skynder sig at berolige læserne ved at konkludere, at dette med sharia i lovgivningen ”af nogen sammenlignes med, at folkekirken også er en del af den danske grundlov”. Det mener jeg, er det rene vrøvl.
Sharia og kvinderneDet er sharia, der bestemmer spørgsmål om frafald, ægteskab, skilsmisse med mere. Al Azhar Universitetet i Cairo, sunni-islams mest magtfulde bastion, har meget ofte et afgørende ord at skulle have sagt. Da man for år tilbage gjorde det nemmere for egyptiske kvinder at opnå skilsmisse, var det først efter at have sikret sig, at Al Azhar ikke var imod.
Men også den uformelle sharia, sharia på gadeplan, som jeg plejer at betegne fænomenet, spiller en væsentlig rolle. Glimrende eksempler på dette finder man i journalisten Hugh Miles bog ”Playing cards in Cairo” (Abacus, London, 2008). Han konverterede til islam for at kunne gifte sig med sin udkårne, en ung, egyptisk læge, der var opvokset med langt større frihed end hendes medsøstre. Bogen er fyldt med begrædelige eksempler på, hvordan ufriheden skaber en kultur af løgn og depression og vold mod kvinder. Vi taler her om et fænomen, der finder sted blandt relativt veluddannede mennesker. For den unge, kvindelige læge var det for eksempel et problem at besøge Hugh alene. En mandlig udlænding! Sladderen gik. Omskæring og forfatningenDer er også spørgsmålet om omskæring af kvinder. I vid udstrækning omskæres de egyptiske kvinder nemlig stadig. I 2008 indførte Egypten et forbud mod omskæring, men lod dog en smutdør stå åben: Omskæring ville stadig være tilladt, hvis der er tale om ”medicinsk nødvendighed”.
Universitetsprofessoren Mohamed Saad el-Katatni, der i dag er medietalsmand for partiet ”Frihed og retfærdighed” sagde i forbindelse med lovens vedtagelse:”Intet i islam forbyder omskæring”. Man kan også minde om, hvad den magtfulde Yussuf al-Qaradawi, der for måneder siden blev fløjet ind på Tahrir-pladsen i Cairo for at lede fredagsbønnen for demonstranterne, siger om omskæring. Det er ”ikke obligatorisk, men hvem der mener, at det tjener hans datters interesser bedst burde gøre det, og personligt støtter jeg det, sådan som forholdene er i dem moderne verden”.
Det er ikke betryggende. Og det er heller ikke det heller ikke, at kvinderne ikke deltager i arbejdet med Egyptens nye grundlov og ikke har insisteret på at deltage i forhandlinger om forfatningen. Den kvote på 12 procent, der sikrede kvinderne en del af pladserne i parlamentet, er ikke overført. Demokratiet må komme først, synes synspunktet at være. Som da Irans kvinder ikke ville tillægge spørgsmålet om kvinders tildækning betydning i det nye, revolutionære Iran i 1979. Revolutionen måtte komme først. Vi ved, hvordan det endte.