At skrive som praktiserende muslimAf Helle Merete Brix, for HRS
(London): ”En oprørsk pige med briller. En kvinde meget anderledes end jeg selv”. Sådan klassificerer Leila Aboulela en af hovedpersonerne i sin seneste bog, ”Lyrics Alley”. For Soraya, der vokser op i 1950ernes Sudan, kæmper med sin patriarkalske far Idris om at have lov at bære de briller, der er nødvendige for at hun kan følge med i sine studier.
Aboulelas interviewer ved dette møde i London, feministen og forfatteren Bidisha (der ikke bruger sit efternavn Bandyopadhyay) har kort hår og er i jeans og t-shirt. Aboulelas eget hår er dækket af et blomstret hovedtørklæde, og hun er i løst tøj. En nøgen ankel i pumps titter frem under den lange nederdel.
Aboulela er født i 1964 i Cairo af en egyptisk mor, der underviste på universitetet og en sudanesisk far, der var forretningsmand. Hun er opvokset i Sudans hovedstad Khartoum, hvor hun læste økonomi på universitetet. Senere tog Aboulela en doktorgrad ved London Schools of Economics. Hendes engelske accent bærer præg af, at hun i en årrække boede i Aberdeen, i dag bor hun med sin mand og deres tre børn i Doha. Utro kvinder kan ikke være frieForfatteren lægger ikke skjul på, hvad der sparkede hendes skribentkarriere i gang: Hun var vred:
-Jeg ville sende et læserbrev til en redaktør under Golfkrigen. Jeg beundrede folk som Edward Said, jeg syntes, der var meget at være vred over. Der var en betydelig anti-islamisk stemning i medierne i 1980erne og 1990erne.
Men Aboulela måtte sande, at debattørens vej ikke var hendes vej. Hun gik i gang med at skrive fiktion. Det er foreløbige blevet til tre anmelderroste romaner, ”Lyrics Alley” (2010), ”Minaret” ( 2005) og ”The Translator” (1999). Derudover har Aboulela skrevet noveller og drama for BBC radio, ligesom hun i 2000 blev den første vinder af Caine Prize, prisen der hvert år tildeles bedste afrikanske novelle.
Aboulela mener at hendes læsere ser hende som ”en politisk forfatter”. Men hun synes at hendes romaner, ikke mindst forgængeren ”Minaret” – en i høj grad læseværdig fortælling om den sudanesiske kvinde Najwa, der i London går fra at være nærmest areligiøs til at tage hovedtørklædet på – kan læses blot som bøger om tro. For Aboulela er praktiserende muslim og lægger ikke skjul på, at hun skriver fra et muslimsk udgangspunkt.
-Synet på tro løber igennem mit forfatterskab, det er hvad der driver mig. På min egen måde, i stedet for at argumentere imod Vestens opfattelse af islam, ønsker jeg at give udtryk for min opfattelse.
I et interview i 2006 med det nu hedengangne muslimske magasin Q News har Aboulela uddybet dette: ”Set fra boghandlerens side er mine bøger i samme kategori som Brick Lane (Af Monica Ali, red.) og Reading Lolita i Teheran (Af Nazar Afisi, red.). Jeg er opmærksom på denne genre, og jeg er også opmærksom på, at det, jeg laver er anderledes. Jeg er ikke en sekulær person, der skriver om religiøse mennesker. Jeg møder mine karakterer som muslim. Emnerne behandles efter, hvad islam lærer mig”. Og videre: ”Hvis en praktiserende muslim skriver en fortælling om en utro kvinde, så kan denne kvinde ikke ende med at blive frigjort ved slutningen af historien”. Den digtende onkel Aboulelas romaner er dog langtfra kun befolket med rettroende muslimer. I ”Lyrics Alley”, en velfortalt og velskrevet fortælling, er den eneste virkeligt troende en privat lærer til patriarken Mahmoud Abuzeids børn, sønnerne Nur og Nassir. Nur, der er en af de væsentligste personer i bogen, er baseret på en virkelig karakter, Aboulelas onkel, den sudanesiske digter Hassan Awad Aboulela, der skrev teksten til mange af Sudans populære sange. Som i det virkelige liv er en tragisk ulykke årsag til, at Nur ikke får den pige, han elsker. Det er romanens Soraya, og hun er modelleret over en af Aboulelas yndlingstanter. En sommer støder Nur hovedet under en svømmetur og brækker halsen. Derefter kan han intet, hverken gå eller stå, eller bevæge sine arme.
Soraya får en anden ægtefælle og får mulighed for at leve det liv hun ønsker: Med kortklippet hår, dyre kjoler og en mand, der accepterer hendes akademiske uddannelse. Nur overvinder sin bitterhed, han finder sin gamle kærlighed til digtning frem og bliver en kendt og skattet kunstner i landet.
Omkring Nur findes et persongalleri, som på hver deres måde forsøger at finde sig til rette i den til tider klaustrofobiske familie, for eksempel broderen Nassir, der drikker og har rod i sit liv. Abuzeid familiens absolutte overhoved er brødrene far Mahmoud Abuzeid.
Mahmoud, der er bror til Idris, den bebrillede Sorays far, er en succesfuld forretningsmand, og han har to hustruer: Waheeba, som er en ældre, traditionelt indstillet sudaneser og mor til sønnerne Nur og Nassir. Og den unge Nabilah, der er en sofistikeret egypterinde med foragt for sudanesernes traditionelle livsførelse. Omskæring og kvindelige forfattereOg selvom Aboulela svarer med stor forsigtighed, eller vaghed, da publikum spørger til den nuværende politiske situation i Sudan – for eksempel at ”regimet har ikke været i stand til at løse problemerne” – skitserer bogen, ganske vist svagt, også en politisk situation. Briterne er på vej ud af Sudan (Sudan blev uafhængigt i 1956, red.), demonstrationerne tager til på landets universiteter og fremtiden er usikker.
Men dramatikken i bogen er koncentreret om familiens anliggender. I bogens mest uhyggelige passage får Waheeba omskåret medhustruen Nabilahs lille datter. Mahmoud har forbudt den slags i sit hus. Men han vil ikke lade sig skille fra Waheeba. Så Nabilah forlader ham og vender tilbage til Cairo.
Aboulea slår fast: Hun skriver ikke om ”meget kosmopolitiske mennesker”. Hun skriver om hvad hun kender til ”fra sin egen familie”. Og:
-Jeg skriver altid på engelsk. Min uddannelse foregik på engelsk, men arabisk er mit modersmål.
Ligesom Aboulela ikke tror, hun ville være blevet forfatter, hvis hun havde boet i Sudan:
– Som kvinde i Sudan ville det på grund af sladderen have været vanskeligt for mig at skrive. Du kan ikke være forfatter, hvis du er bange for, hvad folk mener.