Eksterne skribenter

Utøya på scenen?

Ungdom i panikk og omgitt av det totale kaos som sender SMS-er til foreldre, til kjærester. Foreldre og kjærester som forstår at noe fryktelig er galt. Som ringer, og ringer. Drapsmaskinen som lokker frem sine offer, kjølig, beregnende. Den lammende sorgen i kjølvannet av terroranslaget. Snart kommer bøkene om Utøya. Men kan Utøya bli til et teaterstykke en gang i fremtiden? I dag synes tanken absurd, kanskje rett og slett grotesk. I London er derimot 11.september iscenesatt nå i anledning tiårsdagen for terroranslaget som endret verden. De mest gripende scenene var nettopp SMS-ene som gikk fra pårørende: Hvor er du? Lever du?

11. September på scenen

Af Helle Merete Brix, for HRS

(London): ”Velkommen til Windows of the World. Har De reserveret? Hvis ikke, gør det ikke noget, der er plads”. Udklædte som tjenere og servitricer byder skuespillerne i forestillingen ”Decade” publikum indenfor i det teaterrum, der engang var en lagerhal ved havnen, men nu er omskabt til den berømte restaurant i Windows of the World, på toppen af det nordlige tårn i World Trade Center. Publikum sidder ved borde med hvide duge og nipper til deres drinks. For enden af rummet i begge sider er scenografien en udsigt over Manhattan, som set gennem mægtige og smalle vinduer, højt over New York. Det er et lille chok at træde indenfor.

Forestillingens begyndelse er ligeledes dramatisk. En servitrice tiltaler en sort mand i lang kjortel og med kalot. Men manden taler ikke engelsk, han taler slet ikke og han har ikke reserveret bord. Mens servitricen forsvinder med navnelisten – det er formentlig navnene på nogle af ofrene, hun læser op – folder den stumme gæst langsomt gæstelisten til en papirflyver og sender den afsted mod et af de fiktive vinduer. Derefter et enormt brag. Det første fly har ramt. Svingende kvalitetBag forestillingen Decade, der spiller i London frem til midten af oktober, står en af Storbritanniens mest berømte instruktører, Rupert Gould. Til daglig er han kunstnerisk instruktør for teatret Headlong. Gould satte et team på 20 britiske og amerikanske forfattere til at skrive tekster til den kaleidoskopiske forestilling. Goulds emsemble på 12 skuespillere samt tre medvirkende børn, forsøger at udføre visionerne for det ambitiøst tænkte teaterstykke, hvor dans og fysisk teater veksler mellem monologer og dialoger. Nogle af scenerne foregår på de runde træscener i rummet. Andre fra et bord, befolket af publikummer.

Vist er teksterne af svingende kvalitet. Men endnu mere skæmmer ujævnheden i ensemblet helhedsindtrykket. Forestillingen rummer både virkelige talenter, til mere gumpetunge medvirkende. Decade er også visse steder præget af politisk korrekthed og klicheer. Som når publikum før forestillingens start udsættes for noget, der skal forestille et paranoidt lufthavnstjek og forhøres kort af en betjent. Eller når den ældste medvirkende, Tom Hodgkins, skal agere kold militærmand. I krigen mod terror. Eller USA’s præsident Barack Obama pludselig opstår på scenen i en strøm af klicheer. Eller muslimer klager over diskrimination efter terrorangrebet. Ligesom de meget fysiske scener, hvor alle medvirkende stormer rundt, og som ofte forekommer uden retning og mål. Enker og konspirationer Det var så denne teatergænger og anmelders forbehold. Men alligevel er det en forestilling med kvaliteter. Den varede tre timer inklusive en kort pause, og vist er det lige en halv time for meget. Men på plussiden har den for eksempel: En utrolig velspillende Tobias Menzies, der balancerer på kanten af en konspirationsteori, med hensyn til, hvad der fik tårnene til at styrte sammen. Og som mistede adskillige kolleger, der ikke troede på ham, da han på sin fridag fra sit vindue i sit hjem, så hvad der skete. Han ringer til kontoret og opfordrer dem til at forlade bygningen. Nogle er stædige. De bliver og dør.

I en monolog mellem John og en navnløs mand fortæller John, hvordan hans søster blev dræbt ved angrebet af en fjende, der hadede ”musik, film, sport og liv og min søster elsker disse ting”.

Der er også tre velspillende enker til ansatte i tårnene. Enkerne mødes til den årlige mindeceremoni og efterfølgende kaffe og drinks i hinandens selskab. Vi følger dem ”baglæns”, og i den sidste scene, hvor de tre kvinder mødes er vi nået til år 2000. Gennem disse scener præsenteres vi for Alice, der er flyttet ind i sorgen og længslen efter sin døde mand – vældig godt fortolket af Emma Fielding – og den højtråbende enke Christa, der er træt af den officielle mindedag og af at være defineret som pårørende til et offer for 11. september. Samt den yngste af enkerne Kelly, som vi hen mod forestillingens slutning ser i Windows of the World i år 2000. Nygift og forventningsfuld til sin første middag i firmaet med Christa og Alice og deres mænd og hendes egen. Selvmord og frihedHer er også de, der hvert år tager på en guidet rundtur på Ground Zero. Tania, hvis mand hoppede fra de øverste etager for at undgå flammerne og som en dag sætter ild til sig selv og springer fra et vindue. Osama bin Laden med en propagandatale.

Forfatteren Alecky Blythe lader i ”Stemmer fra moskeen” tre muslimer fortælle om, hvordan de ser på terrorangrebet – herunder en, der ikke rigtigt mener, man kan være sikker op, at Osama bin Laden stod bag. I en note i programhæftet fremgår det, at forfatteren baserede teksten på redigerede interviews med muslimer i diverse moskeer i London. Det er en af forestillingens de mest interessante tekster.

Nævnes skal også den amerikanske dramatiker Christopher Shinns bidrag. HRS interviewede Shinn i 2009 i forbindelse med hans fremragende forestilling ”Now or later”, der har ytringsfriheden som fokus. Denne gang har Shinn, der i øvrigt fra sit arbejdsværelse i East Village så det første fly ramme det sydlige tårn, forfattet en mindre politisk tekst: En skarp dialog mellem en kvindelig psykiater og hendes mandlige patient. Han forstyrres af lydene fra det pulserende New York, udrykningskøretøjer, hylende sirener med mere. Publikum, i hvert fald undertegnede, bringes i nogle minutter til at tro, at vi er tilbage på selve dagen for terrorangrebet.

Det mest gribende i forestillingen er dog den scene hen mod slutningen, hvor samtlige skuespillere oplæser nogle af de sms-er, der blev sendt mellem koner, mænd, familiemedlemmer og kærester denne dag. For pludselig gik beskederne ikke længere ud på at have en dejlig dag eller huske at tage bagels med hjem. Men på at tænde for tvet og frem for alt: At give lyd fra sig, for hvor er du?

Det er ingen nem opgave fra teaterscenen at ville fortolke og beskrive dette tiår og denne dag, fyldt med rædsel og kaos. Så selvom man ikke kan kalde forestillingen helstøbt, må man tage hatten af for, at en instruktør, 20 forfattere og 12 skuespillere – med større og mindre talent – tør tage livtag med en opgave af denne art. Decade. Spiller i Commodity Quay, Sct. Katherine Docks i London frem til 15. oktober. Læs mere på hjemmesiden: http://www.decadeheadlong.com/