Etter Behring Breivik

Efter et terrorangreb som det, der fandt sted i Norge den 22. juli, gælder det først og fremmest om at stå fast. En sådan handling bør under ingen omstændigheder få os til at imødekomme terroristens mål. Så når vi erfarer, at Anders Behring Breivik udførte sin terrorhandling i protest mod Norges liberale asyl- og indvandringspolitik, som i hans optik truer med at omdanne landet til et multikulturelt og multietnisk samfund, så er den umiddelbart påkrævede reaktion at stå fast om denne politik. Og når Breivik specielt retter sin terror mod Arbeiderpartiet, som har været en drivende kraft i den liberale indvandringspolitik og den påfølgende accept af multikulturalismen, så er den umiddelbart anstændige reaktion at stå fast om Arbeiderpartiet. Dermed gør man klart, at terrorisme er et middel, som er fuldstændigt uacceptabelt i den politiske kamp. I et demokrati bør den kamp føres med argumenter i en åben diskussion, som munder ud i en afstemningsprocedure, hvor vi i grunden alle er ligeværdige.

Men efter at dette er slået fast, må man straks erkende, at man ikke kan blive stående her. For så får Breivik en indflydelse, som blot er modsat den, som han ønskede. Så ender hans terrorhandling kun med at styrke dem, som han ønskede at skade. Men det er også at give ham en indflydelse, som han fra en rationel, demokratisk synsvinkel ikke bør have. Det, som vi ubetinget bør være imod, er Breiviks terrorisme. Om man skal være for eller imod den liberale norske indvandringspolitik, multikulturalismen eller Arbeiderpartiet er ikke spørgsmål, som Breiviks terrorhandling overhovedet bør have nogen indflydelse på. Hvad man her skal mene, bør alene afgøres på basis af, om politikken er bæredygtig i forhold til opretholdelsen og konsolideringen af den konkrete demokratiske samfundsorden.

Når vi skal vurdere den norske indvandringspolitik og multikulturalismen i det lys, så er der én ting, som vi fra begyndelsen bør være enige om. Det er, at der må være plads til meningsfuld uenighed. Der er tale om en politik, som går uprøvede veje, og som af den grund må omgærdes med en vis usikkerhed. Der er ingen, som på forhånd kan vide, hvor langt en liberal indvandringspolitik er bæredygtig. Der er ingen, som på forhånd kan vide, hvor langt en blanding af forskellige kulturer kan forenes i en fredelig og demokratisk samfundsorden. Derfor bør man ikke åbne for en liberal indvandringspolitik og for multikulturalismen, uden at man samtidig har evne og vilje til at diskutere disse tiltag demokratisk. Og hvor positiv man end selv er, så bør man som minimum anerkende, at det er berettiget, at andre kan være mere skeptiske med hensyn til, om politikken er bæredygtig.

Men er det således, at det norske demokrati – og andre vestlige demokratier – faktisk har diskuteret den liberale indvandringspolitik og multikulturalismen? Uden på forhånd at diskvalificere politiske modstandere. Her står Breiviks terrorhandling som et symptom på, at noget er galt. Hvorfor nøjedes Breivik ikke blot med at bidrage til den almindelige demokratiske debat om indvandringspolitik og multikulturalisme? Hvorfor blev han terrorist?

Den herskende forklaring har været, at han blev inspireret af en ekstrem retorik, som man kan finde blandt de mest pessimistiske modstandere af den liberale indvandringspolitik og multikulturalismen. Det er folk, som frygter, at denne politik vil føre til opløsning af den demokratiske basiskultur og skabe folkelige konflikter, som i værste fald vil munde ud i borgerkrigslignende tilstande. Derfor er de i visse tilfælde gået så vidt, at de har kaldt dem, der står bag den pågældende politik, for landsforrædere. Det har den herskende opfattelse grebet fat i. Dens enkle tanke er, at Breivik har ladet sig inspirere af en sådan sprogbrug, og at han blot er gået fra ord til handling. Her påstår man, at en særlig brug af den demokratiske debatkultur – anvendelsen af ord som ’landsforræder’ om folk, som støtter den liberale indvandringspolitik og multikulturalismen – har virket som en inspiration for Breivik. Dette har været den dominerende ramme omkring forsøget på at sætte Breiviks terrorhandling ind i en større sammenhæng. Som eksempel på en sådan fortolkning kan nævnes den kronik med titlen ’Uakseptable ytringer’, som Arne Johan Vetlesen, Thomas Hylland Eriksen, Bushra Ishaq og Sindre Bangstad stod sammen om, og som blev trykt i Aftenposten den 22. august – en måned efter udåden.

Men er dette den eneste måde, hvorpå en særlig brug af den demokratiske debatkultur kan have påvirket Breivik? Når vi tænker over det, må vi tænke på, at Breivik faktisk forsøgte at gå ind i den almindelige demokratiske kamp for sine synspunkter. Blandt andet gjorde han det en overgang som medlem af Fremskrittspartiet. Men hvad havde han opnået ved det? Sandsynligvis at blive forhånet som racist, fremmedhader og xenofob – altså som ond eller syg. Dette har i overvældende grad været den herskende holdning til de personer, som dristede sig til at sætte spørgsmålstegn ved den liberale indvandringspolitik og multikulturalismen. Var det, fordi Breivik ikke kunne bære forhånelsen og dæmoniseringen, som han da blev udsat for fra tilhængerne af den liberale indvandringspolitik, at han mistede tilliden til den demokratiske vej?

Hvilken af de to forklaringer er den rigtige? Blev Breivik terrorist, fordi han blev opildnet af højreradikal, indvandrerfjendsk sprogbrug? Eller blev han terrorist, fordi han ikke kunne bære dæmoniseringen og sygeliggørelsen af en legitim kritik af indvandrerpolitikken og multikulturalismen? Der findes ikke nogen entydig klar forbindelse. Ingen bliver nødvendigvis terrorist, fordi han bliver udsat for højreradikal retorik eller liberal dæmonisering. Vi mennesker handler personligt under ansvar, og Breivik bærer ansvaret selv.

Dette hindrer dog ikke, at Breivik stadig står som symptom på et dybere onde i den demokratiske debatkultur. Gennem ham kan vi tydeligt se, at den rationelle debat om indvandring og multikultur har været ødelagt af fordomme. Og hvem har hovedansvaret for denne blokering? Er det fortalerne for den liberale og multikulturalistiske indvandringspolitik, som affejer enhver opposition mod denne politik som udtryk for racisme og fremmedhad? Eller er det modstanderne, som kalder fortalerne for landsforrædere?

Når vi gør os klart, at multikulturalismen og den liberale indvandringspolitik står for en helt ny og uprøvet dagsorden – en helt ny teori om, hvorledes samfundet skal opbygges – så er det indlysende, hvor det største ansvar ligger. For en ny politisk teori bør ikke tvinges igennem uden en åben demokratisk diskussion af dens mulige vanskeligheder. Men denne diskussion lukkede tilhængerne for, i og med at de ikke tog modpartens bekymring alvorligt, men i stedet dæmoniserede den som udtryk for racisme og fremmedhad. Dette er i sagens natur den primære fordomsfuldhed. Hvor kritisabel den fordomsfuldhed, der kommer til udtryk på den anden side end er, så er den dog kun sekundær: en reaktion på, at den demokratiske diskussion allerede var ødelagt af den primære fordomsfuldhed.