London i brand: De faderløses revolte?
Af Helle Merete Brix, for HRSForleden tikkede en mail ind i min inbox fra et lille galleri i London, som jeg modtager nyhedsbreve fra. I mailen forklarede galleriejeren, at man i tidligere tider havde været udsat for vold og hærværk og derfor, ”på grund af situationen i London”, havde udsat en aktuel udstilling til næste uge: Galleriejeren skrev: ”Jeg tror, det er sikrere for vores venner denne uge at blive hjemme med familien. Jeg håber, at situationen i London vender tilbage til det normale meget snart og at vi næste torsdag vil have mulighed for at mødes, nyde kunst og få os en drink i hinandens selskab”.
Mailen mindede om, hvad der for nylig blev virkelighed for briter igennem dage og nætter: At hverdagens fredelige gøremål på uhyggeligste vis blev sat ud af kraft. Med forbløffelse kunne jeg og andre tv-seere verden over se, hvordan dele af blandt andet London, Manchester og Birmingham igennem nætter blev omdannet til krigszoner. Bygninger blev brændt ned, biler blev brændt af, butikker smadret. Bøller, herunder børn helt ned til 11 år angreb politibetjente, butiksejere og forbipasserende mennesker med molotowcocktails, sten, flasker med mere. ÅrsagsforklaringerMen optøjerne betød også tab af menneskeliv. Fem mennesker blev dræbt, herunder den 68-årige Richard Bowes fra Ealing i det vestlige London, der blev overfaldet, da han forsøgte at slukke en brand i sit lokalområde. Han døde af sine kvæstelser på hospitalet.
Tre unge mænd blev, øjensynligt med vilje, kørt ned og dræbt af en flugtbilist i Birmingham. De hed Shazad Ali, Abdul Musavir og Haroon Jahan. De forsøgte sammen med andre at beskytte en moské og butikker i lokalområdet.
En fredelig demonstration foran politistationen i Tottenham i London i protest mod politiets nedskydning af den 29-årige Mark Duggan, der ikke blot var far til fire, som medierne fortalte, men formentlig også bandeleder, udviklede sig voldeligt. Siden har en strøm af kommentatorer i skandinaviske og britiske medier klassificeret fattigdom og social udstødelse som en væsentlig årsag til, at blandt andet Manchester oplevede nogle af de værste uroligheder igennem 30 år. Skaderne i alle byer løber formentlig op i et styrtende antal millioner.
De vrede ungeIgen og igen hører man fra kommentatorer i medierne, at de unge er vrede. At de ikke føler sig som en del af samfundet. Ingen taler om, hvad der legaliserer at denne vrede bliver til had? Og at den projiceres ud på verden? Motivationen for en række af de unge synes, af avisrapporterne at dømme, at være den enkle at de vil have forbrugsgoder uden at betale for dem. Et slående eksempel er beretningen om en gade i Hackney i London, hvor omtrent hver en butik var plyndret, men hvor gadens boghandel gik fri. For disse unge læser ikke bøger, men vil have fladskærme, tøj og IPhones. En 16-årig dreng forklarede på dansk tv, at han havde stjålet ting til sin søn! Blandt andre anholdte fremstillet i retten forleden var en skolelærer, en revisor og universitetsstuderende.
Urostifterne er øjensynligt mennesker af ulig etnisk bagrund. Tydeligt er det dog fra de offentliggjorte billeder, at mange af urostifterne har afro-caribisk baggrund. Ikke overraskende er også mange af dem af hankøn, selvom der er kvinder iblandt. Det danske ugemagasin Weekendavisen skriver, at ifølge den britiske Trade union Congress er der dobbelt så mange sorte arbejdsløse (13 procent) som hvide. Blandt unge sorte briter mellem 18 og 24 år er arbejdsløsheden steget fra 20 til 30 procent mellem 2007 og 2010.
Men skal man købe forklaringen om fattigdom og social udstødelse? Shaun Bailey, en erklæret konservativ sort socialarbejder mener nej. I Guardian langede han forleden ud efter rettighedskulturen. Bailey skriver blandt andet: ”Det største problem vores samfund har været konfronteret med over de sidste to tiår er at man mener, at regeringen skal tage sig af alting. Det personlige ansvar og lokalsamfundet ansvar er blevet erstattet af statens ansvar. Hvis optøjerne har vist os noget er det, at denne tilgang ikke er brugbar”.
I en diskussion forleden på BBC Hardtalk med en tidligere højtstående politiofficer Peter Power, uddybede Bailey sit synspunkt. Han talte om unge fra en ”rettighedsgeneration”, der ikke forstår at med rettigheder følger pligter. Bailey afviste fattigdomstesen, han opfattede det som en fornærmelse mod fattige mennesker at opfatte dem som mennesker, beredte på at gå ud og plyndre og hærge. Da studieværten ville vide, om Bailey følte at Camerons udsagn om at dele af samfundet var ”sygt” var for stærke ord, svarede han nej: ”Nogle gange må benytte sig af klar tale”. Bailey understregede samtidig, at nok var forholdet til politiet ikke perfekt i en række belastede områder i London, men det var bedre end nogensinde. Sammenligningen med optøjerne i 1981 i Brixton holdt derfor ikke, mente han.
De faderløse