Når ondskaben slippes løs
Af Helle Merete Brix, for HRS(København): ”Det blæser lidt hårdt i Norge for tiden. Ondskaben er løs”. Konklusionen blev draget af redaktør og historiker Hans Rustad fra Document.no, der i går i København ved et møde i Trykkefrihedsselskabet fortalte om, hvordan Breviks massemord den 22. juli ikke alene slap ondskaben løs ved selve terrorgerningen. Det havde efterfølgende også sluppet en ondskab løs i medierne, hvor journalisterne blandt andet havde frit spil med hensyn til at fremstille Fremskrifttspartiet som nazister.
-Norske journalister interesserer sig ikke for den brede samfundsdebat. I Danmark er der en frihed i det offentlige rum, som Norge ikke har. Og så citerede Rustad den amerikanske forfatter Bruce Bawer, der er velkendt for HRS` læsere for at påpege, at hvad der var sandt i indvandringsdebatten før tragedien i Norge også var sandt efter.
Ved siden af sig på podiet havde Hans Rustad den danske præst, samfundskritiker og forfatter Sørine Gotfredsen, der for nylig oplevede sit eget blæsevejr. Gotfredsen er tilknyttet avisen Berlingske Tidende som kommentator. En kronik i avisen med titlen ”Lad os bruge Anders Breivik rigtigt” forårsagede læserstorm og mediestorm, ligesom der var krav om at få Gotfredsen fyret som præst. Gotfredsens kronik og kommentarGotfredsen forklarede de fremmødte, at det var første gang hun udtalte sig om kronikken: ”Reaktionerne var større end jeg havde regnet med.” Her kan det indskydes, at hvad der hidsede læsere og op var sætninger som: ”Han (Breivik, red.) hader i protest mod forvandlingen af det norske og vesteuropæiske samfund, han er desperat og næppe ganske mentalt rask, men hans rationale står lysende tilbage”. Og: ”Da Anders Breivik havde opgivet det politiske system, besluttede han at gribe til mere kontante midler, og han vil sandsynligvis blive efterfulgt af andre med samme følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed.”
Og videre: ”De, der fortsat dyrker den kulturløse ideologi, vil blive ved med at efterspørge det eneste middel, de kender til – pæn tale og mere tolerance, og som modvægt skal Anders Breivik også bruges på anden vis. Til at forstå hvor farligt mennesket er, når det føler sig presset, og at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er.”
I en efterfølgende kommentar beklagede Gotfredsen ”To fejlskøn. For det første er kronikken nok blevet bragt for tidligt i et forløb, hvor der fortsat er så mange intensive følelser på spil. Og for det andet har jeg i et par tilfælde brugt formuleringer, der viser sig at kunne tolkes i retning af, at jeg i en eller anden grad opfatter Anders Breiviks adfærd som fornuftig. Dette er jeg selvsagt frygtelig ked af, eftersom intet i verden ligger mig mere fjernt end at forbinde en massemorder med nogen som helst form for meningsfuldhed. Ordet »rationale« optræder i kronikken og har provokeret en del. Jeg bruger dette ord for at illustrere, at Breiviks handlinger af ham selv er knyttet sammen med en formuleret tankerække. Jeg siger ikke, at den er fornuftig, men at det faktisk er muligt at identificere en del af Breiviks motivation for at handle, som han gør. Og at man kan identificere et rationale hos et andet mennesker er ikke ensbetydende med, at man på nogen måde sympatiserer med det.” Skyldplaceringen
Men hvorfor skrev Gotfredsen kronikken i første omgang? Fordi, som hun forklarede i Trykkefrihedsselskabet, at hun var uenig i blandt andet avisen Politikens fremstilling og skyldplacering, der gik ud på at ”den islamkritiske fløj burde bøje nakken og tage en medskyld på sig”.
Gotfredsen var i det selvkritiske hjørne og vedkendte sig, at ”man kan anklage mig for også at ville sætte en dagsorden”. Breiviks ugerning havde været til stor skade for debatten. Gotfredsen konkluderede: ”Jeg er bange for, at jeg selv har bidraget til den skade”.
Men hvad med ytringsfriheden? Gotfredsen påpegede, at der ikke skulle så meget til, før mennesker, der teoretisk går ind for ytringsfriheden, mener den skal indskrænkes. Her hentydede hun til de, der ville have fyret som kommentator og fyret som præst. Der var ofte tale om en ”tynd fernis af ytringsfrihed”. Og en forestilling om, at en præst altid skal være ”mild, og rummelig og ikke må være stridbar”. Ligesom Gotfredsen vendte sig mod, at man i debatten om islam og indvandring vurderer hinanden moralsk og mod ”fornøjelsen ved at hade” de, man var uenige med. Stoltenbergs rolle
Under spøgerunden var der flere, der gjorde sig overvejelser om forskelligheden i debatklimaet i Danmark og Norge. Om den antisemisme, der synes langt stærkere i Norge end i Danmark. Om de norske medier, der især syntes at have rettet deres angreb mod bloggeren Fjordman, Hans Rustad og Hege Storhaug.
Og skyldtes det stærkere forsvar for ytringsfriheden og den nationale identitet, at kristendommen stod stærkere i Danmark end i Norge? Og hvorfor gik den norske elite ind for masseindvandring?
Kit Louise Strand, Trykkefrihedsselskabets sekretær, var interesseret i at høre om Jens Stoltenbergs rolle efter tragedien. For Stoltenberg har fået meget ros for sin måde at tackle tragedien på. Men Strand havde også i erindring, at en tidligere Trykkefrihedsgæst, den norske redaktør Vebjørn Selbekk, der blev truet på livet i fordi han valgte at trykke Muhammedtegningerne i Magazinet, vist havde en anden opfattelse af Stoltenbergs forsvar for ytringsfriheden.
Her kan det være relevant at nævne, at Stoltenberg i et interview til VG.no den 6. februar 2006 udtalte, at det at trykke tegningerne var en ”gal handling”. I interviewet indgik også følgende sekvens: ”-Mener du at Magazinets redaktør har noe av skylden for at den norske ambassaden ble angrepet?